Nye anbefalinger skal sætte skub i grønne og inkluderende transportløsninger
Et samarbejde mellem forskere fra Københavns Universitet og en række kommuner munder nu ud i konkrete anbefalinger til, hvordan kommunerne kan skabe grønne transportløsninger, der inddrager alle borgeres transportbehov.
Når Hernings bybusser får elektriske ramper, er det med til at lette hverdagen for kørestols- og gangstativbrugere, som bliver mere selvhjulpne. Og når København satser på at blive ’cykelby’, styrker det ikke kun den grønne omstilling, men også ligestillingen. Færre kvinder kører bil til daglig.
Begge løsninger er eksempler på, hvordan kommunerne med brug af forskellige greb kan gøre transportområdet grønnere og mere inkluderende for de befolkningsgrupper, der i særlig grad er afhængige af fælles transportløsninger, eller for dem, der f.eks. ønsker at ændre på deres transportvaner i en mere bæredygtig retning.
Det bliver dokumenteret i et nyt forskningsbaseret inspirationskatalog med tilhørende videoer, der opstiller en række anbefalinger til, hvordan landets kommuner kan fremme de grønne og inkluderende transportløsninger. Anbefalingerne er en udmøntning af projektet ’Grøn transport – teknologi og diversitet’, hvor forskere ved Københavns Universitet med støtte fra Uddannelses- og Forskningsministeriet har undersøgt kommunernes transportplanlægning.
Arbejdet viser ifølge lektor Hilda Rømer Christensen fra Koordinationen for Kønsforskning på Københavns Universitet, at de grønne og inkluderende transportløsninger ofte bliver overset i kommunerne. Men også at der kan være et stort lokalt potentiale, hvis kommunerne faktisk formår at indtænke diversiteten – og får redskaberne til at gøre det.
”På transportområdet er kommunerne ikke forpligtet på samme måde som på bl.a. skoleområdet. Så der er tendens til, at hele området bliver lavere prioriteret. Desuden er transportområdet ofte præget af vanetænkning. Her hjælper det nok ikke, at der i mange kommuners miljø-og teknikudvalg er en stor overvægt af mænd i den modne alder,” siger Hilda Rømer Christensen, der har ledet projektet i samarbejde med postdoc Michala Hvidt Breengaard.
Men samtidig fremhæver hun viljen til nytænkning i kommunerne.
”Mange vil faktisk gerne have mere viden om de nyeste løsninger på transportområdet og kan også godt se pointen i at få særlige behov bestemt af f.eks. alder, køn og handikap skrevet ind i kommunale strategier. Men det skal helst være løsninger, som de kan realisere uden store ekstra omkostninger. Og meget gerne konkrete løsninger’ som Hernings busramper, der i øvrigt blev udviklet i samarbejde med en lokal virksomhed.”
Fem pejlemærker for kommunerne
Inspirationskataloget og de tilhørende videoer formidler derfor konkrete løsninger fra bl.a. Sønderborg, Herning og København med afstikkere til Norge og Sverige.
Erfaringerne er indsamlet gennem en lang række møder, interviews og webinarer med både kommunalpolitikere og kommunalt ansatte. Desuden var projektets afsluttende konference i foråret ramme for videns- og erfaringsudveksling på tværs af kommuner og sektorer.
Herudover har forskergruppen bag projektet udviklet en ny indikator med fem overordnede pejlemærker, som kommunerne bør have for øje, når de udvikler strategier og handlingsplaner på transportområdet (se figur).
Figur: De vigtigste faktorer bag inkluderende transportsystemer
De fem pejlemærker er suppleret med fem huskeråd – som det at sikre indsamling af viden på området og inddrage de lokale borgere, foreninger og andre interessenter.
”Vi ved for eksempel, at det er et problem for børn og ældre, hvis man afskaffer busruter, men vi har ikke mange tal på det. Vi ved også, at flere kvinder er afhængige af offentlig transport, men vi mangler viden om konsekvenserne,” forklarer Michala Hvidt Breengaard.
Gevinster for samfundet og den enkelte
Det er en væsentlig udfordring, at kommuner og regioner mange steder gennemfører store nedskæringer i den kollektive transport.
Det kan både have alvorlige konsekvenser for den grønne omstilling og skabe voksende ulighed, fordi de mest ressourcestærke vil blive tvunget til at bruge privatbiler, mens de mindre ressourcestærke bliver ladt tilbage.
Alligevel – eller måske netop derfor – er det ifølge de to forskere bag projektet vigtigt sætte fokus på inklusion i transport. For i sidste ende tjener det både samfundet og de enkelte borgeres interesser.
”Pointen er, at smartere og mere socialt inkluderende transportløsninger afhjælper samfundets udfordringer med bl.a. klimaforandringer, trængsel i byerne og urbanisering. Samtidig er også godt for vores velfærd og velbefindende. Anstændige mobilitets- og transportmuligheder bør ses som en rettighed på linje med retten til uddannelse, sundhedsydelser eller hjemmehjælp,” siger Hilda Rømer Christensen.
Læs mere om ’Grøn transport – teknologi og diversitet’ på dets projektside, hvor det også er muligt at hente inspirationskataloget og se de tilknyttede videoer.
--
Om projektet
Projektet ’Grøn transport – teknologi og diversitet’ har samlet en række danske kommuner med det formål at udvikle en række anbefalinger og et uddannelsesforløb for kommunale medarbejdere inden for transport-, miljø, planlægnings- og teknikområdet.
Projektet, der netop er afsluttet, er udmøntet i et inspirationskatalog og fem korte videoer med cases fra tre kommuner og en række generelle råd og anbefalinger. Uddannelses- og Forskningsministeriet har støttet arbejdet med en bevilling på 993.000 kr.
Bag projektet står en forskergruppe tilknyttet Koordinationen for Kønsforskning, der er har til huse på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet. I alt er ti kommuner blevet konsulteret eller på anden vis inddraget i projektet undervejs.
Nøgleord
Kontakter
Hilda Rømer Christensen
Lektor
Koordinationen for Kønsforskning/Sociologisk Institut
E-mail: hrc@soc.ku.dk
Telefon: 35 32 39 43
Mobil: 40 52 08 55
Søren Bang
Journalist
Det Samfundsvidenskabelige Fakultet
E-mail: sba@samf.ku.dk
Mobil: 29 21 09 73
Billeder
Links
Om Det Samfundsvidenskabelige Fakultet
Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet har forskningsmiljøer inden for antropologi, psykologi, statskundskab, sociologi og økonomi.
Fakultetets forskning er førende inden for en lang række sociale, økonomiske og politiske områder. Læs mere om fakultetet samt dets institutter og centre.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet - Det Samfundsvidenskabelige Fakultet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet - Det Samfundsvidenskabelige Fakultet
Niels Thygesens legat for økonomistuderende stiftes13.12.2024 05:00:00 CET | Pressemeddelelse
I anledning af professor Niels Thygesens 90-års fødselsdag har en gruppe bestående af Niels’ tidligere studerende og hans familie stiftet et legat for økonomistuderende på Københavns Universitet. Fondens formål er at støtte talentfulde danske økonomistuderende i forbindelse med studieophold på internationalt anerkendte universiteter.
Høretab: Den sociale isolation er ofte det største handicap4.12.2024 06:05:00 CET | Pressemeddelelse
En ny undersøgelse fra Københavns Universitet peger på behovet for at styrke de uformelle fællesskaber blandt mennesker med høretab. For tekniske hjælpemidler som høreapparater løser ikke den største udfordring for mange: Risikoen for at blive isoleret socialt.
De yngste piger i klassen får oftere ADHD-medicin20.11.2024 05:00:00 CET | Pressemeddelelse
Er de yngste børn i en skoleklasse mere tilbøjelige til at blive behandlet for ADHD? Svaret er ja, hvis du er pige. Det viser et opsigtsvækkende studie, som to økonomistuderende fra Københavns Universitet har fået udgivet i et videnskabeligt tidsskrift.
Danske elitetrænere ser medfølelse som en vej til bedre præstationer7.11.2024 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Potentialet ved at bruge medfølelse – eller ’compassion’ – som redskab i elitesport er stort, både for den enkelte udøver og målt på sportslige resultater. Det vurderer danske toptrænere i et nyt studie fra Københavns Universitet.
Nyt nationalt videnscenter vil styrke småbørns psykiske sundhed9.10.2024 06:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Med tre store fondsbevillinger etablerer Institut for Psykologi på KU og Statens Institut for Folkesundhed ved SDU et videns- og kompetencecenter, der skal fremme 0-5-åriges trivsel og mentale udvikling. Centret vil omsætte ny forskning til indsatser målrettet småbørn, deres familier og fagprofessionelle.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum