Hjerteforeningen

Mere end 35 mio. kr. indsamlet ved årets Hjertegalla

Del

35.730.713 kr. blev lørdag samlet ind til Hjerteforeningen ved årets Hjertegalla på TV 2 Charlie.

Der jubles: Mere end 35 mio. kr. blev lørdag samlet ind til Årets Hjertegalla. På billedet ses fra venstre de tre værter, Anna Stokholm, Christian Degn og Michèle Bellaiche samt Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen. Foto: Per Arnesen/TV 2
Der jubles: Mere end 35 mio. kr. blev lørdag samlet ind til Årets Hjertegalla. På billedet ses fra venstre de tre værter, Anna Stokholm, Christian Degn og Michèle Bellaiche samt Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen. Foto: Per Arnesen/TV 2 Per Arnesen/TV 2

Der blev både grint, grædt og gjort store øjne, da årets Hjertegalla løb over skærmen på TV2 Charlie lørdag den 16. september.

Værterne Michèle Bellaiche, Christian Degn og Anna Stokholm tog seerne gennem en hjertevarm aften, hvor danskere, der selv har hjertesygdom helt inde på livet, fortalte deres rørende og gribende historier.

Livet blev fejret med musikalske optrædener fra bl.a. L.I.G.A. og Anette Heick, mens aftenen desuden bød på indsigt i den nyeste forskning samt spændende konkurrencer.

I alt blev der samlet hele 35.730.713 kr. ind til hjertesagen.

- Det har været en helt fantastisk og livsbekræftende aften. Jeg er blæst bagover af den generøsitet og opbakning, vi møder fra danskerne. Det gør mig stolt og glad, at danskerne vil være med i kampen for et liv uden hjertesygdom, siger Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen.

Også hos TV 2 er der begejstring efter årets Hjertegalla.

- Hjertegalla er en af årets store fester på TV 2 Charlie, og vi er som altid meget glade for at kunne lægge platform til en god sag. Det er rørende at se danskernes gavmildhed, og vi er stolte af, at Hjertegalla har været med til at gøre en forskel for de hjertesyge og deres pårørende over en lang årrække, siger Mads Volck, redaktør for TV 2 Charlie.

Årets Hjerteredder hædret

Prisen som årets hjerteredder blev vanen tro uddelt, og den gik i år til 16-årige Jesper Johansen fra Albertslund, som reddede sin mor, Dorthe, da hun i hjemmet faldt om med hjertestop. Selvom de to var alene hjemme, holdt Jesper Johansen hovedet koldt, fik alarmeret 1-1-2 og påbegyndte straks hjerteredning. I fem minutter holdt Jesper gang i sin mor med hjertemassage indtil ambulanceredderne kom, som efter tre stød med en hjertestarter bringer Dorthe tilbage til livet.

Den dygtige hjerteredder fik overrakt prisen af indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde, der gæstede årets Hjertegalla, og som hyldede alle de eminente hjertereddere, der gør en forskel:

- Vi skylder jer alle en stor tak. I fortjener at blive hyldet. I yder en vigtig indsats, der er med til at skabe en tryggere hverdag for danskerne rundt om i landet, lød det fra Sophie Løhde, inden hun kunne præsentere vinderen.

Gør en stor forskel

De indsamlede penge fra Hjertegalla-showet, som var det 12. i rækken, går blandt andet til hjerteforskning, forebyggelse og patientstøtte.

Penge, der gør en stor forskel, fastslår Anne Kaltoft.

- Vi kunne ikke gøre vores arbejde, hvis det ikke var, fordi så mange gavmilde danskere hvert år støtter op og er med til at kæmpe hjertesagen. Så efter så skøn en aften er det kun passende med en dybfølt tak til alle dem, der har støttet kampen for et liv uden hjertesygdom, lyder det fra Anne Kaltoft.

I 2022 blev der samlet 31.052.917 kr. ind til hjertesagen.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Sundhedsminister Sophie Løhde overrakte prisen som Årets Hjerteredder til 16-årige Jesper Johansen, der reddede sin mor, da hun faldt om med hjertestop i hjemmet. Foto: Per Arnesen/TV 2
Sundhedsminister Sophie Løhde overrakte prisen som Årets Hjerteredder til 16-årige Jesper Johansen, der reddede sin mor, da hun faldt om med hjertestop i hjemmet. Foto: Per Arnesen/TV 2
Download
Børn og ambassadører var gået sammen for at samle ind til hjertesagen. De tre par samlede mere end 100.000 kroner ind til Hjerteforeningen. Foto: Per Arnesen/TV 2
Børn og ambassadører var gået sammen for at samle ind til hjertesagen. De tre par samlede mere end 100.000 kroner ind til Hjerteforeningen. Foto: Per Arnesen/TV 2
Download
35.730.713 kr. kr. blev lørdag samlet ind til Hjerteforeningen ved årets Hjertegalla på TV 2 Charlie. Foto: Per Arnesen/TV 2
35.730.713 kr. kr. blev lørdag samlet ind til Hjerteforeningen ved årets Hjertegalla på TV 2 Charlie. Foto: Per Arnesen/TV 2
Download

Følg pressemeddelelser fra Hjerteforeningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Hjerteforeningen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye