Landdistrikternes Fællesråd

Finanslovsudkast rummer gode landdistriktsinitiativer og flere midler, men vi er langt fra i mål med et land i geografisk balance

Del

Landdistrikternes Fællesråd har kæmpet for flere af landdistriktsinitiativerne i finanslovsudspillet, og er glade for øget økonomisk prioritering. Der efterspørges dog tiltag til energiforbedringer af boliger på landet samt hjælp til den borgernære service i landdistrikterne.

Foto: Mads Krabbe
Foto: Mads Krabbe Mads Krabbe

Regeringen har netop præsenteret sit finanslovsforslag for 2024. I alt afsættes der ca. 650 mio. kr. i 2024 målrettet initiativer i landdistrikterne. Flere af initiativerne møder ros fra formanden for Landdistrikternes Fællesråd, der særligt fremhæver det fulde landevejsprincip som ”en politisk sejr”, som Landdistrikternes Fællesråd har kæmpet for sammen med andre aktører.

- Regeringen har prioriteret nogle vigtige landdistriktsinitiativer i finanslovsudspillet, hvor jeg særligt vil rose det fulde landevejsprincip. I flere år har vi kæmpet for, at det skal koste det samme at transportere sig en kilometer på en færge, som det koster i en bil. Det ser nu ud til at blive en realitet og dermed styrker man grundlaget for flere gæster og turister på øerne samt mere omsætning til øernes erhvervsliv - og selvfølgelig mere bosætning. Det er en politisk sejr for landdistrikterne, understreger Steffen Damsgaard.  

Landdistrikternes Fællesråd bemærker dog, at de samlede bevillinger på landdistriktsområdet skal hæves, hvis vi skal opnå en bedre geografiske balance mellem land og by.

- I alt afsættes der ca. 650 mio. kr. i 2024 til initiativer, der skaber bedre balance i landet, herunder midler til kollektiv trafik, hjælp til pressede små gymnasier og erhvervsskoler i land- og yderkommuner. Det er alt i alt et større beløb end i 2023 og et tiltrængt løft. Men skal vi for alvor skabe bedre rammer for livet udenfor de største byer, og skabe et land i bedre geografisk balance, så skal der bruges flere penge, fortæller Steffen Damsgaard.

Landdistrikternes Fællesråd opfordrer bl.a. til, at der afsættes flere midler til det forhøjede befordringsfradrag i yderkommunerne, men også til landsbyfornyelse og bredbåndspuljen, hvor der i 2021 var afsat 365 mio. kr. alene til de to sidstnævnte tiltag. Indsatserne er vigtige for at skabe mere attraktive byer og lokalsamfund, og forudsætningen for ordentlig digital infrastruktur i alle landdistrikter.

Derfor håber Steffen Damsgaard, at der bliver en bred finanslovsaftale med flere partier end regeringen, og at eventuelle aftalepartier vil prioritere flere ressourcer til landdistrikterne i deres ønsker til en finanslov. Desuden efterlyser han støtte til energiforbedringer af boliger på landet og flere ressourcer til at sikre den borgernære service i landdistrikterne, fx skoler og daginstitutioner. 

- En lukket skole kan sende et lokalområde ind i en negativ spiral med fraflytning, faldende huspriser og en svækket sammenhængskraft. Derfor er det altafgørende at holde hånden under skolerne i landdistrikterne, selvom det sandsynligvis først kan blive en forhandling mellem kommunerne og regeringen i 2024 med henblik på en økonomiaftale for 2025, påpeger Steffen Damsgaard.

Aktuelt står mange boliger på landet overfor en større energirenovering, som kræver en politisk håndsrækning, hvis man skal i mål med den grønne omstilling.

- Det kunne man godt prioritere i finanslovsforhandlingerne. Der er en forhandlingsreserve på 500 mio. kr., så nu er det op til forhandlingspartierne at sikre en finanslov, der skaber en bedre geografisk balance i Danmark, afslutter Steffen Damsgaard.

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd

Landdistrikterne: Fjernvarmeaftale svigter borgeres mulighed for at vælge andre kollektive varmeløsninger8.7.2024 07:01:00 CEST | Pressemeddelelse

Fjernvarme kan være på vej mod en udfasning i mange landdistrikter, som følge af ny fjernvarmeaftale. Samtidig giver aftalen ikke kommunerne direkte mulighed for at sikre finansieringen af andre kollektive varmeforsyningsløsninger, såsom termonet. Formand for Landdistrikternes Fællesråd savner en minister, der kommer ud og oplever virkeligheden i landdistrikterne.

Landdistrikterne: Prisloft presser fjernvarme i landdistrikterne og lader de svageste i stikken med højere varmeregninger2.7.2024 10:31:27 CEST | Pressemeddelelse

Ny politisk aftale kan være vejen mod afvikling af mange små forbrugerejede fjernvarmeværker i landdistrikterne. De stærkeste borgere vil vælge alternativer, mens de svageste kunder kan blive stavnsbundet til fjernvarmeværker på vej mod konkurs. Landdistrikternes Fællesråd efterlyser svar på, hvem der skal dække tabet, og hvor de tusindvis af mindre bemidlede borgere skal få varme fra, når fjernvarmeværker går konkurs.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye