International udstilling stiller skarpt på bæredygtig byudvikling
Kan Brasilien, Kina, Tyrkiet, de baltiske lande og Danmark lære noget af hinanden, når vi taler om bæredygtig byudvikling og -design? Dansk Kulturinstitut præsenterer i samarbejde med Køge Kommune den udendørs udstilling ”FÆLLEDSKABER”. Her udstilles 15 konkrete bud på, hvordan man styrker lokalsamfund - både socialt og miljømæssigt.

Udendørsudstillingen ”FÆLLEDSKABER” åbner ved Køge Kirke, Sct. Nicolai, d. 1. september og udstilles frem til 8. oktober. Udstillingen indgår i Køge Kommunes Fælledfestival.
Hvordan kan vi styrke vores lokale fællesskaber, så de bliver bæredygtige og attraktive for borgerne? Der er masser af inspiration at hente både herhjemme og ude i verden. Fra fælleskøkkener i de tyrkiske skove til søbade i Skanderborg. I udstillingen ”FÆLLEDSKABER” kan publikum blive klogere på nytænkende og kreative projekter, der har forenet og fremtidssikret lokalsamfund i Tyrkiet, de baltiske lande, Kina, Brasilien og Danmark.
Fælleder og fællesskaber
Fælledskaber er ikke bare et ordspil, men en sammensætning af "fælled" og "fællesskaber". Før i tiden var fælleden et fælles græsningsområde, der tilhørte landsbyfællesskabet. I dag repræsenterer begrebet de fælles ressourcer, vi deler som mennesker såsom natur, arkitektur og kultur. Udstillingen "FÆLLEDSKABER" tager besøgende med på en rejse til lokalsamfund fra hele verden, der alle arbejder aktivt for at skabe en mere bæredygtig fremtid. Omdrejningspunktet er borgerdrevne initiativer, hvor fælles områder omdannes til nye bæredygtige tilbud, som står frit til rådighed for lokalsamfundet.
Den danske model
Den danske tilgang til arkitektur og bæredygtigt bydesign har høstet anerkendelse fra det meste af verden – ikke mindst pga. traditionen for borgerinddragende processer, som er nyskabende i mange internationale sammenhænge, både ift. lokalsamfund, beslutningstagere og arkitektuddannelser. Udstillingen ”FÆLLEDSKABER” har til hensigt at undersøge, hvad det globale nord og syd kan lære af hinandens udfordringer, processer og løsninger ift. at skabe bæredygtig byudvikling og bydesign.
Dansk Kulturinstituts direktør Camilla Mordhorst om udstillingens budskab og værdien i kulturudvekslingen:
”Udstillingen viser, hvordan vi kan inspirere hinanden på tværs af landegrænser. I Danmark er det helt særlige, at vi er et tillidssamfund. Uden betænkning skaber vi initiativer, hvor vi åbent stiller vores fælles ressourcer til rådighed. Om det er byhaver, søbade eller udekøkkener. Tilsvarende kan vi helt sikkert lære fra udlandet, hvordan man hjælper til i sit lokalområde. Hvis man ønsker aktive og vitale byer, så kræver det, at man engagerer sig og tager ejerskab. Vi har alle et ansvar for at sikre en bæredygtig fremtid – både socialt og miljømæssigt.”
Formand for Køge Kommunes Kultur- og Idrætsudvalg Ken Kristensen om udstillingen i Køge Kommune og vigtigheden af dialogen om byrummet:
”Jeg er stolt af at kunne byde velkommen til ”FÆLLEDSKABER” i Køge Kommune. Vi er en kommune med mange stærke fællesskaber, og samtidig er vi en kommune i vækst og med nye bydele på vej, og derfor er udstillingens invitation til synlig dialog om og i byrummet helt oplagt. ”FÆLLEDSKABER” bliver meget synlig midt i Køge by langs gågaden og følges op med Fælledfestival på Køge Bibliotek. Kom og deltag i samtalen om lokalt forankrede fællesskaber og bliv inspireret til, hvordan du kan være med til at skabe nye fællesskaber og bruge byens rum på nye måder”.
Fra landsbylounges i Kina til søbade i Skanderborg og bylaboratorier i Litauen
Et af eksemplerne fra udstillingen er landsbyloungen i Shangcun i Kina. Engang var det en kinesisk families indre gårdsplads. Nu er det et mødested for lokale landsbybeboere, turister og andre gæster, hvor man mødes, snakker, spiser, hører foredrag eller deltager i kulturbegivenheder. Loungen er blevet både en fælled og en fælles udvikling af en landsby, der ellers kunne have været døende. Tilsvarende i Litauen har man skabt “Miesto laboratorija”, Bylaboratoriet, i hovedstaden, Vilnius. Det startede som et fælles drivhus og passion for at dyrke planter, men har siden udviklet sig til et aktivt mødested med arrangementer året rundt og et uddannelsescenter i bæredygtighed. “Miesto laboratorija” bliver ofte nævnt som en af de mest succesrige socialøkonomiske virksomheder i Litauen. Stedet er skabt og udvikles fortsat af den lokale befolkning. Af danske bidrag i udstillingen kan bl.a. fremhæves Skanderborg Bybad, som ligger tæt på byen og er åbent for alle året rundt. Badet er hurtigt blevet et socialt knudepunkt, hvor idræt, kultur og byliv forenes. Formålet er at skabe et mødested, der fremmer sundhed og trivsel, og som giver mulighed for nye oplevelser og aktiviteter for alle.
Hvordan håndterer og bevarer vi vores fælles ressourcer? Hvordan vi skaber flere inkluderende fællesskaber? Fra Kina til Brasilien præsenterer udstillingen "FÆLLEDSKABER” 15 konkrete bud.
Om udstillingen
”FÆLLEDSKABER” er en udendørs udstilling skabt af Køge Kommune og Dansk Kulturinstitut.
Den centrale idé bag udstillingen er at bidrage til udviklingen af bæredygtige lokalsamfund ved at skabe opmærksomhed om lokale initiativer, der kan bruges til gensidig inspiration både på lokalt og globalt plan.
”FÆLLEDSKABER” er bygget på ideerne fra "Commons & Communities", en plakatudstilling fra Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg, ledet af landskabsarkitekt Ellen Braae. Dansk Kulturinstitut overtog rettighederne til udstillingen i 2021 og har integreret den på hjemmesiden www.commonities.org , hvor inspiration og erfaring fra danske eksempler på borgerinddragelse og bæredygtigt bydesign bruges til at styrke og synliggøre lokale samarbejder i Brasilien, Kina, Tyrkiet og de baltiske lande.
”FÆLLEDSKABER” præsenterer 15 initiativer fra Brasilien, Tyrkiet, Kina, de baltiske lande og Danmark – disse er inddelt i tre kategorier ”Vand”, ”Mad” og ”Mennesker” og arbejder med kreativitet, kunst, kultur og borgerinddragelse som tværgående værdier og metoder.
Udendørsudstillingen ”FÆLLEDSKABER” åbner ved Køge Kirke, Sct. Nicolai d. 1. september og udstilles frem til 8. oktober. Udstillingen indgår i Køge Kommunes Fælledfestival.
Læs mere her: https://www.koegebib.dk/tags/faelledskaber
Kontakter
Anne SplittorffPresse - og kommunikationsrådgiver
Tlf:+45 2636 5775as@danishculture.comBilleder





Om Dansk Kulturinstitut
Dansk Kulturinstitut har siden 1940 arbejdet internationalt med udvikling af kunst-, kultur- og samfundsrelaterede projekter. Via kunst og kultur ønsker vi at fremme interkulturel dialog og forståelse på tværs af landegrænser. Det er vores vision at vise, at udveksling af kunst, kultur og viden kan bidrage til håndteringen af globale udfordringer og være med til at styrke FN’s Verdensmål. Vi har hovedkontor på Vartov i København og afdelinger og indsatser i de østlige nabolande, i Østersøregionen og de baltiske lande, Tyrkiet, Indien, Kina og Brasilien.
Følg pressemeddelelser fra Dansk Kulturinstitut
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dansk Kulturinstitut
Dansk Kulturinstitut gør status for stort EU-finansieret støtteprogram for forfulgte kunstnere fra Belarus: ”Det er ekstremt vigtigt, at vi fortsætter kampen for det frie kulturliv"6.3.2025 15:36:19 CET | Pressemeddelelse
Siden 2022 har Dansk Kulturinstitut i samarbejde med Belarusian Council for Culture ledet det EU-finansierede program ”ArtPower Belarus”. Med et budget på 2 millioner euro har indsatsen til formål at støtte de hårdt pressede uafhængige kunst- og kulturfolk fra Belarus. I programmets første fase er 140 projekter og udvekslingsophold blevet støttet.
Ny regional chef: Anna Enemark skal lede Dansk Kulturinstituts indsatser i de baltiske lande og omkring Østersøen13.1.2025 08:06:19 CET | Pressemeddelelse
Fra 1. februar skal Anna Enemark stå i spidsen for Dansk Kulturinstitut i de baltiske lande og den øvrige Østersøregion. Anna Enemark er tidligere generalsekretær for UNESCO Danmark og har bl.a. arbejdet som chefkonsulent i FN Byen samt som seniorrådgiver for Nordisk Ministerråd med fokus på kultur.
Stor markering på Ukraines uafhængighedsdag: Festsalen på Københavns Universitet bliver fyldt med ukrainsk ånd og kulturel modstandskraft15.8.2024 12:17:05 CEST | Pressemeddelelse
Kendte ukrainske musikere og forfattere indtager scenen med de danske skuespillere Esben Smed og Kirsten Olesen, når Dansk Kulturinstitut, Københavns Folkeuniversitet og Ukraine House in Denmark sammen fejrer Ukraines uafhængighedsdag med en stor oplæsnings-, samtale- og musikbegivenhed i Festsalen på Københavns Universitet den 24. august. Målet er at styrke truet ukrainsk identitet og kultur, samt den gensidige forståelse mellem Ukraine og Danmark i en kritisk tid.
Forfulgt, arresteret og maskeret: Kor fra Belarus tager på danmarksturné og sætter fokus på kampen for frihed i Østeuropa12.8.2024 08:56:22 CEST | Pressemeddelelse
Mindst 30 af det maskerede kors medlemmer er blevet anholdt i hjemlandet Belarus. Dansk Kulturinstitut præsenterer nu for første gang en danmarksturné med koret Volny Chor fra Belarus (oversat til engelsk ”Free Choir”), der bekæmper undertrykkelse med sang.
Tidligere udviklingsminister er ny næstformand for Dansk Kulturinstitut1.7.2024 08:45:13 CEST | Pressemeddelelse
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet Flemming Møller Mortensen overtager næstformandsposten for Dansk Kulturinstitut fra administrerende direktør for DJØF Forlag Anette Wad.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum