Torben Larsen hjælper unge på samfundets kant – derfor får han DI Prisen 2023
På Give Steel får unge med udfordringer en chance til. Adm. direktør Torben Larsen er stålsat på at tage et stort socialt ansvar for unge på kontanthjælp, stofmisbrugere, folk under afsoning og andre unge, der har brug for et skub i livet. Derfor fik han i dag på DI Topmødet i Herning overrakt DI Prisen 2023 af H.K.H. Kronprins Frederik.
Statsminister Mette Frederiksen så på, og H.K.H. Kronprins Frederik overrakte diplom og blomster i dag, da en glad adm. direktør i Give Steel Torben Larsen modtog DI Prisen 2023. Overrækkelsen foregik ved DI Topmødet i Jyske Bank Boxen i Herning med deltagelse af toppolitikere og 1.400 erhvervsledere fra hele Danmark.
- At tage et samfundsansvar, som så mange virksomheder gør hver eneste dag, er mange ting. Det er, når man for eksempel gør en forskel for unge mennesker, der har haft svært ved at finde fodfæste – på arbejdsmarkedet såvel som i livet. Så gør man ikke blot en forskel for lokalsamfundet. Men også for Danmark som helhed, sagde H.K.H. Kronprins Frederik fra scenen inden han gav diplom og blomster til Torben Larsen.
”Et meningsfuldt liv med faglige kompetencer, stolthed og selvrespekt.” Sådan formulerer Give Steel officielt målet med virksomhedens sociale indsats over for belastede unge. Adm. direktør Torben Larsen lever ikke kun selv op til det mål, men lægger også rigtig mange kræfter i at inspirere andre virksomheder til at tage socialt ansvar. Derfor er han rigtig glad for DI Prisen fra Danmarks største erhvervsorganisation.
- Det er så vigtigt, at danske virksomheder bliver opmærksom på den gevinst, der ligger i at ansætte unge på kanten. Ikke blot for den unge og samfundet, men også for virksomheden selv. DI Prisen er en anerkendelse af, at vi på Give Steel gør en forskel, og at vi med Den Sociale Bæredygtighedsberegner kan hjælpe andre virksomheder til at måle den sociale værdi, man med indsatsen giver tilbage til samfundet. For alle virksomheder bør tage socialt ansvar, siger Torben Larsen.
Den sociale bæredygtighedsberegner estimerer den minimumsgevinst, som virksomheder bidrager til samfundet med, når de ansætter lærlinge og personer fra kanten af arbejdsmarkedet. Beregneren er derfor et nyttigt værktøj til ESG- rapportering af virksomheders sociale bundlinje.
Give Steel henter lærlinge direkte fra fængslet, de henter misbrugere ind, og de ansætter folk fra fleksjob eller kontanthjælp. Adm. direktør i DI Lars Sandahl Sørensen er ikke i tvivl om, at prisen er fortjent.
- DI Prisen er en anderledes erhvervspris. Den bliver givet til en person, der tager ekstraordinært samfundsansvar. Og det gør Torben Larsen. Give Steel udregner en social bundlinje, og den bliver taget alvorligt på virksomheden. Flere unge kommer hvert år på ret køl via Give Steels indsats, og Torben Larsen sætter en ære i at rette unges liv op. For de unges skyld og for samfundets skyld. Han fortjener i den grad tak, og han fortjener i den grad DI prisen i år, siger Lars Sandahl Sørensen.
Give Steel har i øjeblikket 70 lærlinge og CSR relaterede ansættelser. Nogle af dem har brug for en opringning om morgenen, virksomheden kører dem til og fra misbrugscentret, de er på nedsat tid, og de får håndholdt hjælp til deres arbejde i hverdagen. Og alle har helt normale ansættelseskontrakter som de øvrige cirka 550 medarbejdere.
Virksomheden har yderligere udstyret to trailere med svejseudstyr, som de kører ud i landet med. Blandt andet til fængsler, hvor de indsatte tilbydes AMU-kursus i svejsning.
- Vi behandler alle unge med respekt, og de får kurser og løn, som alle andre. Det er den bedste motivation. Som virksomhed i et velfungerende land synes jeg, at har vi pligt til at give noget tilbage til samfundet. Det forsøger jeg ved at hjælpe unge på samfundets kant videre - og sætte fokus på den sociale bundlinje, så andre virksomheder kan gøre det samme, siger Torben Larsen, der selv som ung havde svært ved at finde sin vej.
Men han kom i lære som traktormekaniker og med den selvtillid og tro på fremtiden, som svendebrevet gav ham, kastede han sig over svejseriet og siden en lederkarriere. I 2003 købte han sammen med Teil Bechmann det daværende Give Stålspær med syv medarbejdere. I dag har Give Steel godt 600 medarbejdere.
Med prisen får Torben Larsen en statuette skabt af den bornholmske kunstner Pernille Bülow. DI Prisen er sponsoreret af Alexander Foss’ Industrifond.
Kontakter
Pressekoordinator i DI Lars Bøgeskov, 22363138
Adm. direktør for Give Steel Torben Larsen, 4026 4453
Billeder
Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri
DI advarer politikere om forhastet stramning af udledningsregler for spildevand8.5.2024 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Der er i dag stramme krav til virksomheder og renseanlæg, der udleder spildevand med miljøskadelige kemikalier. Hvis konsekvensen af den igangværende diskussion om udledning fra virksomheder, bliver en suspendering af reglerne om udledningstilladelser, vil det gå værst ud over miljøet, advarer DI.
DI: Enormt behov for investeringer og nødhjælp til Ukraine7.5.2024 13:47:56 CEST | Pressemeddelelse
Regeringens donation i dag til nødhjælp i Ukraine rammer ned i et stort humanitært behov. Men der er også behov for at Regeringen i højere grad adresserer det langsigtede behov for genopbygning, mener Dansk Industri.
DI: Ny Øresundsaftale vil øge arbejde over sundet6.5.2024 16:00:26 CEST | Pressemeddelelse
Efter mere end 20 års venten vil regeringen med ny Øresundsaftale mellem Danmark og Sverige endelig gøre det lettere for virksomhederne at ansætte medarbejdere på tværs af Øresund. Et fælles arbejdsmarked er til fordel for virksomheder og for medarbejderne, mener Dansk Industri (DI).
DI: Stort behov for tæt samarbejde mellem Ukraines og Europas forsvarsindustri6.5.2024 11:44:13 CEST | Pressemeddelelse
Med EU’s udenrigschef Josep Borrell og Ukraines udenrigsminister Dmytro Kuleba i spidsen mødes 150 forsvarsvirksomheder og -organisationer i dag i Bruxelles for at indlede et tættere samarbejde om produktion og udvikling af våben til Ukraine og EU-landene. DI: vigtigt skridt mod formelt samarbejde.
DI: Banebrydende samarbejde mellem Novo Nordisk Fonden og Bill Gates6.5.2024 08:31:41 CEST | Pressemeddelelse
Landets største erhvervsorganisation Dansk Industri kommenterer morgenens nyhed om samarbejdet mellem Novo Nordisk Fonden og Bill & Melinda Gates Fonden om at fremme global sundhed i rosende vendinger.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum