Hjortetakssalt og ”bagning” ved 160 grader løser et kæmpe miljøproblem
Polyester er den næstmest brugte type tekstil i verden og en stor miljøsynder, især fordi langt det meste stof ikke bliver genanvendt. Stoffet, der er en blanding af plastik og bomuld, har været svært for industrien at skille ad og dermed genanvende. Men nu har en gruppe unge kemikere fra Københavns Universitet opfundet en både grøn og overraskende simpel løsning, der består af en enkelt husmoderingrediens.

Dine skjorter, din sofa, dine gardiner. Polyesterstof er nærmest overalt i vores dagligdag, og hvert år bliver der fremstillet omkring 60 millioner tons af det populære materiale.
Men produktionen af polyester er hård ved både klimaet og miljøet, da kun omkring 15% af al polyester bliver genanvendt, mens resten ender på lossepladsen eller bliver brændt og dermed bidrager til mere CO2-udledning.
Den store udfordring i at genanvende polyester er at skille de plastik- og bomuldsfibre fra hinanden, som stoffet består af, uden at en af delene går tabt i processen. Med de konventionelle metoder, der bruges til genanvendelse af polyester, er det ofte kun plastikken, som bevares, mens bomuldsfibrene går til. Derudover er metoderne komplicerede og dyre og efterlader metalaffald, fordi man bruger metaller som katalysator i den kemiske reaktion.
Men nu har en flok unge kemikere gjort et gennembrud og opdaget en overraskende enkel løsning på det presserende problem, som har potentialet til at gøre tekstilindustrien mere bæredygtig.
“Tekstilindustrien mangler en bedre løsning til at håndtere blandede materialer som polyester. Lige nu findes der meget få metoder, som kan genanvende både bomuld og plastik – det er typisk enten-eller. Men med den teknik, som vi har opdaget, kan vi nedbryde plastikken til monomerer og samtidig bevare bomulden på en utrolig simpel og miljøvenlig måde. Så denne her katalyse-metode kan meget vel blive en gamechanger,” siger postdoc Yang Yang fra Jiwoong Lee-forskningsgruppen på Kemisk Institut. Han er førsteforfatter på den videnskabelige artikel om forskningen.
Hjortetakssalt og 24 timer i ‘ovnen’
Den nye metode kræver intet specialudstyr - blot varme, et ikke-giftigt opløsningsmiddel og en helt almindelig husmoderingrediens.
”Vi tager fx en polyesterkjole og klipper den i små stykker, som vi smider i en beholder. Så putter vi en smule mildt opløsningsmiddel i, dernæst hjortetakssalt, som mange kender som hævemiddel i bagværk. Så varmer vi det hele op til 160 grader og lader det stå i 24 timer. Derefter bliver det til en væske, hvor plastik- og bomuldsfibrene har lagt sig i forskellige lag. Det er en billig og meget simpel proces” forklarer Shriaya Sharma, ph.d.-studerende i Jiwoong Lee-gruppen på Kemisk Institut og andenforfatter på studiet.
I processen bliver hjortetakssaltet, som også hedder ammonium bikarbonat, nedbrudt til ammoniak, CO2 og vand. Det er kombinationen af ammoniak og CO2, som fungerer som katalysator og fremkalder den reaktion, der omdanner plastikken, mens bomuldsfibrene bevares. Isoleret er ammoniak giftigt, men i samspil med CO2 er den både miljøvenlig og sikker at bruge. Og fordi processen foregår med milde kemikalier, forbliver bomuldsfibrene intakte og i fortræffelig stand.
Samme forskergruppe har tidligere demonstreret, at CO2 kan fungere som en katalysator til at nedbryde bl.a. nylon uden at efterlade spor. Det var det, der gav dem idéen til at bruge hjortetakssalt. Alligevel var forskerne forbavsede over, at den simple opskrift rent faktisk gav succesfulde resultater.
”Først var vi begejstrede, da vi kunne se, at det virkede rigtig godt på PET-flasker alene, og da vi så opdagede, at det også virkede på polyesterstof, var vi nærmest ekstatiske. Det var ubeskriveligt. For det er så simpelt at udføre, at det næsten var for godt til at være sandt,” siger Carlo Di Bernardo, ph.d.-studerende og medforfatter på studiet.
Metoden er endnu kun afprøvet på laboratorie-niveau, men er ifølge forskerne skalérbar. De er nu i kontakt med virksomheder med henblik på at teste metoden i industriskala.
“Vi håber også at kunne kommercialisere denne her teknologi, der rummer så stort et potentiale. Det ville være et kæmpe spild at beholde den viden inden for universitetets mure,” slutter Yang Yang.
FAKTABOKS: PET OG POLYESTER
PET er den mest brugte type plastik i verden. Produktionen af plastiktypen PET, som vi især kender fra sodavandsflasker, ligger i dag på cirka 70 millioner tons og vokser hvert eneste år. En tredjedel af den globale PET-produktion går til at fremstille polyester og andre syntetiske tekstiltyper med.
FAKTABOKS: VIRKER OGSÅ PÅ BESKIDT SKRALD
Den nye genanvendelses-metode baseret på hjortetakssalt (ammonium bikarbonat) virker både på PET-plastik alene og på materialer, der består af PET og bomuld.
”Hvis vi smider beskidt plastikskrald i beholderen, får vi stadig bomuld og plastik-monomerer i god kvalitet ud af det. Det kan for eksempel også være en plastikflaske, hvor der stadig er juicerester i. Vi putter det bare i, starter reaktionen, og så virker det stadig,” siger Shriaya Sharma.
FAKTABOKS: OM STUDIET
- Forskningen er udført af Yang Yang, Shriaya Sharma, Carlo di Bernardo, Rodrigo Lima, Fadhil S. Kamounah, Margarita Poderyte samt Ji-Woong Lee fra Kemisk Institut på Københavns Universitet; Elisa Rossi og Gianluca Ciancaleoni fra Università di Pisa, Italien samt Kasper Enemark-Rasmussen fra DTU Kemi.
- Den videnskabelige artikel er udgivet i tidsskriftet ACS Sustainable Chemistry & Engineering.
Nøgleord
Kontakter
Yang Yang
Postdoc
Kemisk Institut
Københavns Universitet
+45 52 67 24 10
Yang@chem.ku.dk
Shriaya Sharma
Ph.d.-studerende
Kemisk Institut
Københavns Universitet
+45 35 32 74 43
shsh@chem.ku.dk
Jiwoong Lee
Lektor
Kemisk Institut
Københavns Universitet
+45 93 56 55 34
jiwoong.lee@chem.ku.dk
Maria Hornbek
Journalist
Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet
Københavns Universitet
+45 22 95 42 83
maho@science.ku.dk
Billeder




Om Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet
Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet – SCIENCE – er landets største naturvidenskabelige forsknings- og uddannelsesinstitution.
Fakultetets væsentligste opgave er at bidrage til løsning af de store udfordringer, som vi står overfor i en verden under hastig forandring med øget pres på bl.a. naturressourcer og markante klimaforandringer - både nationalt og globalt.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet - Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet - Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet
Ox-eye daisy, bellis and yarrow: Flower strips with at least two sown species provide 70 percent more natural enemies of pests22.5.2025 09:26:48 CEST | Press release
Planting flower strips in a field with at least two species can increase the number of natural enemies of pests by 70 percent. The more flower species, the better the effect, according to a new meta-analysis from the University of Copenhagen.
Okseøje, bellis og røllike: Blomsterstriber med mindst to arter giver 70% flere af skadedyrenes naturlige fjender22.5.2025 07:07:00 CEST | Pressemeddelelse
Planter man blomsterstriber på sin mark med mindst to arter, kan det øge antallet af naturlige fjender af skadedyr med over 70%. Jo flere blomsterarter, jo bedre effekt, viser et nyt metastudie fra Københavns Universitet.
Scientific breakthrough: We can now halve the price of costly cancer drug19.5.2025 10:18:56 CEST | Press release
The demand for the widely used cancer drug Taxol is increasing, but it’s difficult and expensive to produce because it hasn’t been possible to do it biosynthetically. Until now, that is. Researchers from the University of Copenhagen have cracked the last part of a code that science has struggled with for 30 years. The breakthrough could halve the price of the drug and make production far more sustainable.
Forskningsgennembrud: Nu kan vi halvere prisen på dyrt kræftmiddel19.5.2025 07:16:00 CEST | Pressemeddelelse
Efterspørgslen på det udbredte kræftmiddel taxol stiger, men stoffet er svært og dyrt at lave, fordi man ikke har kunnet fremstille det biosyntetisk. Ikke før nu. Forskere fra Københavns Universitet har nemlig knækket den sidste del af en kode, som videnskaben har bakset med i 30 år. Gennembruddet kan halvere prisen på lægemidlet og gøre produktionen langt mere bæredygtig.
Saving the Asian Unicorn – If It Still Exists6.5.2025 09:48:24 CEST | Press release
The saola, an antelope-like bovine, is one of the world’s rarest and most endangered mammals. In fact, it hasn’t been observed in over 10 years. Researchers from the University of Copenhagen, in collaboration with Vietnamese scientists and an international team of researchers, have for the first time mapped the saola’s complete genome, and they have used that knowledge to estimate the chances of saving it – if it still exists.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum