Rudersdal Kommune

Unge skaber liv og glæde på plejecentre i Rudersdal

Del

Unge under 18 år har siden sidste efterår med stor succes haft fritidsjob på plejecentre i Rudersdal. Ansættelsen af de helt unge var del af en forsøgsordning. Men nu viser det sig, at de kan noget helt særligt sammen med de ældre, og plejecentrene åbner derfor dørene for at ansætte flere af de unge fritidsjobbere.

Det er ikke lige til at se, hvem af dem der er mest glad - men glæden i gensynet hos 17-årige Emilie og 75-årige Anni skinner klart igennem på denne ellers helt almindelige dag på Plejecenter Sjælsø i Birkerød. Her arbejder Emilie Kühl et par gange om ugen efter skole, og det er hun ganske enkelt virkelig glad for,

Jeg elsker det – og glæder mig vildt meget til, at jeg skal på arbejde. Jeg er kommet meget tæt på beboerne og mange af dem bliver ligesom en slags reserve bedsteforældre. Jeg kan også mærke, at de bliver glade for at se mig. En af beboerne, Jens-Peter ved, hvornår jeg kommer og så er han der for at tage imod mig. Langt de fleste af beboerne er virkelig meget skønne”, fortæller Emilie Kühl.

Emilie Kühl er en ud af de otte unge fritidsjobbere, som siden efteråret har gået til hånde og hygget om de ældre på plejecentrene Sjælsø og Birkerødpark. Initiativet kom i stand gennem et samarbejde mellem KL og FOA som del af en aftale, der muliggør ansættelse af unge under 18 år i såkaldte inspirationsstillinger.

De unge spreder trivsel

Emilie er til daglig studerende på Niels Brock, og hun holder særligt af den afveksling samværet med beboerne på plejecentret giver: 

Vi hygger os, vi cykler en tur ud i det blå med centrets rickshaw cykel, spiller spil og så går jeg til hånde og hjælper de faste medarbejdere, når de har travlt. Det kan fx være at tømme opvaskemaskinen og hjælpe til med, at beboerne får kaffe og kage. Men jeg har også lært meget om det at blive ældre, om at være syg og om døden”, fortæller Emilie Kühl.

Kommunen konkluderer i en evaulering foretaget hos ledere, medarbejdere og fritidsjobberne, at de unges bidrag til livet på plejecentrene er så positivt, at plejecentrene nu får mulighed for at ansætte flere unge. Særligt samspillet mellem de unge og beboerne er blevet rost, siger formand for Rudersdal Kommunes Social- og Sundhedsudvalg, Randi Mondorf (V):  

Vi erfarer, at de unge har formået at skabe en fin og respektfuld tilgang til de ældre og vi ser, at beboerne samtidig er blevet mere aktive om eftermiddagen. Desuden har fritidsjobberne også haft en positiv effekt på afdelingernes ro. De unge har nemlig tiden til at være særligt tilstede overfor de ældre, og det hjælper også på de faste medarbejderes trivsel. Herudover er det en bonus, at de unge på baggrund af egne erfaringer kan bidrage til at afkræfte de mere kedelige fortællinger om at arbejde indenfor social- og sundhedsområdet. Så jeg er på flere fronter meget glad for, at vi har mulighed for at forlænge ordningen med de unge fritidsjobbere”, siger Randi Mondorf.

Kan styrke rekrutteringen

De unges åbenlyse påvirkning af den gode trivsel for både de ældre og medarbejderne på centrene er hovedsageligt en positiv sideeffekt. For formålet med ansættelsen af de helt unge er i første omgang at vække interessen for uddannelser inden for social- og sundhedsområdet blandt unge mennesker og samtidig rekruttere den nødvendige arbejdskraft til plejecentrene. Her viser ordningen i Rudersdal også gode takter, fortæller formanden for Rudersdal Kommunes rekrutteringsudvalg (§ 17-udvalget) Birgitte Schjerning, 

Vi kan i vores evaluering se, at to ud af tre fritidsjobbere har fået interesse for at uddanne sig inden for social- og sundhedsområdet. Herudover har alle fritidsjobberne anbefalet arbejdet til deres venner. Det er nogle rigtig opmuntrende svar fra de unge, som ikke før har haft kendskab til at arbejde på et plejecenter. Vi håber jo derfor på, at nogle af de unge vil fortsætte indenfor faget, hvilket på sigt kan hjælpe på rekrutteringen”, siger Birgitte Schjerning.

Og spørger man Emilie, om hun kan anbefale fritidsjobbet til andre unge, svarer hun uden tøven:

Jeg vil bare sige gør det, for det er så super hyggeligt – jeg tror ikke man vl kunne få et andet fritidsarbejde der giver så meget mening, som dette”, siger Emilie Kühl.

Nøgleord

Kontakter

Birgitte Schjerning Povlsen1. viceborgmester

Social- og Sundhedsudvalget, Organisering-rekruttering-fastholdelsesudvalget

Tlf:+45 72 68 10 82bsp@rudersdal.dk

Randi MondorfKommunalbestyrelsesmedlem

Social- og Sundhedsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Organisering-rekruttering-fastholdelsesudvalget

Tlf:+45 60 76 88 25ramo@rudersdal.dk

Billeder

Om Rudersdal Kommune

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Følg pressemeddelelser fra Rudersdal Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Rudersdal Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye