Nybolig Landbrug

Ny etableringsstøtte til unge landbrugere hilses velkommen

Del
Ved at polstre økonomien skal den nye tilskudsordning styrke unge landbrugeres mulighed for at etablere sig og fastholde deres virksomhed. Et vigtigt tiltag, vurderer Nybolig-landbrugsmægler.

Af Ulrik Larsen

Mandag den 24. april er der ansøgningsfrist til ’Etableringsstøtte til unge landbrugere og gartnere’. Ordningen har til formål at øge egenkapitalen hos unge og dermed styrke deres muligheder for at etablere og fastholde en primær jordbrugsbedrift.

Hidtil er den støtte, som unge landbrugere har kunnet søge om, blevet udbetalt hen over en femårig periode. Det ændrer sig med den nye støtteordning, hvor et tilskud på op til 745.000 kr. udbetales på én gang, når den unge etablerer sig.

Flere aktører på landbrugsområdet, herunder Nykredit og Landbrug & Fødevarer, hilser den nye ordning velkommen. Ordningen er dog ikke helt uden udfordringer.

Tilfredshed hos LandboUngdom
Hos LandboUngdom er man tilfredse med den nye ordning, fastslår formand Niels Skovgaard.

"Et solidt engangsbeløb kan være et rigtig godt rygstød i etableringsfasen frem for, at støtten kommer drypvist hen over fem år. Det er netop i den afgørende fase, hvor man etablerer sig, at støtten falder på et tørt sted," siger Niels Skovgaard.

Han opfordrer dog sine unge kolleger til at være ekstra vågne, når de søger:

"Det gælder om at få læst regler og vilkår grundigt igennem, så du ikke kommer galt afsted, for eksempel hvis du skulle få brug for at skifte dit CVR-nummer. Det kan vise sig at være nærmest umuligt, medmindre der er tale om force majeure," bemærker Niels Skovgaard.

I klemme i overgangsfasen
Der vil også være nogle fra den gamle ordning, som kommer i klemme i overgangsfasen, fordi de ikke er kvalificeret til støtte efter de nye regler.

Det kan skyldes, at de i mellemtiden er blevet for gamle (over 41 år) eller at de har været etableret for længe. Hvis der på ansøgningstidspunktet er lavet et endeligt skøde, må den endelige tingbogsdato ikke være ældre end fire år.

Men generelt er formanden for LandboUngdom nu godt tilfreds med ændringerne.

Større økonomisk robusthed
Hos Nykredit mener landbrugsdirektør Poul Erik Jørgensen, at de nyetablerede landmænd med hele støtten udbetalt på én gang, bliver mere robuste i forhold til at håndtere udsving i økonomien.

”Man kan altid diskutere, hvad 745.000 kr. batter i det store billede, når unge skal etablere sig på en heltidsbedrift til et tocifret millionbeløb. Uanset hvad er det dog et beløb, som vil gøre en forskel for de fleste unge landbrugeres økonomi,” siger han.

"De 745.000 kr. kan lægges sammen med de midler, som den unge i forvejen har sparet op til købet – og dermed indgå i egenkapitalen ved etableringen. Jeg tror, det kan være med til at forbedre robustheden i økonomien og dermed kreditværdigheden, som ellers kan være en udfordring for de unge,” påpeger Poul Erik Jørgensen.

Et reelt billede af driftsøkonomien
Han tilføjer, at den gamle ordning med driftsstøtte over fem år kunne give de unge et fortegnet billede af bedriftens indtjeningsniveau. Nu kan de lettere gennemskue, hvad det kræver af dem, at få det hele til at løbe rundt.

”Et årligt tilskud over fem år kan give de unge landbrugere et fordrejet billede af deres budget og måske skjule, at de har sat sig relativt hårdt. Nu vil de bedre kunne vurdere fra dag 1, hvad det kræver af indtjening at have en sund bedrift. Skal du med succes etablere dig med en gård, skal du netop også selv kunne gennemskue økonomien,” siger Poul Erik Jørgensen.

Mægler: En klar forbedring
Hos ’Nybolig Landbrug Berg Risager’ er der stor tilfredshed med den nye ordning.

”Det her er en fantastisk nyskabelse. Det er klart bedre, at den unge landbruger får støtten i hånden med det samme og dermed forbedrer sin likviditet. Min eneste lille anke er, at beløbet gerne måtte have været større,” siger indehaver Berg Risager.

Fra en række rådgivere i landbruget har der ellers lydt en bekymring for, at ordningen vil bidrage til at presse prisen på landbrugsejendomme op, fordi sælgerne ved, at de unge nu har flere penge at købe for. Den bekymring deler Berg Risager dog ikke.

”Jeg ser ikke den risiko. Tværtimod, vil jeg næsten sige. Kommer vi med både en ung fyr, som skal købe for første gang, og en etableret landmand – og deres bud ligger tæt – sker det ofte, at sælger lader den unge få chancen.”

”De gør det selvfølgelig ikke for enhver pris, men ligger det og vipper, kan vi godt få sælger til at vente på, at den unge får det sidste på plads, hvad enten det er med Vækstfonden eller at få udstedt et sælgerpantebrev. Det er en prisværdig holdning at udvise, men det hænger sammen med, at selvejerkulturen er så indgroet i dansk landbrug,” mener Berg Risager.

Der er i Danmark afsat cirka 193 mio. kroner årligt i perioden 2023-27 og samlet ca. 964 mio. kr. i hele perioden. Tilskuddet til etableringsstøtte er 100 pct. EU-finansieret via Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL).

FAKTA OM NY STØTTEORDNING

  • Du kan søge om etableringsstøtte, hvis du er under 41 år på ansøgningstidspunktet.
  • Du skal minimum have bestået den fireårige landmandsuddannelse/gartneruddannelse eller tilsvarende uddannelse senest den dag, du indsender din ansøgning om tilsagn.
  • Du skal have et årligt arbejdskraftbehov i virksomheden på mindst 830 timer som deltidsbedrift eller 1.665 timer som fuldtidsbedrift. Dette skal være opfyldt fra ansøgningstidspunktet til og med tre år efter udbetalingen. For deltidsbedrifter udbetales ca. 372.500 kr. (50.000 EUR), mens der for heltidsbedrifter udbetales ca. 745.000 kr. (100.000 EUR).
  • Du kan kun søge og få udbetalt ét tilskud i perioden 2023-2027.
  • Du skal have det samme aktive CVR-nummer lige fra ansøgning om tilsagn til udløbet af opretholdelsesperioden.
  • Har du i perioden 2015-2022 søgt om tilskud via ’Unge nyetablerede landbrugere’, kan du stadig søge om tilskud via den nye ordning, hvis du ikke allerede har modtaget udbetaling igennem fem år via den gamle ordning. Når etableringsstøtten udbetales, modregnes det tilskud, du måtte have modtaget.

Læs mere om ’Etableringsstøtte til unge landbrugere og gartnere’ på Landbrugsstyrelsens hjemmeside her.

År

Samlet antal ansøgninger

Godkendte ansøgninger

Afviste ansøgninger

2022

2.553

2.389

42

2021

2.580

2.520

60

2020

2.395

2.349

46

2019

2.525

2.477

48

I de foregående år, hvor ordningen hed ’Støtte til unge, nyetablerede landbrugere’, skulle man søge om et tilskud hvert år i op til fem år. Den gennemsnitlige støttesats for den enkelte landbruger lå på ca. 1.000 kr. pr. hektar landbrugsjord. Der kunne maksimalt opnås støtte til 90 hektar. 122 sager fra 2022 er endnu ikke færdigbehandlet.

(Kilde: Landbrugsstyrelsen)

Billeder

Information om Nybolig Landbrug

Nybolig Landbrug
Nybolig Landbrug
Nørregade 49
1165 København K

4455 6300

Hos Nybolig Landbrug er vi specialister i at rådgive vores kunder om køb og salg af landbrugsejendomme. Vi kender landbrugsmarkedet særdeles godt – både lokalt og på landsplan – og dækker alle ejendomstyper. Det gælder alt lige fra produktionsejendomme og planteavlsgårde over fritids- og lystejendomme til speciallandbrug, skovbrug og landbrugsjord.

Følg pressemeddelelser fra Nybolig Landbrug

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Nybolig Landbrug

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye