BUPL glæder sig over reform og økonomisk løft af pædagoguddannelsen

Del

Regeringen lægger op til en reform og et trecifret millionløft af pædagoguddannelsen. Det er hårdt tiltrængt for at sikre flere dygtige pædagoger til børnene, som der bliver mange flere af de kommende år.

BUPL-formand Elisa Rimpler glæder sig over, at der med den nye uddannelsesaftale afsættes et trecifret millionbeløb til at styrke pædagoguddannelsen og de øvrige velfærdsrettede professionsuddannelser.

”Der er i den grad brug for dygtige pædagoger – og nok af dem. Derfor er jeg glad for, at vi nu endelig kan se frem til et økonomisk løft og en reform af pædagoguddannelsen, som desværre for længe har været underfinansieret og nedprioriteret”, siger Elisa Rimpler.

Optaget på pædagoguddannelsen er faldet med 22 procent siden 2016, og ansøgningerne til uddannelsen via kvote 2 i år indikerer et forsat problem med at tiltrække studerende nok til uddannelsen. 

Allerede i 2021 viste en evaluering, at der er brug for at styrke kvaliteten af pædagoguddannelsen på flere områder.

”Vi har brug for en uddannelse, der er så attraktiv, at alle pædagogstuderende kommer til at fortælle deres venner og bekendte om, hvor fedt det er at dygtiggøre sig til verdens bedste og vigtigste fag. Det kræver et permanent økonomisk løft af uddannelsen til at sikre flere timer med en underviser”, siger Elisa Rimpler.

Aftalen, som er netop er indgået mellem regeringen, Danmarksdemokraterne, SF, Liberal Alliance og Konservative afsætter 200 millioner kroner årligt fra 2025 stigende til 300 millioner kroner i 2030 til at styrke de professionsrettede velfærdsuddannelser. Men pædagoguddannelsen står allerede i 2024 til at miste et midlertidigt tilskud på 43 millioner kroner årligt.

”Regeringen er nødt til at sikre på finansloven, at pædagoguddannelsen ikke mister penge til næste år. Og så skal vi ellers have sat gang i reformarbejdet hurtigst muligt. Vi ved, hvor skoen trykker, og det haster med reelle forandringer, så vi kan sikre dygtige pædagoger nok til de 60.000 ekstra små børn, der kommer i løbet af de næste bare 10 år”, siger Elisa Rimpler.

BUPL-formanden ærgrer sig over, at et løft af pædagoguddannelsen sker på bekostning af længden af en stribe universitetsuddannelser.

”Uddannelsesniveau og længde er afgørende for en stærk faglighed. Sådan er det også med pædagoguddannelsen. Og underviserne på pædagoguddannelsen har typisk en kandidatuddannelse, så jeg er blandt andet bekymret for, om deres faglighed bliver stærk nok til at undervise kommende pædagoger, når de får mindre uddannelse med i bagagen”, siger Elisa Rimpler.

Kontakter

BUPL er Danmarks største fagforening for pædagoger og har over 65.000 medlemmer. BUPL arbejder for at fremme de bedst mulige betingelser for pædagogerne og udøvelsen af pædagogprofessionen. Fagforeningen varetager vores medlemmernes interesser over for lovgiver, arbejdsgiver og andre.

Følg pressemeddelelser fra BUPL

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra BUPL

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye