Odin fra Lejre skal på mission i rummet
Den danske astronaut Andreas Mogensen tager en kopi af en unik Odin-sølvfigur fra vikingetidens Lejre med på sin kommende rum-mission. Figuren, der er en af flere danske kulturgenstande med ombord, symboliserer jagten på ny viden og skal øge kendskabet til Danmarks og Lejres spændende vikingehistorie.

En kopi af den lille unikke sølvfigur på ni gram, der forestiller Odin og hans to ravne, og som blev fundet i Lejre i 2009, giver Andreas Mogensen følgeskab i rummet, når han leder den såkaldte Huginn-mission fra den 25. august. Rumrejsen, som de amerikanske og europæiske rumfartsorganisationer NASA og ESA står bag, går til den internationale rumstation, hvor Andreas Mogensen og kolleger igennem seks måneder skal udføre en række videnskabelige eksperimenter og forsøg.
Ifølge den nordiske mytologi havde Odin to ravne – Huginn og Muninn – der fløj ud og hjalp den store gud med at indsamle viden om verden. Ny viden er også sigtet med den kommende rumfærd, og det er også derfor, at Andreas Mogensen selv har opkaldt missionen efter Odins ravn Huginn.
En bid af Lejre i rummet
Tina Mandrup, borgmester i Lejre Kommune, er stolt over, at Odin fra Lejre skal på rumfærd.
”På hele Lejre Kommunes vegne er jeg ret stolt af, at vi på en måde får en tur i rummet. Det er jo en anerkendelse af, at vores lokalområde spiller en helt central rolle i vikingetiden. Samtidig er jeg sikker på, at det vil styrke interessen for at komme til Lejre og se både den ægte Odin-figur og alt det andet, kommunen har at byde på,” siger hun.
Odin fra Lejre, som sølvfiguren kaldes, er et meget vigtigt fund fra 900-tallet. Sølvfiguren forestiller guden Odin siddende i sin stol, højsædet Lidskjalv, flankeret af sine to ravne Huginn og Muninn. Figuren har været med til at understrege den vigtige og betydelige rolle, som Lejre har haft for tidligeres tiders vikingekongeslægter, fortæller arkæologisk chef, Julie Nielsen fra museumskoncernen ROMU.
Lille figur med stor betydning
”Figuren er uanseelig af størrelse og vejer kun ni gram, men dens betydning kan næsten ikke overvurderes,” siger hun med begejstring i stemmen og fortsætter:
”For det første er den en sjælden fysisk bekræftelse af de fortællinger om Odin, som vi primært kender fra skriftlige kilder. Her har vi både Odin, Lidskjalv og hans ravne i én og samme figur, hvilket ikke er set før. For det andet fortæller fundet af figuren rigtig meget om Lejres historie. Odin symboliserer den guddommelige forbindelse og derigennem retten til herskerskabet. Med fund af både den symbolske Odinfigur og de fysiske, mægtige halbygninger peger alting på, at en magtfuld kongemagt, har regeret i Lejre,” siger hun.
Et afgørende øjeblik
Julie Nielsen var selv med ved udgravningen tæt på kongehallerne i Lejre i 2009, hvor figuren blev fundet af den lokale detektorfører Tommy Olesen.
”Jeg husker det, som var det i går. Vi hørte et højt, begejstret råb fra Tommy og stimlede sammen om ham. Alle kunne se, at det her var et vigtigt fund, og i dag er figuren blandt de mest betydningsfulde genstande fra vikingetid, vi har i Danmark,” siger hun.
Fortællinger fra rummet
Under den seks måneder lange rumrejse vil Andreas Mogensen via bl.a. videoer fortælle historier til hele verden om de kulturgenstande, han har med, herunder også om Odin-figuren.
”Andreas Mogensen skal have en meget stor tak for at øge kendskabet til Danmarks kulturarv og ikke mindst Lejres vikingehistorie. Han er naturligvis velkommen til en personlig rundvisning i Lejre Kommune, når han får tid til det efter sin rumfærd,” siger Tina Mandrup, borgmester i Lejre Kommune.
Den originale Odin fra Lejre-figur kan opleves som en del af den faste udstilling på Lejre Museum.
Du kan læse mere om Andreas Mogensens rumfærd på Rumrejsen2023.dk.
Du kan læse mere om de øvrige kulturgenstande, som er med på Huginn-missionen her.
FAKTA
Faktaboks – Odin fra Lejre:
- I 2009 blev der under en arkæologisk udgravning ved Lejre på Sjælland fundet en lille unik figur af sølv fra vikingetid.
- Figuren er 1,75 cm høj, 1,98 cm bred og 1,25 cm dyb, og den vejer 9 gram.
- Figuren forestiller en person siddende på en fornem stol, og den rummer en række attributter, der indikerer, at den forestiller den oldnordiske gud Odin.
- Der er flere elementer på figuren, der tilskrives Odin ifølge den nordiske mytologi, som den kendes fra kilder fra middelalderen. Den fornemme stol kan f.eks. være højsædet Lidskjalv, som Odin sad på i sin hal; de to fugle kan være ravnene: Hugin og Munin, der bragte Odin viden om verdens gang.
- Talrige arkæologiske udgravninger har afsløret, at Lejre var hjem for magtfulde herskere i vikingetiden, og ifølge skriftlige kilder fra middelalderen var Lejre danernes første kongesæde. Det var Odin der regerede i verden, som herskerne i Lejre også må have gjort.
Faktaboks – Andreas Mogensen og Huginn-missionen
- Den danske astronaut Andreas Mogensen skal sendes ud i rummet den 25. august.
- Som pilot i en rumkapsel fra det amerikanske rumfartsselskab SpaceX skal han rejse mod den Internationale Rumstation, ISS, der kredser om Jorden i en højde af cirka 386 kilometer.
- I et halvt år skal 46-årige Andreas Mogensen være på rumstationen og udføre forsøg. Missionen hedder ’Huginn’ opkaldt efter Odins ravn, der fløj ud i verden og samlede viden.
- Andreas Mogensen blev den første dansker i rummet, da han i 2015 drog ud på en rummission, der varede ti dage.
- Andreas Mogensen er den første ikkeamerikanske pilot på en SpaceX-mission. På missionen skal han blandt andet udføre ti danske forsøg, som er blevet udvalgt til missionen.
- Andreas Mogensen vil derudover, via medbragte kulturgenstande, sætte fokus på dansk kultur og historie, herunder øge kendskabet til Danmarks og Lejres vikingehistorie.
Kontakter
Lejre Kommune, kontakt til borgmester Tina Mandrup:
Claes Amundsen
Kommunikations- og presseansvarlig
E-mail: claam@lejre.dk
Telefon: 4089 2525
Lejre Museum, ROMU:
Julie Nielsen
Arkæologisk chef, ROMU
+45 29 32 75 79 I +45 46 31 65 00
julien@romu.dk
Stine Blegvad
Redaktør, ROMU
+45 24 26 61 72 I +45 46 31 65 00
stinebleg@romu.dk
Huginn-missionen:
Ole J. Knudsen
Aarhus Space Centre
Aarhus Universitet
e-mail: ojk@phys.au.dk
mobil: 4059 4520
Billeder



Om ROMU
ROMU har som statsanerkendt museum det kulturhistoriske ansvar for Roskilde, Frederikssund, Lejre og Egedal kommuner. ROMU har til opgave at indsamle, registrere, bevare, forske i og formidle kulturarven og gøre den vedkommende for borgere og samfund. ROMU udspringer af Roskilde Museum, der blev etableret i 1929. I dag driver museumsorganisationen 10 museer og besøgssteder.
ROMU har ansvaret for daglig ledelse og drift af Fondsorganisationen bag kulturarven ved Roskilde Domkirke og står overordnet for realiseringen af Verdensarvscentret.
Følg pressemeddelelser fra ROMU
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra ROMU
Oplev Lejres smukke natur og historie på gratis guidede vandreture7.5.2025 08:01:14 CEST | Pressemeddelelse
Er du nysgerrig på Lejres fortidsminder og spændende historie - eller vil du gerne blive klogere på sagnhelten Beowulfs eventyr, Harald Hildetands høj eller gudinden Nerthus i Herthadalen? Så tag med på en historisk sommervandring.
Gl. Kongsgaard markerer 100 år som museum med festlig sæsonåbning2.5.2025 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Søndag den 1. juni inviterer ROMU, Lejre Museumsforening og det frivillige havehold traditionen tro til sæsonåbning på Gl. Kongsgaard – og i år bliver det ekstra festligt. I 2025 er det nemlig 100 år siden, Gl. Kongsgaard blev åbnet som museum, og det skal fejres med manér.
Arbejderhistorisk langbordsmiddag på Lützhøfts Købmandsgaard1.5.2025 15:45:01 CEST | Pressemeddelelse
Til hverdag kan du dufte, føle, høre, se og smage historien på den gamle købmandsgård i Roskilde. Nu kan du komme endnu tættere på hverdagen for 100 år siden, når museet indbyder til arbejderhistorisk langbordsmiddag den 20. maj med et måltid hentet ud af historiens kogebøger
Sommersucces gentages: Tag med til middelalderens magtfulde Roskilde15.4.2025 14:34:33 CEST | Pressemeddelelse
I starten af august bliver tiden skruet tilbage på Roskildes centrale Stændertorv, når ROMU for andet år i træk afholder Roskilde Middelalderdage. Der vil være aktiviteter, musik og et væld af gode historier for hele familien, når Roskildes rolle som stor og magtfuld middelalderby sættes i fokus.
Mød påskens dunede superstjerner i Lützhøfts Købmandsgaard27.3.2025 07:30:00 CET | Pressemeddelelse
Kom i påskestemning på købmandsgården: Nus de nyfødte kyllinger, tril eller farv æg og gå på jagt efter påskeharens skatte i købmandsgårdens krinkelkroge.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum