Ny dansk undersøgelse af emissionsfaktorer for lattergas fra handels- og husdyrgødning
Stigningen i atmosfærens indhold af den kraftige klimagas lattergas (N2O) skyldes især landbrugets anvendelse af kvælstofgødning. Skal udledningen af lattergas begrænses, er der først og fremmest brug for en nøjagtig opgørelse af kilderne. En ny undersøgelse har for første gang bestemt emissionsfaktorer for lattergas fra udbragt handelsgødning, gylle og biogasgylle under danske forhold.

Forskere har, med Aarhus Universitet i spidsen, gennem to år målt emissioner af lattergas fire forskellige steder i Danmark, hvor repræsentative sædskifter var blevet etableret for at give en realistisk baggrund for målingerne. Forsøget omfattede:
-
et sædskifte med mælkeproduktion i Vestdanmark,
-
et sædskifte med mælkeproduktion i Sydvestdanmark
-
et sædskifte med svineproduktion i Sydvestdanmark
-
et sædskifte med planteavl i Østdanmark
De fire steder har alle et lavt lerindhod i jorden, som er typisk for Nordeuropa, mens nedbøren varierede betydeligt fra sted til sted og mellem de to år, 2020 og 2021.
Sammenligning af handels- og husdyrgødning i vårbyg
Vårbyg indgik i alle sædskifter, og her blev tre handelsgødninger (NS, NPK og UAN) og otte husdyrgødninger (tre kvæggyller, tre svinegyller og to biogasgyller) tilført i 1 m2 store underparceller på enten to eller fire lokaliteter. Præcis de samme gødningsmaterialer blev udbragt på de forskellige steder for at kunne belyse effekten af de lokale forhold med hensyn til jordens egenskaber og nedbør. De samme metoder til udbringning, måling og analyse af resultaterne blev brugt alle steder for at sikre sammenlignelighed.
“Vores målinger af lattergasemission fra de mange gødningsmaterialer i vårbyg fokuserede på forårsperioden. I sædskiftet blev lattergasemission målt igennem hele året i begge forsøgsår, og de målinger bekræfter, at hovedparten af den lattergas som skyldes gødningstilførsel om foråret, udledes inden afgrødens planteoptagelse har ”tømt” jorden for kvælstof,” fortæller professor Søren O. Petersen fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet.
Mere fokus på husdyrgødning
I de to forsøgsår var emissionen af lattergas fra handelsgødning betydeligt lavere, end man i øjeblikket antager, mens emissionen fra gylle og biogasgylle gennemsnitligt var på niveau med, eller højere end hidtil antaget. Det indikerer, at det i Danmark, hvor 90% håndteres som gylle, vil have størst effekt på klimaet at reducere lattergasemissionen fra husdyrgødning.
“Niveauet varierede mellem steder og år, men vi fandt, at emissionen af lattergas gennemsnitligt var højere fra husdyrgødning end fra handelsgødning på hver af de fire lokaliteter,” siger Søren O. Petersen.
Resultater afviger fra IPCCs anbefalinger
Interessant nok er de danske resultater forskellige fra de seneste anbefalinger vedrørende emissionsfaktorer for lattergas fra IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change) i den klimazone, som Danmark tilhører. Her forventer man en højere lattergasemission fra handelsgødning end fra husdyrgødning. Det sker på baggrund af en global analyse af forsøgsresultater.
“Begge resultater kan godt være rigtige, fordi de bygger på forskellige datasæt. Det viser vigtigheden af undersøgelser, der repræsenterer de lokale forhold,” forklarer Søren O. Petersen.
Danmark er nemlig domineret af jorde med lavt lerindhold, og næsten al husdyrgødning er på flydende form med eller uden biogasbehandling. Denne kombination giver særligt gode betingelser for nitrifikation og denitrifikation, de to mikrobielle processer som tilsammen er årsag til dannelsen af lattergas i jorden.
“Jordtypen er vigtig, fordi en velbeluftet jord sikrer gode betingelser for nitrifikation, men også giver gode betingelser for, at lattergas dannet i og omkring gyllen slipper ud i atmosfæren,” siger Søren O. Petersen.
Til sammenligning, forklarer han, er næsten halvdelen af de studier, som indgik i den globale analyse, lavet med fast staldgødning, hvor risikoen for lattergasdannelse er mindre, fordi meget kvælstof kan tabes under lagringen, og nettofrigivelsen til jorden er lav. Mere lerholdig jord vil også have større tendens til dårligt luftskifte, og dermed mindre risiko for at lattergas slipper ud af jorden.
Den nye undersøgelse er gennemført i et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Københavns Universitet og SEGES Innovation. Der er tale om et projekt under Landbrugsstyrelsens Klimaforskningsprogram. Undersøgelserne fortsætter og belyser bl.a. effekten af nitrifikatiosnhæmmere på lattergasemission som et muligt klimavirkemiddel.
PUNKTER | INDHOLD OG FORMÅL |
Samarbejdspartnere | Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet, Københavns Universitet og SEGES Innovation |
Finansiering | Dette studie er en del af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri’s klima forskningsprogram (33010-NIFA-19_719) |
Interessekonflikt | Ingen |
Link til videnskabelig artikel | Artiklen “Higher N2O emissions from liguid manure compared to synthetic N fertilisers for spring barley on sandy soils in a cool temperate climate” er udgivet i tidsskriftet Agriculture, Ecosystems and Environment. Forfatterne er: Søren O. Petersen, Leanne E. K. Peixoto, Helle Sørensen, Azeem Taripq, Andreas Brændholt, Line Vinther Hansen, Diego Abalos, Alice Thoft Christensen, Cecilie Skov Nielsen, Johannes W.M. Pullens, Sander Bruun, Lars Stoumann Jensen og Jørgen E. Olesen |
Kontaktdata | Professor Søren O. Petersen, Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet. Tlf.: +45 28124304 eller mail: sop@agro.au.dk |
Nøgleord
Kontakter
Camilla Brodam GalachoKommunikationsrådgiverInstitut for Agroøkologi, Aarhus Universitet
Tlf:93522136brodam@agro.au.dkBilleder

Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Nu kan alle hjælpe med at overvåge naturen i Lille Vildmose18.6.2025 07:28:31 CEST | Pressemeddelelse
I Lille Vildmose er en ny aktivitet i gang, hvor helt almindelige mennesker kan være med til at overvåge naturens udvikling. Aktiviteten er finansieret af projektet Wet Horizons og handler om at inddrage alle, der har lyst, i arbejdet med at genskabe og beskytte moserne.
Elvira vil gøre op med 40 år gamle tal: Vi skal opdatere den måde, vi udregner metanudledning fra grise17.6.2025 12:58:16 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt projekt på Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab vil opdatere beregningsgrundlaget for metanudledning fra grise, så de nationale emissionsopgørelser i fremtiden bliver mere retvisende.
Havet gemmer på fremtidig kviksølvforurening i Grønland12.6.2025 04:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danske forskere har vist, at der kan ligge hundrede af års gammel kviksølvforurening i havene, som vil fortsætte med at påvirke dyr og planter.
Gylle, græs og grønne løsninger10.6.2025 11:17:59 CEST | Pressemeddelelse
En ny dansk undersøgelse viser, at restprodukter fra biogas – herunder rester af gylle og græs – kan blive nøglen til mere effektiv og bæredygtig gødning i økologisk landbrug. Med innovative metoder og overraskende resultater peger forskere fra Aarhus Universitet på, hvordan vi kan udnytte næringsstoffer bedre, mindske spild og styrke udbytterne – uden at gå på kompromis med de økologiske principper.
Besøg AU Viborg – se forsøgsmarkerne og mød forskerne6.6.2025 13:42:50 CEST | Pressemeddelelse
DCA - Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug og AU Viborg inviterer landmænd og landbrugsrådgivere til en spændende eftermiddag med fokus på aktuel forskning og praktiske løsninger til fremtidens landbrug. Arrangementet giver en unik mulighed for at få faglig inspiration og ny viden direkte fra forskerne bag forsøgene.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum