Efter kun seks måneder: Dagrofa Foodservice reducerer virksomhedens madspild med 112 tons takket være digitalt værktøj
26.10.2023 09:15:00 CEST | Dagrofa ApS | Pressemeddelelse
Siden marts har fødevaregrossisten Dagrofa Foodservice anvendt datokontrolsystemet fra Whywaste i virksomhedens 30 Cash&Carry-butikker, der er fordelt over hele landet. Efter de første seks måneder har Dagrofa Foodservice allerede opnået en markant reduktion i mængden af madspild – og fra Randers-butikken er meldingen, at medarbejderne også har fået mere tid til at servicere kunderne.

Tilbage i marts 2023 implementerede Dagrofa Foodservice et digitalt værktøj fra den svenske tech-virksomhed Whywaste i deres 30 Cash&Carry-butikker, som sælger fødevarer til f.eks. restauranter, cafeer og kiosker.
Værktøjet skulle først og fremmest hjælpe med at nedbringe mængden af madspild. Efter seks måneder viser en opgørelse, at Dagrofa Foodservice har reduceret virksomhedens madspild i butikkerne med godt 112 tons sammenlignet med samme periode sidste år.
Det digitale værktøj fra Whywaste hjælper i praksis medarbejderne i Dagrofa Foodservices butikker med at få et endnu bedre overblik over de varer, som er ved at gå over sidste anvendelsesdato. Konkret oplyser værktøjet, hvornår hver enkelt butik skal intensivere salget af de varer, hvor holdbarheden på det specifikke produkt udløber.
”Vi er meget bevidste om, at madspild er en stor klimasynder, og derfor er vi glade for, at Whywaste giver vores medarbejdere endnu flere muligheder for at mindske vores madspild og dermed CO2-udledning. Desuden bidrager Whywaste-indsatsen til at reducere vores økonomiske omkostninger, da det ikke er nogen hemmelighed, at det koster penge, når holdbarheden på en vare udløber,” siger Kenneth Linde, projektchef i Dagrofa Foodservice.
Han fortsætter:
”Resultaterne efter seks måneder er intet mindre end imponerende. Vi havde ikke turde drømme om at opnå de resultater på den korte tid, og det er vi naturligvis meget stolte af."
Butikschef i Randers: Vi har fået en nemmere hverdag og mere tid til kunderne
Resultaterne er ikke kommet af sig selv, da det har krævet, at de flere hundrede medarbejdere i Cash & Carry-butikkerne er blevet oplært i at bruge datokontrolsystemet fra Whywaste.
Jesper Andersen, butikschef i Cash & Carry-butikken i Randers, er en af de personer, der har været involveret og fra hans synspunkt er der mange fordele ved at bruge værktøjet i hverdagen:
”Alle medarbejdere i vores butik i Randers har været vilde med at bruge Whywaste, hvor alle processer er blevet lettere og hurtigere. Vi brugte til en start lidt tid på at registrere vores varer i systemet, og dernæst er det blevet en fast rutine i vores hverdag at anvende værktøjet. Vores medarbejdere sparer en masse tid ved at bruge Whywaste, og det giver os mere tid på hånden til at tale med kunderne.”
I løbet af de første seks måneder med Whywaste-værktøjet har butikken i Randers formået at reducere mængden af madspild med mere end 19 tons i forhold til samme periode sidste år.
Hos Whywaste er de også imponerede over Dagrofa Foodservices resultater i kampen mod madspild, og tech-virksomheden roser samarbejdet:
”Lige fra starten af projektet fik vi en utrolig positiv respons fra Dagrofa Foodservice. Deres engagement i at mindske madspild har været helt fantastisk, hvilket vi kan se i deres resultater. Vi er stolte over at være en del af samarbejdet,” fortæller Linda Grådal, der er Head of Global Expansion i Whywaste.
Udover værktøjet fra Whywaste har Dagrofa Foodservice også en række andre initiativer for at reducere madspild – f.eks. bliver der flere gange om ugen leveret overskudsvarer fra virksomhedens terminal i Ishøj til organisationen JunkFood, som laver gratis måltider til hjemløse i København.
Dagrofa Foodservice er en del af Dagrofa-koncernen, som har den overordnede målsætning ift. klima og bæredygtighed, at koncernens samlede mængde af madspild skal være reduceret med 50% inden 2023.
Fakta om Dagrofa Foodservice:
- Dagrofa Foodservice er en ledende totalleverandør til foodservicesektoren i Danmark og en del af Dagrofa-koncernen.
- Vi er markedsleder inden for kantiner og hoteller, og vi leverer til mange forskellige kundesegmenter – fra den lokale café til Michelin-restauranter.
- Vi har 30 Cash&Carry-butikker over hele landet og specialisterne Grambogård, HKI Ost og Grøn Fokus.
- Læs mere på www.dgfs.dk
Fakta om Whywaste:
- Whywaste er en svensk tech-virksomhed, der siden 2016 har tilbudt softwareløsninger med fokus på reduktion af madspild i primært detail – og engrosvirksomheder. Siden 2019 har de samarbejdet med Dagrofa-koncernen.
- I dag samarbejder de med butikker i mere end 20 forskellige lande i 40 forskellige detailkæder.
- Virksomhedens mest anvendte softwareløsning er i dag et digitalt datokontrolsystem, der alarmerer om varer tæt på udløb. I porteføljen findes desuden løsninger til optimal prissætning, markedsføring af datovarer, hjælp til donation, statistikværktøjer og meget andet.
Kontakter
Lars Hall Bæk FarsøeKommunikationschefDagrofa Foodservice
Tlf:42332811lar@dgfs.dkBilleder



Om Dagrofa
Med over 500 dagligvarebutikker fordelt over hele Danmark er Dagrofa en af landets førende virksomheder på det danske fødevaremarked. Dagrofa står bag dagligvarebutikkerne MENY, SPAR, Min Købmand og Let-Køb og ejer også Dagrofa Logistik og Dagrofa Foodservice, som er ledende leverandør til restauranter, hoteller og kantiner.
Følg pressemeddelelser fra Dagrofa ApS
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dagrofa ApS
Arbejdsglæde kender ingen alder: Gustav fylder 80 og møder stadig på arbejde hver mandag3.11.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Fredag den 6. november fylder Gustav Krogh 80 år. Efter mange år som købmand i detailhandlen har han nu sin faste mandag i Dagrofa Foodservices Cash & Carry-butik i Aarhus. Den dag glæder han sig til hele ugen.
Forældre kan være en af nøglerne til at løse manglen på faglærte30.10.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er Danmark på vej mod at mangle 99.000 faglærte i 2030. Tidligere har erhvervslivet peget på de unges forældre som et problem for erhvervsuddannelser. En ny undersøgelse foretaget for Dagrofa viser, at opbakningen fra forældrene dog langt fra er det problem, den ofte gøres til.
Esse er Årets Restaurant i Den danske Spiseguide28.10.2026 12:59:47 CET | Pressemeddelelse
Esse i København er Årets Restaurant 2026 ifølge Den danske Spiseguide. Titlen blev uddelt søndag aften på Scandic Strandpark i Kastrup, hvor Brasserie Carl også blev hyldet som Årets Bistro/Brasserie/Trattoria, mens Allan Jørgensen fra Resumé vandt i kategorien Årets Restaurantchefprofil.
10 år med et gratis lift hjem til jul: SPAR sender igen danskerne hjem27.10.2026 07:10:00 CET | Pressemeddelelse
For tiende gang sender supermarkedskæden SPAR julebusser ud på de danske veje, så danskerne kan komme gratis hjem til jul. I år er der ekstra forkælelse ombord i anledning af jubilæet.
12 landsbyer på Sjælland og øerne har selv reddet deres dagligvarebutik23.10.2026 06:33:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra Røsnæs til Lolland og øen Omø har borgerne sammen med Dagrofa holdt liv i den lokale butik. Og der er plads til flere: Dagrofa har udpeget omtrent 50 mindre byer i hele landet, hvor der er plads til en dagligvarebutik – ti af dem på Sjælland og øerne, flere end i nogen anden landsdel.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum