Fødevareminister hjemvendt fra Lviv: Danmark og Ukraine har indgået samarbejdsaftale
12.10.2023 10:29:44 CEST | Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri | Pressemeddelelse
De seneste dage har fødevareminister Jacob Jensen (V) været i Ukraine sammen med den første danske erhvervsdelegation, siden krigen brød ud. Ministeren mødtes bl.a. med lokale virksomheder og den ukrainske landbrugsminister. Besøget resulterede i, at ministrene underskrev en samarbejdsaftale mellem Danmark og Ukraine på landbrugs- og fødevareområdet.

Ukraine er en af verdens største landbrugsnationer og korneksportører, og med målrettede angreb har Rusland gjort fødevarer til et våben i krigen. Danmark og den danske fødevareklynge har både kompetencer og løsninger, som kan hjælpe Ukraines genopbygning af landbrugs- og fødevareproduktionen. Bl.a. på den baggrund rejste den danske fødevareminister Jacob Jensen (V) til Ukraine fra den 9.-11. oktober sammen med en erhvervsdelegation bestående af 17 danske virksomheder med relation til fødevare- og landbrugsindustrien.
Øverst på ministerens program stod mødet med den ukrainske landbrugsminister Solskyi Mykola. Udover at drøfte Ukraines fremtidige medlemskab af EU, og hvordan Ukraines eksport af særligt korn kan sikres, underskrev de to ministre en samarbejdsaftale, som etablerer et flerårigt samarbejde på landbrugs- og fødevareområdet. Samarbejdet vil hjælpe til, at Ukraine i højere grad bliver i stand til at leve op til EU’s høje krav til bl.a. kvalitet, fødevaresikkerhed og medicinforbrug og dermed lette Ukraines adgang til eksport til både EU og det globale marked.
Den danske minister mødtes derudover bl.a. med flere ukrainske og danske virksomheder, der til daglig har produktion i Ukraine.
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) siger:
”Jeg er netop hjemvendt efter et besøg i Ukraine, der giver optimisme og håb for fremtiden. Fra dansk side handlede turen først og fremmest om at vise vores uforbeholdne støtte til ukrainerne og tilbyde dem vores hjælp fra både politisk og erhvervsmæssig hold. Danmark og Ukraine har gennem mange år som store landbrugsnationer haft et godt samarbejde på landbrugsområdet, og det er især i krisetider, at vi skal bevise samarbejdets værd. Derfor er jeg utrolig glad for, at Danmark kan bidrage til genopbygningen af Ukraines landbrugssektor, og at vi sammen med den ukrainske landbrugsminister kunne indgå en samarbejdsaftale mellem Danmark og Ukraine. Med aftalen sætter vi en tyk streg under, at vi står bag Ukraine og er klar til hjælpe dem med at genopbygge landbrugs- og fødevareproduktionen i landet. For mig at se vil mere samhandel bl.a. med danske virksomheder skabe værdi, som er grobund for Ukraines selvstændighed og i sidste ende sejr over Rusland. ”
Den danske erhvervsdelegation afholdt tirsdag et daglangt seminar med ukrainske repræsentanter fra landbrugs- og fødevaresektoren, hvor der blev drøftet en række samarbejdsmuligheder på tværs af landene. Det er første gang, siden krigen brød ud i 2022, at en dansk erhvervsdelegation besøger Ukraine.
Fakta:
- Fødevareminister Jacob Jensen (V) har sammen med en erhvervsdelegation bestående af 17 danske virksomheder besøgt Ukraine fra d. 9.-11. oktober 2023. Ministeren havde undervejs en række møder og besøg:
- Møde med den ukrainske landbrugsminister - Solskyi Mykola
- Møde med guvernør for Lviv Oblast - Maksym Kozytskyy,
- Besøg ved Carlsberg-bryggeriet i Lviv
- Besøg ved mobile sundhedsklinikker, udviklet af Danish Business Association i Ukraine
- Besøg ved SEGURO-Thyregod LLC i Sambir
- Fødevareministeriet har nu igangsat et myndighedssamarbejde med det ukrainske landbrugsministerium om udvikling af Ukraines landbrugs- og fødevareproduktion. Projektet er finansieret under den danske udviklingsbistand og sigter på kapacitetsudvikling af ukrainske myndigheder og andre interessenter, med henblik på at styrke Ukraines arbejde med eksempelvis fødevaresikkerhed og dyresundhed, eksportkrav og grøn omstilling.
- Korn og fødevarer udgjorde 40,7 pct. af Ukraines eksport i 2021. I 2022 steg denne værdi til 53 pct.
- I 2021 udgjorde fødevareeksporten til EU fra Ukraine 27,7 pct. Denne andel er steget til 55,2 pct. i 2022. Fordoblingen skyldes i høj grad vanskelig eksport via Sortehavet og etableringen af solidaritetsbaner med transportmulighed til og via EU.
Følg pressemeddelelser fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
To år med markante fremskridt for dyrevelfærden9.2.2026 06:59:00 CET | Pressemeddelelse
I dag er det præcis to år siden, Danmarks første dyrevelfærdsaftale blev indgået. Allerede nu er 23 ud af aftalens 31 tiltag ført ud i livet – og flere er på vej.
Åbning af støtteordning letter produktionen af dansk frugt og grønt i fremtiden6.2.2026 07:30:00 CET | Pressemeddelelse
Danske gartnerier kan nu søge støtte til kompensation for udgifter som følge af indførelsen af CO₂-afgiften på industrien. Det sker, fordi den nye støtteordning målrettet produktion af dansk frugt og grønt åbner for ansøgninger.
Historisk løft til forskning i planteforædling19.1.2026 11:00:00 CET | Pressemeddelelse
Danmark investerer massivt i udviklingen af fremtidens afgrøder. Med en samlet bevilling på 200 mio. kr. får forskningen i planteforædling det største løft nogensinde. Det sker i forlængelse af den netop vedtagne aftale om nye genomteknikker i EU.
Grønland og Danmark drøfter et styrket samarbejde på fødevareområdet15.1.2026 12:09:49 CET | Pressemeddelelse
Fødevareminister Jacob Jensen (V) og Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning Peter Borg har holdt møde i København for at drøfte et styrket samarbejde.
Minister udfaser fiksering af søer1.1.2026 08:01:00 CET | Pressemeddelelse
Årsskiftet er en milepæl i arbejdet for bedre dyrevelfærd i grisestaldene i Danmark. Den 1. januar 2026 træder en ny bekendtgørelse i kraft, der skal udfase fiksering af søer i farestalde.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum