Nye tiltag gør det nemmere at anlægge minivådområder
Minivådområdeordningen har gennemgået en række forbedringer, så det nu er lettere og mere attraktivt at gøre brug af ordningen. Ansøgningsrunden 2023 er nu åben.
Siden 2018 har landmænd og lodsejere kunne søge tilskud til etablering af minivådområder. Minivådområder har til formål at fjerne kvælstof og fosfor fra landbrugets drænvand, inden det når ud til vandmiljøet. Tilskudsordningen har været udfordret af en række startvanskeligheder i form af uforudsete problemstillinger, som har ført til forlænget sagsbehandling og IT-fejl.
Landbrugsstyrelsen har på den baggrund udarbejdet og implementeret tiltag for at forbedre ordningen, så den er mere fleksibel, lettere at administrere og mere attraktiv for landmænd og lodsejere at søge.
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) siger:
”Vi skal have reduceret landbrugets udledning af kvælstof. Og bøvlede regler skal ikke stå i vejen for, at landmænd og lodsejere rent faktisk kan etablere minivådområder. De tager et stort ansvar for vores vandmiljø ved at anlægge et minivådområde. Derfor glæder det mig, at der er blevet udarbejdet flere konkrete tiltag, som gør det meget mere fleksibelt at anlægge minivådområder, så vi sammen kan holde kvælstof og fosfor væk fra vores vandløb, søer og indre farvande.”
Til ansøgningsrunden 2023 er der blandt andet lavet følgende forbedringer:
- Der gives tilskud til at få lavet slutopmåling ved en landinspektør.
- Der har været tvivl hos tilsagnshaverne om, hvad de må bruge projektarealet til efter etablering af et minivådområde. Det er præciseret, at man ikke må jordbearbejde og dyrke det, men man må f.eks. gerne øge herlighedsværdien eller lave tiltag for natur og biodiversitet med bevoksning eller diverse frøblandinger.
- For at give mest mulig fleksibilitet, kan der påbegyndes en projektændring, inden der er indsendt en ændringsanmodning, eller har fået den godkendt i Landbrugsstyrelsen.
Ordningen har også gennemgået forbedringer tidligere. Herunder fremgår nogle af de væsentligste tiltag fra tidligere år:
- Indførsel af fleksibel afsyningsmodel betød, at sagsbehandlingstiden og kontrollen blev reduceret ved at indføre egenkontrol fra tilsagnshaverne. Derudover blev der indført større usikkerhedsintervaller for opmålingen af minivådområderne. Alt sammen til tilsagnshavernes fordel.
- Krav til placering af minivådområder er lempet, således at placeringen af anlæg på arealer med op til 10 pct. ikke-egnet areal kan godkendes.
- Landbrugsstyrelsen er løbende i dialog med landbrugserhvervet om, hvordan ordningen kan udvikles, så den kan blive endnu bedre for landmændene og levere kvælstofeffekt.
- Udpegningskortet, som anvendes ved ansøgning og planlægning af minivådområder, er blevet opdateret og forbedret.
- Ordningens regelgrundlag er løbende blevet lovteknisk forbedret, så reglerne er klare og præcise.
Fakta
- Et minivådområde er et konstruereret vådområde, der renser drænvand for kvælstof og fosfor. Det primære formål med minivådområderne er at forbedre vandmiljøet ved at reducere kvælstofbelastningen til det omkringliggende vandmiljø. Som en ekstra effekt reducerer minivådområder også fosfor.
- Tilskudsordningen til etablering af konstruerede minivådområder er en del af de kollektive kvælstofvirkemidler, der bidrager til vandområdeplanernes kvælstofindsats.
- Ordningen blev politisk vedtaget som et tilskudsberettiget virkemiddel med Fødevare- og Landbrugspakken i 2016, og den første ansøgningsrunde åbnede i 2018.
- Det er en frivillig ordning rettet direkte mod landbrugere, der har til formål at reducere landbrugets kvælstofudledning. Landmændene får 100 pct. i tilskud til etableringen.
Følg pressemeddelelser fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Mindre madspild: Nu bliver det lettere at donere overskudsmad8.12.2025 13:00:00 CET | Pressemeddelelse
Fødevareminister Jacob Jensen (V) har taget initiativ til at luge ud i regler, der spænder ben for donation af fødevarer. En ændret fortolkning af reglerne for donation af overskudsmad skal skabe bedre og mere enkle rammer for fødevarevirksomheder i Danmark og samtidig styrke kampen mod madspild.
Fødevareminister samler EU om fremtidens dyrevelfærd1.12.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Som det første land i mange år slår Danmark dørene op til en stor dyrevelfærdskonference i Bruxelles. På dagsordenen er visionerne for fremtidens dyrevelfærd frem mod 2050.
Dansk formandskab leverer EU-forenklingspakke på landbrug11.11.2025 09:09:16 CET | Pressemeddelelse
Det danske EU-formandskab har forhandlet en aftale på plads med Europa-Parlamentet om en forenklingspakke på landbrug. Aftalen indeholder en række tiltag, der kommer danske landmænd til gode.
Fødevareministeren ved COP30: Danmarks grønne trepart inspirerer globalt10.11.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) deltager i denne uge ved FN's internationale klimakonference COP30, hvor han repræsenterer Danmark og bl.a. deler erfaringer om den grønne trepart, som tiltrækker bred international opmærksomhed.
Fødevareminister åbner One Health konference med deltagelse af H.M. Dronningen5.11.2025 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Som en del af det danske EU-formandskab samler minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) centrale aktører inden for One Health for at sætte fokus på sammenhængen mellem menneskers, dyrs og miljøets sundhed.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum