Kystlandskab på Lynetteholm åbner i 2029
Første fase af det kystlandskab, som bliver en del af stormflodssikringen af København på halvøen Lynetteholm, kan stå færdig i 2029. Det giver københavnerne en unik mulighed for inden for en overskuelig fremtid at tage et nyt rekreativt område ud til vandet i brug, lyder det fra forligskredsen bag Lynetteholm i Københavns Kommune.
Den første del af kystlandskabet på Lynetteholm vil have en størrelse på 5–6 hektar. Området vil åbne for offentligheden i 2029, når der er fyldt jord i første fase af Lynetteholm, og det er muligt at beplante området ovenpå jorden. By & Havn åbner i dag for jordmodtageanlægget ved Lynetteholm og er klar til at modtage jord i deponiet, som der så kan anlægges kystlandskab ovenpå.
Der vil således være adgang for københavnerne fra 2029, hvor området kan inddrages til rekreative aktiviteter. På det tidspunkt vil naturen så småt være spiret op, og hen over årene vil beplantningen udvikle sig og vokse sig tættere og højere.
De øvrige faser af kystlandskabet åbner fra 2032 og frem til 2050, hvor hele landskabet forventes at stå færdigt. Det samlede kystlandskab vil have en størrelse på omkring 60 hektar og blive tænkt sammen med den overordnede strukturplan for byudvikling på Lynetteholm. I den forbindelse vil københavnerne også blive inddraget i en dialog om ønsker til og tanker om den kommende udvikling af Lynetteholm.
Det er By & Havn, der anlægger Lynetteholm og kystlandskabet.
Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (A) siger:
”I efteråret gav mere end 5.000 københavnere input til udviklingen af Lynetteholm – og ønsket om grønne områder blev nævnt igen og igen. Derfor er jeg rigtig glad for, at netop natur bliver det allerførste, som københavnerne kan tage i brug, på Lynetteholm. Og så endda inden for en overskuelig årrække. Jeg glæder mig til at fortsætte dialogen om, hvordan Lynetteholm skal udvikles, så vi får skabt en bydel for alle.”
Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K) siger:
”Det er dejligt, at Lynetteholmen nu begynder at tage form. Kystlandskabet er noget af det første, der anlægges, inden der kommer boliger og metro på Lynetteholmen i 2035. For os konservative har en af de væsentligste fordele ved Lynetteholmen netop været den stormflodssikring af København, som kystlandskabet skal udgøre. Det er vigtigt, at København stormflodssikres, og at byen ikke kommer til at stå under vand som følge af klimaændringerne. Det vil være en klimamæssig, menneskelig, sundhedsmæssig og økonomisk katastrofe, hvis vi ikke sikrer både det nye og det gamle København mod oversvømmelser i fremtiden. Det tager vi med Lynetteholmen ansvar for. Det er fantastisk, at stormflodssikringen kan laves i form af et nyt og rekreativt kystlandskab til glæde for alle københavnere, som samtidig sikrer at København fungerer i hverdagen – også i fremtiden.”
Sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) siger:
”I København hungrer vi efter mere natur, og i SF glæder vi os til at gå en tur i det nye kystlandskab, mærke bølgesprøjt og blæsten fra havet - og se buske og træer spire frem og vokse sig store og vilde. Samtidig med at vi sikrer København mod oversvømmelse. Vi glæder os til at resten af Lynetteholmen bliver en grøn og klimavenlig bydel, med gående og cykler i centrum, og med gode metroforbindelser og masser af liv."
Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV) siger:
”Jeg var med til at træffe beslutningen, da vi med en delaftale til budget 21 afsatte 400 millioner til kystlandskabet omkring Lynetteholm. Grønne områder plejer at komme til sidst i byggeprojekter, så hvor er det rart at vide, første del af området allerede bliver indviet om få år. Når det er fuldt udbygget, bliver det faktisk større end Kongens Have. Jeg håber, københavnerne glæder sig til både at få natur, stormflodssikring, et forandret naturudtryk og et biodiverst, grønt og rekreativt område.”
Beskæftigelse- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) siger:
”Lynetteholm er med til at cementere Københavns status som Nordens absolutte hovedstad. Visionen om Lynetteholm sætter to streger under Københavns placering i den absolutte superliga blandt verdens mest attraktive storbyer og på store væsentlige områder løser problemerne med både trængsel og klimaforandringerne. Vi har brug for grønne områder, og det vil Lynetteholm bidrage til inden for en overskuelig fremtid. Dermed bliver Lynetteholm ikke blot attraktiv for øens nye beboere, men for hele København.”
Gruppeformand Finn Rudaizky (DF) siger:
”Der findes partier på Københavns Rådhus, som bilder borgerne ind, at bare de protesterer højt nok, så vil det lykkes at standse Lynetteholm-projektet. Men, projektet er jo med et stort Folketingsflertal allerede i gang. Fakta er, at der kommer kystsikring, mange nye boliger, flere grønne områder samt mere Metro, bl.a. til Lynetteholm. For Dansk Folkeparti er det væsentligt, at nye og kommende grønne områder også skal indeholde rigelige arealer til sportsudøvelse. Noget som desværre blev forsømt ved udviklingen af Nordhavn og Holmen.”
Fakta
- Lynetteholm bliver en ny bydel i Københavns Havn, der kan være med til at stormflodssikre byen fra nord og skabe plads til ca. 35.000 beboere og lige så mange arbejdspladser.
- Lynetteholm skal være med til at løse fire overordnede udfordringer for København: Klimasikring, stigende boligpriser, trængsel og håndtering af overskudsjord fra byens byggerier.
- Kystlandskabet og dets stendæmninger er konstrueret til at kunne dæmme op for fremtidens havvandsstigninger, og vil samtidig skabe potentiale for nye levesteder for planter og dyr både over og under vandet.
- Første etape af kystlandskabet i Lynetteholms Fase 1, kan etableres først og udgør 5-6 hektar.
- Området er en kvalificering af projektforslaget for kystlandskabet fra COWI, Arkitema og TREDJE NATUR.
- Lynetteholms kystlandskab virker som en stormflodssikring i stedet for et dige.
- Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune har i forbindelse med Budget 2021 stillet en garanti for finansiering af anlæg af kystlandskabet svarende til 400 millioner kroner.
- Ifm. aftale om tilpasning af Lynetteholm fra maj 2022 blev det besluttet, at Lynetteholm bidrager til stormflodssikringen af København med mindst de 400 mio. kr., som udgør Københavns Kommunes underskudsgaranti. Københavns Kommunes garanti kan således bortfalde, når der foreligger en finansieringsmodel for en samlet stormflodssikring af København.
Kontakter
• Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) via pressechef Thomas Søie Hansen, tlf. 20529786
• Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K), via PA Andreas Bang Møller, tlf. 23418140
• Sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF), via sekretariatschef Thomas Bram tlf. 2942 2549
• Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV) via pressechef Anders Reinholdt Jonssen, tlf. 2344 8363
• Beskæftigelse- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V), via presse- og kommunikationschef Steffen Kjær, tlf. 2382 1294
• Gruppeformand Finn Rudaizky (DF), tlf. 60101034.
• Ole Birk Olesen (LA), tlf. tlf. 61625176
Billeder

Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
For første gang: Nu rejser Københavns Kommune skov uden for kommunegrænsen24.6.2025 10:23:20 CEST | Pressemeddelelse
Tidligere på året afsatte politikerne i Københavns Kommune 12 millioner kroner til at rejse skov uden for kommunegrænsen af klimamæssige hensyn. Nu er de første skove i gang med at blive rejst.
Danmarks første Copenhagen Sprint blev en cykelfest på tværs af ruten22.6.2025 17:39:53 CEST | Pressemeddelelse
Det første World Tour cykelløb trak mange tusinde tilskuere ud på ruten fra Roskilde til København. Både ryttere, publikum, vejr og vind var i topform, da Copenhagen Sprint løb af stablen den 21. og 22. juni.
Kom med til folkecykelløb i hjertet af København20.6.2025 07:03:00 CEST | Pressemeddelelse
Når Copenhagen Sprint ruller gennem byen den 21. juni, starter dagen med en fest for alle københavnere og besøgende. Kl. 11 byder overborgmester Lars Weiss velkommen til det store folkecykelløb, hvor folk i alle aldre får mulighed for at cykle på den lukkede 11 km lange rute – timer før verdenseliten skal dyste på samme strækning.
FCK hyldes på Københavns Rådhus19.6.2025 12:03:00 CEST | Presseinvitation
F.C. København har vundet Superligaen for 16. gang og sætter dermed ny rekord som den danske fodboldklub med flest mesterskaber - nogensinde. Det skal selvfølgelig fejres med flag og rådhuspandekager. Fejringen finder sted tirsdag d. 24. juni 2025 på Københavns Rådhus. Fodboldfans og pressen er velkomne.
REMINDER: Pressebriefing om Copenhagen Sprint: 10. juni 2025 i Internationalt Presse Center (IPC)6.6.2025 08:05:00 CEST | Presseinvitation
Den 21. og 22. juni 2025 lægger Danmark for første gang asfalt til det nye World Tour-cykelløb fra Roskilde til København. Der er lagt op til cykelløb i verdensklasse, når verdens bedste cykelryttere dyster i Copenhagen Sprint. Pressebriefing tirsdag 10. juni med information om program og pressefaciliteter.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum