Nyt notat fra Klimarådet: Stor risiko for at Danmark misser sit 2025-mål
Regeringen forholder sig i sit klimaprogram ikke til, at Danmark ifølge Klimarådet formentlig er længere fra at nå sit 2025-klimamål, end de officielle fremskrivninger viser. Det øger bekymringen for, at målet ikke nås.
Regeringen skal hvert år udarbejde et klimaprogram, som blandt andet skal indeholde en status på opfyldelse af klimalovens mål og regeringens planlagte virkemidler. Klimarådet har ifølge klimaloven til opgave at kommentere på det årlige program, og rådets kommentering er netop udkommet.
Klimarådet konkluderer i kommenteringen, at der er stor risiko for, at Danmark misser klimamålet i 2025. Regeringen forholder sig i klimaprogrammet ikke til, at Klimarådet tidligere har vurderet, at de officielle fremskrivninger risikerer at undervurdere behovet for politisk handling. Derfor kan regeringens planlagte tiltag vise sig utilstrækkelige.
I regeringens klimaprogram er reduktionsbehovet for 2025-målet opgjort til 0,5 mio. ton CO2e for bare at nå den lave ende af målet om en reduktion på 50-54 pct. af drivhusgasudledningerne. Klimarådet vurderede i et notat i juni, at reduktionsbehovet for den lave ende af målet med god sandsynlighed er over 2 mio. ton CO2e. Baseret på samme vurdering er afstanden til de 54 pct. over 5 mio. ton.
”Regeringen forholder sig ikke til vores vurdering af, at reduktionsbehovet formentlig er undervurderet. Det øger bekymringen for, at Danmark misser målet, fordi vi ikke får vedtaget nok ny politik. Jo længere tid der går, før regeringen handler, jo færre effektive og kloge tiltag er der at vælge mellem for at nå målet,” siger Klimarådets forperson, Peter Møllgaard.
Dieselafgift frem for biobrændstoffer
Regeringen har siden offentliggørelsen af klimaprogrammet meldt ud, at den vil hæve dieselafgiften, og at den vil hente færre reduktioner fra et øget fortrængningskrav, end klimaprogrammet lægger op til. Det ser Klimarådet som to skridt i den rigtige retning. Rådet har flere gange peget på, at en forhøjet dieselafgift kunne bidrage til at opfylde 2025-målet og samtidig advaret mod det øgede fortrængningskrav, der indebærer brug af biobrændstoffer.
I sit nye notat gentager Klimarådet sin advarsel mod at forhøje CO2-fortrængningskravet i vejtransporten. Klimarådet vurderer, at øget brug af biobrændstoffer er dyrt, og samtidig er klimaeffekten tvivlsom.
Selvom der med regeringens udspil tages skridt i den rigtige retning, vurderer Klimarådet fortsat, at der er stor risiko for at misse 2025-målet. Regeringens forslag om at hæve dieselafgiften vil næppe være tilstrækkeligt.
Landbruget er nøglen til 2030-målet
Regeringen har flere gange sagt, at en drivhusgasafgift skal være drivende for, at landbrugssektoren når sit klimamål i 2030. Klimarådet finder det positivt, at regeringen fortsat har den ambition. Lykkes det, kan det stort set være nok til, at Danmark når 70-procentsmålet. Klimaprogrammet indeholder ikke nyt om, hvordan reguleringen af landbruget konkret skal indrettes, men regeringen vil fremlægge sit udspil, når Ekspertgruppen for en Grøn Skattereform har fremlagt sine konklusioner.
”Vi opfordrer regeringen til hurtigt at komme med et udspil, når ekspertgruppen har afleveret sine anbefalinger, så landbruget kan komme videre i den grønne omstilling. Det er også i landbrugets egen interesse, at der snart bliver skabt klarhed om vilkårene,” siger Peter Møllgaard.
De danske EU-forpligtelser om drivhusgasreduktioner i blandt andet landbruget gør også, at reduktionerne gerne skal blive til virkelighed snart. EU-målet er indrettet som et såkaldt budgetmål, hvor man sætter en grænse for de samlede udledninger over hele perioden frem til 2030. I det omfang reduktionerne forsinkes, kræver det dermed større reduktioner i de sidste år inden 2030 og dermed kraftigere virkemidler.
Klimarådet pointerer, at en effektiv afgift kan kollidere med flere hensyn, som regeringen i sit regeringsgrundlag lægger stor vægt på. Fx må konkurrenceevnen ifølge regeringsgrundlaget ikke forringes ved indførelsen af en drivhusgasafgift. Det kan blive svært at undgå, og regeringen har endnu ikke vist hvordan. Enkelte hensyn kan også være i konflikt med hinanden. Fx kan hensynet til konkurrenceevnen kollidere med ønsket om at opnå de billigste reduktioner for samfundet.
Gode takter i CCS-aftale
Klimarådet ser i det nye notat positivt på den aftale, som regeringen og Folketinget for nylig har vedtaget omkring fangst og lagring af CO2 (CCS) fra danske skorstene, som Klimarådet ser som et vigtigt bidrag til opfyldelse af 2030-målet. Fx samler aftalen flere støttepuljer, og den nye aftale er et skridt i den rigtige retning i forhold til at mindske risikoen forbundet med udbuddene, og for at reduktionspotentialet løber ud i sandet. Klimarådet understreger dog, at det ikke er muligt at eliminere risikoen fuldstændigt.
”Det en stor udfordring at fange CO2 fra skorstenen og lagre den i stor skala. Det betyder også, at der er risiko for, at der kan opstå uventede problemer fx i forbindelse med både fangst og lagring. Den bedste måde at håndtere denne risiko på er at komme i gang med at opstille anlæggene og få dem i drift,” siger Peter Møllgaard.
Klimarådet påpeger vigtigheden af, at de kommende CCS-projekter og infrastrukturen omkring dem bliver tænkt sammen. Det skal sikre, at projekterne bliver så effektive som muligt.
Kontakter
Jacob Haaning AndersenPressemedarbejder
Tlf:31529665jacob.haaning.andersen@klimaraadet.dkKlimarådet
Klimarådet er et uafhængigt ekspertorgan, der rådgiver regeringen om, hvordan omstillingen til et klimaneutralt samfund kan ske, så vi i fremtiden kan leve i et Danmark med meget lave udledninger af drivhusgasser og samtidig fastholde bl.a. velfærd og udvikling. Klimarådet skal årligt vurdere, om regeringens klimaindsats anskueliggør, at de danske klimamål nås. Rådet skal desuden bidrage til den offentlige debat og udarbejder også løbende analyser og anbefalinger til klimaindsatsen.
Følg pressemeddelelser fra Klimarådet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Klimarådet
Klimarådet: Regeringen har en plan for at nå 2030-målet, men der er også risici knyttet til teknologier og arealomlægninger31.10.2024 12:00:00 CET | Pressemeddelelse
I sit nye klimaprogram viser regeringen sin seneste plan for, hvordan den vil opfylde 70-procentsmålet i 2030. Planen kan tage Danmark helt i mål – men den indeholder også en række risici. Det vurderer Klimarådet i sin lovbundne kommentering af programmet.
Nyt notat om klimaprogram d. 31. oktober28.10.2024 14:49:52 CET | Pressemeddelelse
I et nyt vurderingsnotat kommenterer Klimarådet det årlige klimaprogram. Vurderingsnotatet er tilgængeligt for journalister i klausuleret form fra tirsdag d. 29. oktober kl. 12.
Diskussionsoplæg fra Klimarådet: Danmark fører ikke an i udviklingen af nye klimateknologier18.9.2024 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Dansk forskning og innovation på klimaområdet klarer sig godt i en sammenligning med andre lande – men det er især, fordi vindmølleteknologier trækker gennemsnittet op. Inden for andre og nyere klimateknologier har Danmark potentialer, men der er ikke tydelige tegn på, at vi er på vej til at sætte nye, store aftryk. Det skriver Klimarådet i et diskussionsoplæg til regeringens strategiske arbejde med at fremme grøn forskning og innovation.
Ny udgivelse fra Klimarådet d. 18. september13.9.2024 14:12:36 CEST | Pressemeddelelse
Onsdag d. 18. september kl. 12 offentliggør Klimarådet et diskussionsoplæg til regeringens arbejde med den grønne forskningsstrategi. Oplægget er nu tilgængeligt for journalister i klausuleret form.
Klimarådet: Vigtige beslutninger om 2050 skal træffes allerede nu14.8.2024 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Klimarådet bakker op om regeringens ambition om at skærpe Danmarks klimamål, så vi i 2050 skal optage mere drivhusgas, end vi udleder. For at opfylde det skærpede mål på en god måde bør man allerede nu træffe beslutninger om Danmarks arealer, skovrejsning og andre klimatiltag. Det understreger Klimarådet i en ny analyse.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum