Ny laboratoriefacilitet til udvikling af celleterapi skal styrke kampen mod kroniske sygdomme
Novo Nordisk Fonden har bevilget op til 950 mio. kr. til etablering af en laboratoriefacilitet i verdensklasse, der skal hjælpe forskere med færdigudvikling og opskalering af nye celleterapier, så de kan testes på mennesker. Novo Nordisk Foundation Cellerator vil få en central rolle i det danske økosystem for celleterapi, idet den nye facilitet kan hjælpe med at omsætte forskningsmæssige gennembrud inden for celleterapi til anvendelige behandlingsformer for mennesker med sygdomme som kronisk hjertesvigt, Parkinsons sygdom, nyresygdomme, type 1-diabetes og flere former for kræft.
Novo Nordisk Foundation Cellerator bliver etableret på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i Lyngby. Her vil laboratoriefaciliteten betjene offentlige såvel som private, nationale og internationale aktører fra universiteterne samt aktører inden for bioteknologi og farmaceutisk industri. Faciliteten forventes at være operationel i 2027.
”Fra at vi kun kan behandle eller håndtere symptomerne på kroniske sygdomme, giver celleterapi os mulighed for, at vi kan behandle selve sygdommen og i nogle tilfælde endda helbrede den med en enkelt behandling,” siger Thomas H.R. Carlsen, CEO for Novo Nordisk Foundation Cellerator.
”Vi har set mange store fremskridt inden for celleterapi i forskningslaboratorierne de senere år, men mange lovende celleterapikandidater har vanskeligt ved at nå til den kliniske fase, bl.a. fordi vi i øjeblikket ikke kan udvikle ensartede celleterapiprodukter i den nødvendige skala her i Danmark. Jeg er derfor glad for at skulle stå i spidsen for et initiativ, der kan ændre dette og give fornyet håb til mennesker, der lever med kroniske sygdomme.”
Ensartet og skalerbar produktion af celleterapi
Celleterapi er baseret på transplantation af levende celler til behandling af sygdomme. Novo Nordisk Foundation Cellerator vil primært beskæftige sig med at videreudvikle celleterapier, der allerede er blevet testet med succes på dyr, og derefter fremstille disse i stor skala og af den nødvendige kvalitet til anvendelse i tidlige kliniske forsøg.
Laboratoriefaciliteten vil understøtte fremstillingen af flere typer af celleterapi – mere specifikt de typer, der er baseret på embryonale stamceller, inducerede pluripotente stamceller og multipotente stamceller. Derudover vil der være adgang til en række ydelser, lige fra procesudvikling til GMP-produktion af produkter, produktfrigivelse og regulatorisk støtte. Der vil være indbygget fleksibilitet med hensyn til terapityper og ydelser for at imødekomme skiftende behov inden for et felt, der er i rivende udvikling.
Selvom nogle hospitaler i Danmark allerede har faciliteter til at fremstille celleterapiprodukter i lille skala, vil Novo Nordisk Foundation Cellerator være det første, der kan producere i stor skala, og derudover det første til at samle så bred en vifte af ekspertise og ydelser under ét tag.
Beslutningen om at placere faciliteten på DTU er blandt andet begrundet i universitetets betydelige ekspertise inden for celleproduktion og eksisterende infrastruktur.
Rektor på DTU, Anders Bjarklev, glæder sig over at skulle lægge hus til den kommende laboratoriefacilitet.
”Placeringen af Novo Nordisk Foundation Cellerator på DTU giver mulighed for store synergier med vores bio- og sundhedsteknologiske forskning og uddannelse. Samt ikke mindst med den innovation, vi gennemfører i tæt samarbejde med start-ups og virksomheder inden for området,” siger Anders Bjarklev.
”Cellerator vil give vores forskere og studerende en enestående mulighed for at være med til at omsætte teknologi til udvikling og anvendelse af celleterapibehandling. DTU er blandt verdens førende universiteter inden for biotek og innovation, og Cellerator er et væsentligt element i vores vision om at fastholde og styrke den position.”
Videnshub for Danmark og Europa
Samskabelse bliver et helt centralt element i Cellerators aktiviteter, og Novo Nordisk Fonden er allerede i gang med at etablere stærke partnerskaber, der vil være afgørende for initiativets succes. Ud over DTU er en af de centrale samarbejdspartnere Novo Nordisk Foundation Center for Stem Cell Medicine (reNEW), et forskningscenter som blev etableret i 2021 i samarbejde mellem Københavns Universitet, Murdoch Children’s Research Institute i Australien og Leiden University Medical Center i Holland.
Professor Melissa Little, som er administrerende direktør for reNEW-samarbejdet og leder af centrets aktiviteter ved Københavns Universitet, er begejstret for dette partnerskab.
”Vores forskning i stamceller ved reNEW danner udgangspunkt for udviklingen af nye stamcellebaserede behandlinger til at reparere eller erstatte specifikke celler eller væv,” siger professor Little.
”I forbindelse med vores forskningsprogrammer inden for celle- og genmodificerede celleterapier kan Novo Nordisk Foundation Cellerator yde en stor hjælp i forhold til at drive projekter fra laboratoriet frem til den kliniske fase, hvilket i øjeblikket er en stor udfordring inden for feltet. Således er der fin overensstemmelse imellem reNEWs og Cellerators målsætninger.”
Cellerators CEO, Thomas H.R. Carlsen, og repræsentanter fra Novo Nordisk Fonden er også i dialog med offentlige og private interessenter på tværs af det danske celleterapilandskab samt internationalt, og indsamler indsigt og deler læring med lignende faciliteter i Sverige, Holland, Canada, USA og andre steder.
”Vi forventer, at Novo Nordisk Foundation Cellerator bliver et afgørende forbindelsesled her i Danmark, der muliggør, at banebrydende stamcelleopdagelser føres hele vejen til proof-of-concept i kliniske forsøg,” siger professor Mads Krogsgaard Thomsen, administrerende direktør i Novo Nordisk Fonden. ”Samarbejdet med akademiske, kliniske og bioteknologiske forskere inden for feltet er altafgørende for at lykkes med at udvikle nye helbredende behandlinger.
”Og vi har endnu højere ambitioner. Vi tror, at Cellerator kan blive en ledende aktør i Europa og danne forbillede for lignende faciliteter rundt om i verden, og dermed give Danmark en førerposition i arbejdet med at finde metoder til at helbrede nogle af verdens mest alvorlige kroniske sygdomme.”
Om Novo Nordisk Foundation Cellerator
Cellerator etableres som et partnerselskab, der er 100 % ejet og finansieret af Novo Nordisk Fonden og drives som et uafhængigt filantropisk initiativ.
Selve laboratoriefaciliteten vil blive bygget, så den opfylder de særlige behov Cellerators services har, herunder i forhold til procesudvikling og produktion, samtidig med, at kravene for god fremstillingspraksis (GMP) opfyldes.
Byggeriet starter i sommeren 2024 og forventes færdigt i 2027.
Nøgleord
Kontakter
Judith VonbergCommunications SpecialistNovo Nordisk Fonden
Tlf:+4541727925jvo@novo.dkNovo Nordisk Fonden blev etableret i 1924 som en dansk erhvervsdrivende fond, der støtter videnskabelige, humanitære og sociale formål. Fondens vision er at fremme menneskers sundhed samt samfundets og planetens bæredygtighed. Fonden arbejder for at styrke forskning og innovation inden for forebyggelse og behandling af kardiometaboliske sygdomme samt infektionssygdomme. Derudover søger den at bidrage til udvikling af viden og løsninger, der understøtter den grønne omstilling af samfundet.
Følg pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden
Novo Nordisk Fonden foreslår nye kandidater til valg til bestyrelsen i Novo Nordisk A/S21.10.2025 14:11:02 CEST | Pressemeddelelse
Novo Nordisk A/S meddelte tidligere i dag, at selskabet har indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling med henblik på at vælge nye medlemmer til dets bestyrelse. Novo Nordisk Fonden er enig i denne beslutning og foreslår nye bestyrelsesmedlemmer, herunder Lars Rebien Sørensen som formand og Cees de Jong som næstformand for selskabets bestyrelse.
Ny platform skal styrke vores globale forsvar mod fremtidige pandemier13.10.2025 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Den AI-drevne Global Pathogen Analysis Platform (GPAP) skal styrke vores globale pandemiberedskab. Platformen vil tilbyde et avanceret analyseværktøj til at undersøge genetiske data om patogener og vil være frit tilgængelig for brugere over hele verden. Novo Nordisk Fonden støtter etableringen med op til 200 mio. kroner.
CO₂ som råvare: Konsortium skal udvikle prototyper på fremtidens mad22.9.2025 06:55:00 CEST | Pressemeddelelse
Et banebrydende konsortium, der arbejder på at omdanne CO₂ til næringsrige fødevarer, går nu ind i en ny fase. Her skal de mest lovende løsninger skaleres, og egentlige fødevareprototyper skal produceres og testes. Initiativet finansieres af Gates Foundation og Novo Nordisk Fonden.
EIFO og Novo Nordisk Fonden køber verdens kraftigste kvantecomputer for at sikre nordisk adgang til kritisk teknologi17.7.2025 11:00:00 CEST | Pressemeddelelse
EIFO og Novo Nordisk Fonden skyder knap 600 mio. kr. i etableringen af en ny, nordisk kvantesatsning QuNorth. Ambitionen er at gøre Danmark og Norden verdensledende på kvanteområdet. Ingen af de nordiske lande råder i dag over den nyeste generation af kvantecomputere, og derfor vil QuNorth indkøbe verdens kraftigste kommercielle kvantecomputer.
Novo Nordisk Fonden indgår strategisk rammeaftale med Verdenssundhedsorganisationen (WHO) for at fremme global sundhed22.5.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Med aftalen udvider fonden sit eksisterende samarbejde med WHO med en bevillingsramme på op til 380 mio. kr. over de næste fire år.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum