Invitation til kommuner: Søg støtte til bedre outdoorfaciliteter og fællesskaber for børn i bynaturen
27.9.2023 07:00:00 CEST | Danmarks Idrætsforbund | Pressemeddelelse
Friluftsrådet og DIF vil med støtte fra Nordea-fonden skabe faciliteter, der kan give flere børn og unge et aktivt udeliv i byens grønne og blå områder. Nu inviteres alle interesserede kommuner til at søge.

Mange børn og unge bevæger sig mindre end anbefalet og de kommer alt for lidt ud i naturen. Og i de store byer er det endnu mere udtalt, fordi der kan være langt til de nærmeste grønne områder. Samtidig kan det være en hindring, at der mangler faciliteter, der kan understøtte udeliv med børn for eksempel ”baser” med faciliteter både til aktiviteter og til opbevaring af grej samt mødesteder med mulighed for at samle børnene inden for i varmen i ly og læ for regn og vind, når der er behov for det.
Friluftsrådet og Danmarks Idrætsforbund (DIF) inviterer nu med støtte fra Nordea-fonden interesserede kommuner ind i arbejdet med at skabe bedre outdoorfaciliteter til børn i byens grønne og blå områder. Målgrupperne er både skoler, dagtilbud, SFO’er, foreninger og øvrigt fritidsliv i byområder.
Der er netop åbnet for kommuner og andre bygherrer, der vil ansøge om at blive ét af de fem pilotprojekter:
”Vi mener, at alle børn og unge skal have mulighed for at komme ud og bevæge sig i naturen. De bliver glade og sunde, og særligt det at indgå i fællesskaber i naturen bidrager til øget trivsel og velvære. Men vi ved også, at afstand er en af de største barrierer, især når man har med børn og børnefamilier at gøre. Derfor vil vi gerne bringe naturen og friluftslivet tættere på der, hvor børnene bor. Det håber vi, at rigtig mange kommuner gerne vil være med til," siger Winni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet.
Mange målgrupper
I DIF ser man store muligheder i at trække både foreningsliv og andre målgrupper til de nye outdoorfaciliteter. Derfor håber man, at det bliver en indsats, der finder ejerskab på tværs af kommunen:
”Naturen er de voksnes foretrukne idrætsarena, og vores idrætsforeninger i det grønne og til vands har generelt mange voksenmedlemmer. Men vi vil også gerne have børnene med, og her spiller urbane faciliteter en central rolle. Det kræver et tæt samarbejde mellem de kommunale forvaltninger, hvis vi med dette projekt skal skabe attraktive rammer for idrætsforeninger og alle andre, der ønsker at bruge byens grønne og blå rum til aktiviteter med børn og unge,” siger Casper Lindemann, outdoor-konsulent i DIF.
Der er ansøgningsfrist 1. december, hvorefter der udvælges de fem projekter, man går videre med. De udvalgte projekter skal bruges til at opsamle viden om brugernes ønsker og behov og inspirere andre kommuner og bygherrer til at skabe gode outdoorfaciliteter.
Læs mere og hent ansøgningsmateriale her.
Fakta om friluftspavilloner:
- Projektet løber fire år og dækker friluftspavilloner i fem byer.
- Pavillonerne skal ligge centralt og tilgængelige for både beboere og for institutions- og fritidsliv.
- Nordea-fonden støtter med samlet 8,4 millioner i projektperioden.
- Formålet er at samle viden om, hvordan faciliteter og mødesteder kan give flere børn og unge i alderen 6-15 år lyst til at bruge naturen i byerne.
- Projektet har et særligt fokus på bæredygtigt byggeri og inddragelse og medbestemmelse blandt børn og unge i hele processen.
Kontakter
Casper Lindemann, outdoorkonsulent i DIF: 40 35 29 87
Bjarke Lembrecht Frandsen, konsulent i Friluftsrådet: 42 60 50 13
DIF blev stiftet tilbage i 1896 og er interesseorganisation for foreningsidrætten i Danmark. Gennem årene er der kommet flere og flere specialforbund til, så DIF-familien i dag består af 62 forbund, ca. 8.700 idrætsforeninger og godt 2 millioner medlemmer. DIF er samtidig national olympisk komité i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Europas indflydelse falder20.3.2026 12:00:00 CET | Pressemeddelelse
Europa mister indflydelse i international idrætspolitik, mens alle andre kontinenter styrker deres positioner. Det viser den seneste udgave af DIF’s Idrætspolitiske Magtbarometer.
Folketingskandidater besøger vigtig idrætsindsats for unge uden job og uddannelse18.3.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Socialdemokratiets Anders Kühnau og Venstres Gert Bjerregaard besøger i dag Startblokken i Aarhus. Indsatsen hjælper unge på kanten af job og uddannelse videre i livet ved at trække på viden, kræfter og erfaringer fra idrættens verden. Bag indsatsen står Danmarks Idrætsforbund (DIF).
Team Danmark og DIF indgår partnerskab med Club La Santa12.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Team Danmark, DIF og sportsresortet Club La Santa på Lanzarote har indgået et treårigt partnerskab, der skal give danske eliteatleter stærke træningsfaciliteter og styrke uddannelsen af trænere i dansk idræt.
Fond sikrer Idrættens Sociale Pris11.3.2026 07:25:16 CET | Pressemeddelelse
Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Grundfos Fonden står bag Idrættens Sociale Pris, der de seneste tre år er blevet uddelt i forbindelse med Sportsgallaen på DR. Nu forlænger de to parter samarbejdet om prisen.
Flere idrætsforeninger kaster sig ind i miljøkampen for at tjene penge til klubkassen3.3.2026 13:00:00 CET | Pressemeddelelse
Flasker og dåser ender for ofte i skraldespanden rundt omkring på idrætsanlæg og i sportshaller. For at komme problemet til livs, har DIF og Dansk Retursystem indgået et partnerskab, der har fået 250 idrætsforeninger til at samle dåser og flasker ind – og bruge pantpengene til klubkassen. Succesen har nu fået parterne til at forlænge samarbejdet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum