Danmarks Idrætsforbund

Ny kom-og-prøv-park: DM-ugen for hele familien

Del
Vil du mærke suget i maven fra et faldskærmsudspring gennem VR-briller? Eller prøve at skyde med bue og pil, spille discgolf eller slå et homerun med baseball-bat? Eller hvad med at opleve nogle af MGP-stjernerne på scenen? Tag familien under armen og kom til DM-ugen i næste weekend.
Et nyt tiltag under DM-ugen er Spar Nord Fondens kom-og-prøv-park. Den er åben fredag, lørdag og søndag og byder på masser af aktiviteter og underholdning for hele familien.
Et nyt tiltag under DM-ugen er Spar Nord Fondens kom-og-prøv-park. Den er åben fredag, lørdag og søndag og byder på masser af aktiviteter og underholdning for hele familien.

Med støtte fra Spar Nord Fonden lancerer Danmarks Idrætsforbund (DIF) en stor kom-og-prøv-park i Utzon Parken – lige ved siden af DM-ugens stævnecentrum, Honnørkajen. Her kan besøgende søge hen, når danmarksmesterskaberne inspirerer til at prøve idrætterne af på egen krop, når sulten melder sig, når børnene skal brænde noget krudt af, eller når de voksne trænger til et hvil i en strandstol.

Spar Nord Fondens kom-og-prøv-park har det hele, og den er åben fredag, lørdag og søndag. Oplevelserne står i kø, og der er noget for hele familien.

”Kom-og-prøv-parken kommer til at emme af liv fra fredag eftermiddag til søndag aften. I Spar Nord Fonden glæder vi os til at være en del af ugen og i selskab med store og små udforske et væld af forskellige idrætsgrene og aktiviteter i parken. Det er helt gratis, og alle kan være med – og for dem, der ikke orker at være fysisk aktive, er der løbende underholdning på scenen og madtilbud i loungeområdet,” fortæller fondsdirektør Bo Uggerhøj og tilføjer:

”Udover kom-og-prøv-parken har Spar Nord Fonden også fokus på de mange frivillige, som bruger deres fritid på at hjælpe til – både til DM-ugen og hjemme i de lokale idrætsforeninger uge efter uge. Dem vil vi gerne hylde og opmuntre. Derfor cykler vi rundt i byen med proviant og skulderklap til dem i løbet af dagene.”

Fra fredag til søndag kan børn vinde deres helt egen DM-guldmedalje. Ved Spar Nord Fondens telt får de udleveret et kort, hvorefter de kan prøve mindst fem forskellige kom-og-prøv-aktiviteter, som udløser et stempel på kortet. Med et fyldt aktivitetskort kan de til sidst hente deres guldmedalje i Spar Nord Fondens telt.

Wafande åbner scenen

Omkring 30 forskellige kom-og-prøv-aktiviteter er på menuen, og i Spar Nord Fondens kom-og-prøv-park er der også en scene, som åbnes af musikeren, Wafande. Han spiller op fredag d. 23. juni kl. 18, og resten af weekenden venter der flere musikalske oplevelser, nemlig Kim Larsen for børn, MGP Allstars og HipsomHap.

”Spar Nord Fondens kom-og-prøv-park er en stor gevinst for DM-ugen, for her har vores forbund og lokale aktører mulighed for at vise sig frem for et nyt publikum, og samtidig kan vi tilbyde alle DM-ugens besøgende en endnu større oplevelse,” fortæller projektleder i DIF, Mads Bang Aaen.

Bagved ligger et stort samarbejde med både forbund og lokale aktører for at realisere kom-og-prøv-parken med en bred vifte af tilbud:

”Vi har haft fokus på at tilbyde så mange forskellige aktiviteter som muligt, så der bliver noget for børn i alle aldre og for de voksne. Idræt er for alle, og vi er rigtig glade for at rigtig mange forbund og lokale aktører har budt ind, så man kan prøve en bred vifte af sportsgrenene og idrætsaktiviteter på egen hånd. Som besøgende til DM-ugen kan man fx stå på Honnørkajen og se DM i faldskærm og derefter gå over i Spar Nord Fondens kom-og-prøv-park og få oplevelsen selv gennem et par VR-briller,” siger konsulent i DIF, Anders Vedel.

Området byder på både foodtrucks, en drikkebod, et chill-out område med strandstole og, som nævnt, masser af underholdning og aktiviteter for børn og voksne.

Ud over alle de spændende aktiviteter, der venter i Utzon Parken, er der også arrangeret andre kom-og-prøv-aktiviteter rundt om i byen. Gå på opdagelse i DM-ugens app og få hele overblikket.

Alle aktiviteter i Spar Nord Fondens kom-og-prøv-park er gratis!

Udpluk fra et spækket program:

Fredag:
Kl. 16: Parken åbner – prøv fx curling, disc golf og pickleball
Kl. 18: Wafande går på scenen
18.45: Showdance

Lørdag:
Kl. 10: Parken åbner – prøv fx dart, faldskærm (VR) og ergometer-roning
Kl. 12: Kim Larsen for børn
Kl. 16: Oplev MGP Allstars med efterfølgende Meet n’ greet

Søndag:
Kl. 10 Pladsen åbner – prøv fx bueskydning, styrkesport og armbrydning
Kl. 13: HipsomHap går på scenen
Kl. 16: Parken lukker. Tak for denne gang!

Fakta om Spar Nord Fondens kom-og-prøv-park:

  • Åbningstider: fredag 16-20, lørdag 10-20 og søndag 10-16
  • Kom-og-prøv-parken er blevet mulig efter støtte fra Spar Nord Fonden
  • Aktiviteterne udbydes af DIF’s forbund samt lokale idrætsaktører
  • Tjek programmet i DM-ugens app (søg DM-ugen i din app-store)

Fakta om DM-ugen:

  • DM-ugen er en stor sportsbegivenhed, som viser og hylder det bedste fra dansk eliteidræt.
  • Over 200 DM-medaljesæt skal uddeles, når DM-ugen afvikles i Aalborg den 21.-25. juni 2023.
  • DM-ugen samler de officielle danmarksmesterskaber for 35 sportsgrene, hvilket dækker over flere end 100 forskellige discipliner til lands, til vands og i luften – fx beachvolley, cykling, faldskærm, SUP, rally, golf, wakeboard og meget andet.
  • Begivenheden arrangeres af Danmarks Idrætsforbund (DIF) i tæt samarbejde med de mange forbund og værtsbyen Aalborg
  • Hvis man ikke kan være til stede i Aalborg, kan man følge DM-ugen på Danmarks Radio, hvor der i alt sendes omkring 60 timer fra DM-ugen.
  • Det er anden gang, DM-ugen afholdes, og debuten fandt sted sidste år – også i Aalborg.
  • I 2024 går værtsbystafetten videre til Herning.
  • Se mere på www.dmugen.dk 

Om Spar Nord Fonden

Med en årlig uddelingsramme på 50-70 millioner kroner, støtter Spar Nord Fonden projekter og foreninger i hele landet. I 2022 uddelte Spar Nord Fonden donationer til cirka 700 forskellige fællesskaber inden for områderne kultur, social og fritid. Lokalt, regionalt og nationalt.Spar Nord Fondens ejerskab af Spar Nord-aktier resulterer i aktieudbytte, som muliggør Fondens donationer.  

For mere information se www.sparnordfonden.dk.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Et nyt tiltag under DM-ugen er Spar Nord Fondens kom-og-prøv-park. Den er åben fredag, lørdag og søndag og byder på masser af aktiviteter og underholdning for hele familien.
Et nyt tiltag under DM-ugen er Spar Nord Fondens kom-og-prøv-park. Den er åben fredag, lørdag og søndag og byder på masser af aktiviteter og underholdning for hele familien.
Download
Download
Download
Download

Information om Danmarks Idrætsforbund

Danmarks Idrætsforbund
Danmarks Idrætsforbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby

63 20 61 00https://www.dif.dk

DIF blev stiftet tilbage i 1896 og er interesseorganisation for foreningsidrætten i Danmark. Gennem årene er der kommet flere og flere specialforbund til, så DIF-familien i dag består af 62 forbund, ca. 8.700 idrætsforeninger og godt 2 millioner medlemmer. DIF er samtidig national olympisk komité i Danmark.

 DM ugen 2023_SN

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye