Region Hovedstaden indgår stramt budget for 2024

Del

Politikerne i Region Hovedstaden landede her til aften en bred budgetaftale for sundhedsområdet i 2024.  Regionens økonomi er presset, og forhandlingerne har været præget af hårde prioriteringer. Politikerne har prioriteret 40 mio. kr. til at indhente udskudte behandlinger i 2023, så der bliver skabt ro om hospitalernes økonomi fra 2024.

Ved aftenens forhandlinger blev alle partier på nær Enhedslisten enige om regionens budget for næste år.

Mangel på medarbejdere, udskudte behandlinger fra pandemien og stigende udgifter til bl.a. tilskudsmedicin og praksisområdet har resulteret i svære budgetdrøftelser. Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) er derfor tilfreds med, at et bredt flertal har taget et fælles ansvar for at sikre et solidt økonomisk fundament for hospitalerne og regionen i de kommende år.

”Både regionens og hospitalernes økonomi er presset. Mange afdelinger oplever, at de skal spare enten for at få deres eget budget til at hænge sammen, eller for at hjælpe andre endnu mere pressede afdelinger. Alt sammen imens de knokler for at komme i bund med alle de behandlinger og operationer, der blev udskudt under coronapandemien. Derfor er det bedste, vi kan gøre at finde penge til at afvikle ventelister allerede i år, så patienterne ikke skal vente længere end nødvendigt, og så hospitalerne går stærkere ind i 2024. Det har vi fundet 40 mio. kr. til.”

Det har trods den stramme økonomi været muligt at prioritere nogle mindre initiativer i årets budgetaftale.

”Vi har besluttet at holde hånden under vores psykiatri, som får flere og flere patienter henvist. Samtidig har psykiatrien været berørt af nogle meget tragiske hændelser det sidste års tid, og vi har valgt at afsætte ekstra penge til at gøre vores psykiatriske afdelinger og ambulatorier mere trygge for både patienter og medarbejdere,” siger Lars Gaardhøj.

Der er desuden afsat midler til at bekæmpe ulighed i sundhed. Der er eks. afsat en halv million til at styrke flexklinikken på Bispebjerg Hospital med en fodterapeut, ligesom der er afsat en halv million til at undersøge, om helbredstjek til mænd kan være med til at mindske ulighed i mænds sundhed. Der er desuden afsat 4 mio. kr. i 2024 og 6 mio. kr. til at styrke lægebemandingen på Bornholms Hospital i tæt samarbejde med mellem Bispebjerg Hospital samt 2,2 mio. kr. i 2024 og 3,8 fra 2025 til en ny akutbil i Nordsjælland.

Se aftalen om Region Hovedstadens budget 2024-2027 

Udvalgte budgetinitiativer

  • Tryghedspakke i psykiatrien - 3,4 mio. kr. i 2024 og 3 mio. kr. fra 2025.                  
  • Lettere adgang til psykologhjælp i Internetpsykiatrien - 10,1 mio. kr. over fire år
  • 11,5 mio. kr. til af hurtig demensudredning frem til 2027. 
  • 25 mio. kr. til en styrkelse af sundhedstilbud og bedre mulighed for gæstedialyse på Bornholm.
  • En ekstra akutbil skal hjælpe med at forbedre responstiderne i regionen - 13,6 mio. kr. i 4 år.
  • 0,5 mio. kr. årligt til et samarbejde med Forum for Mænds Sundhed.
  • 1 mio. kr. til at styrke Flexklinikken på Bispebjerg Hospital                                          
  • 3,1 mio. kr. til at patient- og pårørendestøtte i 3 psykiatriske ambulatorier de næste fire år.    

Politikerne har desuden udmøntet 109 mio. kr. fra finansloven 2024 til at dække udgifter til tilskudsmedicin og praksissektoren.

Forligspartiernes reaktioner på budgetaftalen

Reaktioner fra forligspartierne

Christoffer Buster Reinhardt (K):

  • Jeg er meget glad for, at vi har afsat 40 mio. kr. til at sætte ekstra tempo på afviklingen af ventelister – det kommer mange patienter til gavn. Jeg er desuden meget tilfreds med, at vi har fundet penge til en tryghedspakke til psykiatrien. For Det Konservative Folkeparti har det været afgørende, at patienter og medarbejdere skal være trygge og særligt i retspsykiatrien skal der bruges penge til at følge op på den handleplan, som psykiatrien har lavet efter den tragiske hændelse på retspsykiatrien i Glostrup tidligere i år.

Karin Friis Bach (R)

  • ”Der er desværre alt for lang ventetid til psykologbehandling hos de praktiserende psykologer i regionen. Derfor har vi prioriteret flere psykologbehandlinger for børn, unge og forældre via Internetpsykiatrien, hvor efterspørgslen er stor. Vi forventer, at det kan være med til at reducere ventetiden til psykologbehandling. Regionens fokus på klima og grøn omstilling er også et vigtigt aftryk i dette års budget”

 Peter Westermann (SF)

  • ”Jeg er virkelig lettet over, at vi giver psykiatrien 12 mio. kr. til at aflyse halvdelen af de besparelser, der skulle ske, fordi deres budget var overskredet. Det virker absurd at holde igen i psykiatrien, når behovet for udvidelser er enormt, hvilket regeringen anerkender. Vi har bare ikke set de penge, regeringen har stillet i udsigt. Det er også vigtigt, at medarbejderne i psykiatrien kan gå trygt på arbejde. Vi har startet en stor inddragelse af medarbejderne, hvor de kommer med forslag til bedre sikkerhed. Vi har afsat 3,4 mio. kr. næste år og 3 mio. kr. i de følgende år til at kunne gøre gode forslag til virkelighed.”

Randi Mondorf (V)

  • ”For Venstre har det været vigtigt, at vi fastholder patienternes ret til hurtig udredning og behandling. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi har afsat årlige midler til udredning for demens, hvor der i dag er meget lange ventetider. Samtidig er vi glade for, at der i aftalen er sat 40 mio. kr. af til at indhente udskudte behandlinger – det vil give hospitalerne luft i budgettet de næste par år, så de kan bruge kræfterne på hurtig udredning og behandling.”

Finn Rudaizky (DF)

  • ”Demens er en forfærdelig sygdom, og det er vores ansvar at tilbyde patienterne hurtigt udredning, så de kan komme i behandling hurtigst muligt. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi i budgettet har afsat penge til at få ventetiden ned. Jeg er også glad for, at vi har afsat penge til flere behandlinger med internetpsykiatri for børn, unge og forældre. Det kan forhåbentlig give kortere ventetid til psykologbehandling hos de praktiserende psykologer, som der i dag er alt for lang ventetid hos.”

Jesper Hammer (NB)

  • ”Jeg er tilfreds med, at vi har indgået en budgetaftale, som sikrer en fornuftig økonomi til hospitalerne i et år med stramme økonomiske forudsætninger. Jeg er glad for, at der er bred politisk opbakning til at sætte fokus på, hvordan vi får ældre medarbejdere til at blive længere på arbejdsmarkedet, og at vi på psykiatriområdet får et øget samarbejde med civilsamfundet. Jeg havde gerne set, at vi kunne afsætte nogle konkrete penge, men det var der desværre ikke mulighed for – det vil jeg arbejde for, at vi kan finde i løbet af året, hvis vi får mulighed for at prioritere ubrugte midler.”

Bergur Løkke Rasmussen (u.f.p.)

  • ”Klimaet og opgaven med at omstille Danmark til et CO2-neutralt samfund er blandt de vigtigste politiske opgaver disse år, og her spiller sundhedsvæsenet selvfølgelig også en vigtig rolle. Vi har i regionsrådet besluttet at halvere vores klimaaftryk i 2030, og i dette års budget har vi prioriteret penge til at gøre hospitaler grønnere og mere klimaorienterede”.

Anne Ehrenreich (u.f.p.):

  • “VI har et stort ansvar over for vores mest udsatte borgere, som ofte tumler med flere diagnoser. Vi skal gøre, hvad vi kan for at sikre nem adgang til sundhedsydelser, når de har brug for hjælp”.  

Kontakt

  • Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) via regionens pressevagt på 70 20 95 88
  • Christoffer Buster Reinhardt (K): 51 26 99 26
  • Karin Friis Bach (R): 21 70 50 49
  • Peter Westermann (SF): 21 51 69 47
  • Randi Mondorf (V): 60 76 88 25
  • Finn Rudaizky (DF): 60 10 10 34
  • Jesper Hammer (NB): 27 88 93 08
  • Bergur Løkke Rasmussen (u.f.p.): 40 35 51 01
  • Anne Ehrenreich (u.f.p.): 30 57 19 76​

Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye