Aarhus Symfoniorkester

Aarhus Symfoniorkesters udnævner ny chefdirigent.

Del

Aarhus Symfoniorkester er stolte over at kunne præsentere stortalentet og Malko-vinderen Dmitry Matvienko som ny chefdirigent fra august 2024 og tre fulde sæsonen frem.

Kommende chefdirigent Dmitry Matvienko
Kommende chefdirigent Dmitry Matvienko Daniil Rabovsky

Ansættelsen af den kun 33-årige Matvienko er et vigtigt led i orkestrets fortsatte ambition om at være en institution, der taler ind i sin samtid, præsenterer en tydelig kunstnerisk profil, og favner sociokulturelle forandringer med en fremsynet og moderne tilgang. Matvienko kommer således til at udfylde en dobbeltrolle for orkestret, hvor han i langt højere grad end sine forgængere aktivt vil repræsentere orkestret – både på og udenfor scenen.

På scenen i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus vil publikum opleve Matvienko som forkæmper for en tydelig og relevant kunstnerisk profil for orkestret – understøttet af en udvidet og kontinuerlig tilstedeværelse på orkestrets digitale platforme.

Udenfor scenen vil Matvienko være direkte involveret i orkestrets branding og identitetsskabelse ved sammen med orkestrets ledelse og administration at holde politiske parter, lokale samarbejdspartnere samt nationale og internationale medier involveret og investeret i orkestret.

Dmitry Matvienko vandt Malko-konkurrencen i 2021 og har siden været tilknyttet Malko Dirigentskolen som underviser for en ny generation af dirigenter. I Aarhus vil Matvienko af samme grund indtage en afgørende rolle i ”Dirigentløftet” – et fireårigt nationalt talentudviklingsprojekt for unge dirigenter, som er støttet af Kulturministeriet og ledelsesmæssigt forankret i Aarhus Symfoniorkester. Matvienko forventes at indgå både som underviser og som en del af det faglige råd, der styrer projektet, når det sættes i gang i 2024.

Med en opgaveportefølje, der omfatter et væld af repræsentative forpligtelser samt 21 planlagte symfoniske koncerter over tre år, er der ingen tvivl om at jobbet som chefdirigent for Aarhus Symfoniorkester kommer til at udfordre og presse Matvienko og orkestret til nye højder sammen. Heldigvis har kemien mellem de to været fænomenal fra starten af:

”Da Matvienko i foråret 2022 første gang dirigerede Aarhus Symfoniorkester, var der fra musikernes side en så udtalt entusiasme og positiv respons på hans arbejde, at vi straks satte gang i processen med at forlænge samarbejdet. At vi er i stand til at ansætte en kommende superstjerne som Matvienko som chefdirigent for Aarhus Symfoniorkester er en sjælden og fantastisk begivenhed – både for os og for Aarhus”, udtaler musikchef for Aarhus Symfoniorkester Jesper Nordin.

“Vi er allerede i fuld gang med at udforske forskellige måder, hvorpå Dmitry kan sætte sit personlige præg på de kommende sæsoner – og hvordan vi bedst involverer ham i orkestrets arbejde og brand. Han er et kæmpe kulturelt aktiv for byen, og vi sigter på at involvere ham så meget som muligt i vores kreative, politiske og sociokulturelle indsatser. Fremtiden ser særdeles lovende ud”, afslutter Nordin.

Dmitry Matvienko udtaler: “Der er en stor ære at tiltræde som chefdirigent for Aarhus Symfoniorkester. At arbejde med så passionerede musikere, i et orkester med en rig historie og et udtalt ønske om kunstnerisk udvikling, og i en by der er stolt af sit brede kulturliv, er et ideelt scenarie for enhver dirigent. Jeg kan ikke vente med at fortsætte rejsen sammen med Aarhus Symfoniorkester og begynde arbejdet med de inspirerende koncerter, vi har udtænkt til min første sæson som chefdirigent. Jeg håber at publikum og Aarhus by vil støtte og følge os, tage del i meningsfulde oplevelser, og sammen med os udforske både klassisk og mindre kendt repertoire. Glæd jer til at blive overraskede!”

Rådmand for Kultur- og Borgerservice i Aarhus Kommune Mahad Yussuf tilføjer: “Det glæder mig, at vores fantastiske symfoniorkester opgraderes med en dirigent i verdensklasse. Aarhus Symfoniorkester er et kulturelt fyrtårn i regionen, og jeg er overbevist om, at Dmitry Matvienko vil fortsætte orkestrets succesrige udvikling. Ikke mindst når det kommer til at hæve den kunstneriske barre endnu højere og tiltrække nye publikummer”.

Dmitry Matvienko dirigerer sin første koncert som chefdirigent for Aarhus Symfoniorkester 12. september 2024 i Symfonisk Sal, Musikhuset Aahus – men publikum kan allerede opleve ham sammen med orkestret den 21. marts, hvor de opfører Gustav Mahlers fænomenale 5. symfoni samt Richard Strauss’ Vier Letzte Lieder.

Biografi | Dmitry Matvienko

Dmitry Matvienko vandt i 2021 den prestigefyldte Malko dirigentkonkurrence i København, og har tidligere vundet flere priser ved en anden stor international dirigentkonkurrence, Premio Guido Cantelli i 2020.

Matvienko er uddannet fra konservatorierne i Skt. Petersborg og Moskva, og har fungeret som assisterende dirigent for en række markante dirigenter, herunder Vasily Petrenko og Vladimir Jurowski.

Siden sejren i Malko konkurrencen er Matvienkos karriere skudt afsted med raketfart, og han har efterfølgende fået engagementer ved en række internationalt anerkendte orkestre, herunder DR Symfoniorkestret, Orchestra Philharmonique de Monte Carlo, Dallas Symphony, Gulbenkian orkestret, Det Italienske Radioorkester, Orchestra de Lille, Tokyo Symphony, Bergen Filharmonikerne, Orchestra del Teatro La Fenice og mange andre. I maj 2023 debuterede han ved Teatro dell’Opera i Rom til en perlerække af gode anmeldelser som dirigent på Janacek’s opera ”From the house of the dead”.

Biografi | Aarhus Symfoniorkester

Aarhus Symfoniorkester blev grundlagt i 1935 og har til huse i Musikhuset Aarhus, hvor det råder over sit helt eget koncertsted; den prisbelønnede Symfonisk Sal. Orkestret består af 67 fastansatte musikere med den legendariske Leif Segerstam i rollen som æresdirigent. Tidligere chefdirigenter inkluderer Marc Soustrot, Giancarlo Andretta, James Loughran and Jorma Panula.

Orkestret tiltrækker sit store og forskelligartede publikum gennem ugentlige abonnementskoncerter, familiekoncerter, kammerkoncerter, og samarbejdskoncerter med festivaler og spillesteder, bl.a. Musikhuset, Smukfest, Spot Festival og Aarhus Festuge. Aarhus Symfoniorkester er desuden fast medspiller ved Den Jyske Operas årlige produktioner i den østjyske landsdel og har desuden en betragtelig indspilningsvirksomhed af både danske, nykomponerede værker og det mere klassiske repertoire.

Orkestret varetager en social og kulturel funktion for byen, med særlige koncerter for udsatte borgere samt mere end 100 skolekoncerter om året. I 2018 lancerede orkestret Musikkens Børn – et ambitiøst familieprojekt, der henvender sig til før-skolebørn og deres forældre.

I 2021 lancerede orkestret en række nye koncertformer – KonTAKT, VelLyd og Fyraftenskoncerten – som hver især udvider koncertoplevelsen og sætter publikum i centrum ved henholdsvis at tilbyde direkte interaktion med orkestret og musikken, et musikalsk rum med plads til ro og fordybelse, og endelig koncerter, der prioriterer socialt samvær og fredagshygge.

Kontakter

Billeder

Kommende chefdirigent Dmitry Matvienko
Kommende chefdirigent Dmitry Matvienko
Download
Kommende chefdirigent Dmitry Matvienko
Kommende chefdirigent Dmitry Matvienko
Download
Kommende chefdirigent Dmitry Matvienko
Kommende chefdirigent Dmitry Matvienko
Download
Musikchef Jesper Nordin
Musikchef Jesper Nordin
Download

Links

EAN-nr: 5790 000 423460 - CVR 55 133 018

Aarhus Symfoniorkester blev grundlagt i 1935 og har til huse i Musikhuset Aarhus, hvor det råder over sit helt eget koncertsted; den prisbelønnede Symfonisk Sal. Orkestret består af 66 fastansatte musikere med den legendariske Leif Segerstam i rollen som æresdirigent.

Andre sprog

Følg pressemeddelelser fra Aarhus Symfoniorkester

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aarhus Symfoniorkester

Orkesterchef fundet til nyoprettet stilling30.11.2023 08:00:00 CET | Pressemeddelelse

Aarhus Symfoniorkester ansætter Martin Reinhardt i en nyoprettet stilling som Orkesterchef fra 1. januar 2024. Martin kommer fra en baggrund som basbasunist i Staatskapelle Berlin samt Copenhagen Phil, hvor han siden 2018 desuden har fungeret som tillidsrepræsentant, medarbejderrepræsentant i bestyrelsen samt formand for musikerne. I stillingen som Orkesterchef i Aarhus Symfoniorkester vil Martin varetage personaleledelse og udvikling af orkestrets musikere – med direkte reference til Musikchef Jesper Nordin.

Venneforening stifter ny talentpris – og offentliggør første modtager.13.11.2023 07:45:00 CET | Pressemeddelelse

Aarhus Symfoniorkesters Venner (ASOV) indstifter en ny talentpris – ASOVs Talentpris – som uddeles årligt til en ung, særligt talentfuld klassisk musiker/musikstuderende. Modtageren indstilles af en jury bestående af medlemmer fra Aarhus Symfoniorkester, Det Jyske Musikkonservatorium og venneforeningen. Prisen er på 10.000 kr. og uddeles for første gang den 16. november i forbindelse med koncerten Klare drømme med Aarhus Symfoniorkester. Prismodtageren er den 17-årige violinist Antonia Fuglsang, som modtager hæderen til koncerten.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye