137.000 børn skal befri naturen for affald
25.3.2021 07:00:00 CET | Danmarks Naturfredningsforening | Pressemeddelelse
Der er lagt op til den helt store forårsrengøring, når tusindvis af danskere om få uger trækker udendørs for at luge ud i de store mængder affald, der ligger og flyder rundtomkring. Affaldsindsamlingen er lige om hjørnet, og igen i år er det med deltagelse af skoler og institutioner i hele landet.
Det er skoleledere, lærere, pædagoger og dagplejere, der har meldt deres elever og børn til årets affaldsindsamling. I alt skal 137.000 børn ud at samle skrald i løbet af skoleugen 12.-16. april – heriblandt 2.500 børn fra danske dagtilbud og skoler i Sydslesvig.
Og det er overraskende mange, lyder det fra Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
– Det er fantastisk, at så mange børn er tilmeldt Affaldsindsamlingen i år, og vi er positivt overraskede over den massive opbakning fra skolerne og institutionerne – især efter flere måneder med nedlukning og fjernundervisning. At lærerne og pædagogerne prioriterer at sætte affald på skemaet, vidner om, at affaldsindsamling er en god måde at kombinere læring og social trivsel. På Affaldsindsamlingen lærer børnene på en konkret måde, at vi skal passe godt på naturen og miljøet, samtidig med at de får en god naturoplevelse sammen med deres kammerater, siger hun.
Se, hvor mange der er tilmeldt i de enkelte kommuner.
Fokus på takeaway-affald
Hvert år indsamler Danmarks Naturfredningsforening oplysninger om, hvor mange kilo affald og hvor mange dåser der er blevet samlet på Affaldsindsamlingen. I år bliver børnene også bedt om at tælle kaffekopper, pizzabakker, og hvad de ellers finder af takeaway-emballage.
På årets Affaldsindsamling sætter Danmarks Naturfredningsforening nemlig fokus på de mange former for takeaway-affald, der desværre bliver smidt på gaden, i grøftekanten og i naturen.
Ikke alene skal det afdække problemets omfang – optællingen har samtidig et pædagogisk sigte.
– Et sugerør og et sammenkrøllet burgerpapir i grøften ser måske ikke ud af meget i forbifarten. Men det gør indtryk, når affaldsposerne pludselig er fyldt med takeaway-emballage, og man bliver opmærksom på, hvor meget der egentlig ligger derude, siger Maria Reumert Gjerding.
Hylder affaldsheltene
Når skoleelverne har været ude at samle ind, er der ikke kun spænding om, hvor meget affald de har fundet. Efter indsamlingen kan de tilmeldte skoler også kåre deres helt egen affaldshelt. Det kan f.eks. være eleven, der hjalp de andre med at slæbe, eller eleven, der skabte ekstra godt humør til indsamlingen.
Merrild, der er officiel partner på Affaldsindsamlingen, ønsker at hylde de deltagende skoler og de ihærdige, affaldsindsamlende elever. Derfor modtager alle tilmeldte skoler en særlig t-shirt, som de kan overrække til deres egen affaldshelt.
Derudover stiller Merrild et gavekort på 25.000 kr. på højkant til et grønt projekt på en af de skoler, der indtaster deres resultat og kårer deres affaldshelt på affaldsindsamlingen.dk inden d. 26. april.
Lokale indsamlinger i weekenden
Når børnene har været i marken i løbet hverdagene, følger de voksne trop i weekenden.
Lørdag d. 17. og søndag d. 18. april kulminerer Affaldsindsamlingen, når foreninger, idrætsklubber, privatpersoner m.fl. afholder lokale indsamlinger i hele landet.
Danmarks Naturfredningsforening forventer, at op mod 30.000 danskere vil samle ind henover weekenden.
FAKTA: Affaldsindsamlingen
- Affaldsindsamlingen er Danmarks Naturfredningsforenings årlige indsamling af affald.
- Affaldsindsamlingen har været afholdt siden 2006.
- Årets affaldsindsamling løber af stablen i uge 15, hvor børn fra skoler og daginstitutioner samler ind i hverdagene 12.-16. april, mens de voksne følger trop i weekenden 17.-18. april.
- Efter indsamlingen registrerer indsamlerne deres affald hos Danmarks Naturfredningsforening, der herefter laver en opgørelse over, hvor meget der er blevet fundet.
- I 2020 blev der fundet 53.000 kilo affald – heriblandt 3.300 mundbind.
- I år sætter indsamlingen fokus på takeaway-emballage. Derfor bliver indsamlerne bedt om at angive, hvor meget takeaway-affald de finder.
- Merrild giver økologisk kaffe til indsamlingerne. Derudover donerer Merrild 25.000 kr. til et grønt skoleprojekt og opfordrer samtidig alle skoler til at kåre og hylde deres egen affaldshelt.
- Bilka afholder Affaldsindsamling i alle 19 varehuse i samme uge, som Affaldsindsamlingen løber af stablen. Varehusene inviterer skolebørn og borgere til at komme ind i Bilka, hvor de kan få udleveret affaldssække, og hvor de efterfølgende kan aflevere affaldet i containere på Bilkas p-pladser.
Find pressefotos her
Kontakter
Charlotte Juul, projektleder
cju@dn.dk / 51 46 01 02
Mikkel Faartoft, presse
mikkel@dn.dk / 26 79 59 83
Information om Danmarks Naturfredningsforening
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening
EU forbød gummigranulat i fodboldbaner: Nu vil DN have det væk fra legepladser15.11.2026 06:03:00 CET | Pressemeddelelse
Mens gummigranulat er på vej ud af kunstgræsbanerne på grund af mikroplast og skadelig kemi, leger danske børn fortsat på underlag lavet af gummigranulat fra gamle bildæk. Men det bør laves om, lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening, der ønsker et forbud mod at opføre nye faldunderlag med gummigranulat fra gamle bildæk på legepladser.
DN roser lovforslag om sprøjteforbud, men vil forbyde al jordudbringning i sårbare områder4.11.2026 13:53:25 CET | Pressemeddelelse
Et nationalt sprøjteforbud rykker et skridt nærmere i dag, hvor høringsfristen for regeringens lovforslag udløber. Danmarks Naturfredningsforening kalder lovforslaget for et historisk fremskridt for beskyttelsen af danskernes drikkevand, men peger samtidig på behovet for blandt andet et forbud mod al jordudlægning i de sårbare grundvandsområder.
Ny måling: 7 ud af 10 ønsker omgående sprøjteforbud31.10.2026 06:03:00 CET | Pressemeddelelse
Høringsfristen for regeringens lovforslag om et nationalt sprøjteforbud udløber i næste uge. En ny måling viser, at syv ud af ti danskere er for et omgående sprøjteforbud i de områder, der er vigtige for beskyttelsen af drikkevandet, mens blot hver tiende er imod.
Efter stor stigning: DN opfordrer regeringen til at stoppe hamstring af pesticider30.10.2026 12:21:15 CET | Pressemeddelelse
Pesticidbelastningen steg i 2025 med cirka 33 procent, viser nye tal fra miljøstyrelsen. En væsentlig årsag er, at landbruget har hamstret PFAS-pesticider, inden forbuddet mod dem træder i kraft. Danmarks Naturfredningsforening foreslår, at den kommende pesticidstrategi gør op med hamstring og lukker hullerne i kontrollen med pesticider.
DN efter kvoteaftale: Fuld kontrol med torskebifangst er nødvendig27.10.2026 16:20:15 CET | Pressemeddelelse
EU's fiskeriministre har besluttet at fastholde bifangstkvoterne for torsk i Østersøen, selvom forskerne anbefaler nulfangst. Danmarks Naturfredningsforening kræver nu, at miljøministeren sikrer fuldt dokumenteret fiskeri, så der kommer reel kontrol med, hvor mange torsk der fanges og smides ulovligt tilbage i havet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
