Beskidt og sammensat plastaffald skal blive fremtidens plast-råstof
Nyt partnerskab vil bane vej for plast-til-plast-genanvendelse af beskidt og sammensat plastaffald. Over halvdelen af alt plastaffald ender i dag i forbrændingsanlæg, fordi det ikke egner sig til omsmeltning eller anden genanvendelse.

I et nyt partnerskab mellem Circular Plastic Systems, Topsoe, Omnicon og Teknologisk Institut som projektleder og videnspartner skal det mest beskidte plastaffald i fremtiden kunne genanvendes til nye plastprodukter. Med det nye partnerskab kommer plastbranchen tættere på at kunne opfylde regeringens klimamål om at flytte 80 procent af plasten fra forbrændingsanlæggene til genanvendelse inden 2030.
Meget plastaffald er komplekst og beskidt
I dag bliver mange tusind tons plastaffald fra industri og husholdninger forbrændt og udnyttet til varmeenergi, fordi det ikke kan genanvendes. Det skyldes, at de oprindelige plastprodukter enten er komplekst sammensat af forskellige plasttyper eller er blevet så beskidte af madrester, jord, sand og andet, at det er umuligt at rense plasten og omsmelte den til nye produkter.
– Målet er at bane vej for en ny cirkulær økonomi for urent plastaffald. Plastaffald er en ressource, der helst skal blive til plastik igen – også beskidt og sammensat plastaffald, som er notorisk svært at genanvende. Men vi har både en lovende teknologi til formålet i form af pyrolyse, og virksomheder, der står på spring til at aftage pyrolyseprodukterne. Produkterne skal bare være rene nok, siger projektleder Rasmus Peter Thomsen fra Teknologisk Institut.
Pyrolyse af plast er en proces, hvor plastaffald opvarmes til høje temperaturer i fravær af ilt. Denne proces nedbryder plastens lange polymerkæder til mindre molekyler, som kan omdannes til fx olie.
Netop affaldsplastens renhed og sammensætning er en central barriere, der lige nu står i vejen for, at olie fra pyrolyseprocesserne kan bruges til fx nye plastprodukter. Derfor har Teknologisk Institut samlet tre virksomheder, der ved, hvilke renhedskrav råmaterialer til plastproduktion skal leve op til – og hvordan man forbedrer renheden af olieprodukter. Sammen vil de med støtte fra Miljøministeriet udvikle strategier og metoder, der skal bane vej for øget plast-til-plast-genanvendelse.
Genanvendelse ved hjælp af pyrolyse
En af projektpartnerne er startup-virksomheden Circular Plastic Systems, der har etableret et pyrolyseanlæg i Frederiksværk. Anlægget håndterer blandt andet husstandsindsamlet plastaffald fra kommunen.
– Vi benytter en robust og effektiv patenteret pyrolyseproces, hvor plastaffaldet omdannes til olie og black carbon. Hvis vi i partnerskabet her kan forbedre processen og opnå endnu højere indvinding af de to pyrolyseprodukter, så er vi et skridt nærmere et muligt farvel til afbrænding og eksport af plastaffald, fortæller Philip Bresling, CEO for Circular Plastic Systems.
Pyrolyseolie bruges i vidt omfang til produktion af brændstof, mens black carbon – et askelignende restprodukt – typisk bliver deponeret. I projektet sigtes der derimod efter, at alle produkter fra processen skal bruges til genanvendelige formål.
Genbrugsolie til plastproduktion
For at forbedre renheden af pyrolyseolien får virksomheden Topsoe til opgave at udvikle opgraderingsstrategier til pyrolyseolien, så den kan danne grundlag for et nafta-lignende produkt – det olieprodukt, som bruges til plastproduktion.
– Plastaffald er jo en blandet landhandel, og det smitter af på den pyrolyseolie, der kommer ud i den anden ende. En stor del af olien vil være nafta, som kan bruges til plast, mens andre oliefragmenter indeholder forskellige urenheder. Vi skal derfor prøve at forstå, hvad det er for urenheder, så vi kan målrette vores teknologi til at fjerne dem og dermed også omdanne den urene olie til nafta, fortæller David McCarthy, R&D Scientist hos Topsoe.
Genanvendt black carbon
Partnerskabet har også blikket rettet mod pyrolyseproduktet black carbon, der består af fint kulstof samt forskellige mineraler, glasfibre og metal fra processen. Materialet har potentiale til at kunne erstatte fossilt baseret black carbon, der bruges som farve- og fyldstof i række industrier. Teknologisk Instituts materialekemikere vil i projektet se på, om materialet kan bearbejdes til en ensartet, god kvalitet, så det kan genbruges som tilsætningsstof i betonindustrien, som projektpartneren Omnicon A/S producerer materialer til.
– Vi ønsker at understøtte beton- og cementindustriens grønne omstilling med vores produkter, og her kan genanvendt og lokalt produceret black carbon hjælpe til at reducere branchens klimaaftryk. Derfor er jeg glad for, at vi kan trække på Teknologisk Instituts materialespecialister, som supplerer vores egne specialister med produktudvikling og værdifuld viden om materialernes genanvendelsespotentiale, siger Steen Kristensen, COO hos Omnicon A/S.
Projektet "Udvikling af miljøteknologier til optimal valorisering af produkter fra pyrolyse af forurenet plastaffald" er støttet af Miljøstyrelsens Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP). Projektet er et samarbejde mellem Circular Plastic Systems A/S, Topsoe A/S, Omnicon A/S og Teknologisk Institut.
FAKTA
Ifølge regeringens ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi” fra 2020 skal 80 procent af det plastaffald, som i dag havner i forbrændingsanlæg, udsorteres og genanvendes i 2030.
Ifølge tal fra Miljøministeriet og McKinsey (2016) bliver 57 procent af alt plastaffald brændt af. Samme år blev der produceret plastprodukter med 500.000 ton nyproduceret plast og blot 47.000 ton genanvendt plast.
Nøgleord
Kontakter
Rasmus Thomsen, Projektleder (ph.d.), Teknologisk Institut, mail: rpt@teknologisk.dk, mobil: 7220 2230,
Philip Bresling, CEO, Circular Plastic Systems, mail: philip@circularplasticsystems.com, David McCarthy, Principal Scientist, Topsoe A/S, mail: damc@topsoe.com, mobil: 2275 4503
Steen Kristensen, COO, Omnicon A/S, mail: sk@omnicon.com, mobil: 4062 4845
Billeder
Teknologisk Institut har siden 1906 arbejdet for at forbedre erhvervslivets konkurrenceevne, samfundets velstand og menneskers liv. Årligt kommer det mere end 10.000 virksomheder til gavn inden for så forskellige områder som; energi, fødevarer, life science, materialer, byggeri og produktion. Teknologisk Institut har datterselskaberne Danfysik A/S, Dancert A/S og DTI Spain.
Har du brug for yderligere oplysninger, fotos, udtalelser eller andet, er du meget velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen. Se kontaktinfo her: www.teknologisk.dk/presse
Fotos i dette nyhedsrum: ©Teknologisk Institut. Brug af fotos tilladt ved konkret omtale af Teknologisk Institut og med kreditering. I tvivlstilfælde kontakt venligst Kommunikationsafdelingen.
Følg pressemeddelelser fra Teknologisk Institut
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Teknologisk Institut
Millioninvestering skal skabe grøn mad-revolution19.11.2025 09:38:54 CET | Pressemeddelelse
Nyt innovativt fellowship-program, støttet af Novo Nordisk Fonden, skal uddanne nye frontløbere, der skal bekæmpe madspild og bane vejen for bæredygtige fødevaresystemer.
Varmepumper er billigst til grøn industriel varme13.11.2025 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
En ny undersøgelse fra Teknologisk Institut og University of Oxford viser, at industrielle varmepumper kan reducere varmeomkostningerne i industrien med op til 75 procent sammenlignet med brintbaserede kedler – og i de fleste scenarier er de også økonomisk fordelagtige overfor biomasse- og gasløsninger.
Nyt robot-rykind: Millionløft skal give danske virksomheder muskler med intelligent teknologi11.11.2025 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Teknologisk Institut sætter gang i omfattende satsning, hvor generativ AI og avancerede robotløsninger skal gøre virksomheder og robotindustrien mere fleksibel, konkurrencedygtig og klar til morgendagens udfordringer.
Ultraforarbejdede fødevarer: Eksperter efterlyser fokus på ernæring frem for proces7.11.2025 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Konference på Teknologisk Institut: Bekymringer er reelle, men NOVA-klassifikation om ultraforarbejdede fødevarer peger i forkert retning.
Ny PFAS-rapport peger på tre veje til at udfase evighedskemikalierne6.11.2025 08:16:40 CET | Pressemeddelelse
Strammere PFAS-regulering stiller nye krav til danske virksomheder. En national vidensplatform, målrettet støtte til SMV’er og øget gennemsigtighed i værdikæderne kan hjælpe industrien med at udfase evighedskemikalierne.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

