Danmark har den laveste andel i Norden af brugere, der undgår nyheder
Undgåelse af nyheder har været et diskuteret emne i mediebranchen de seneste år. Nye tal fra Roskilde Universitets Center for Nyhedsforskning viser dog, at der er færre danskere, der undgår at læse, se og høre nyheder end i resten af Norden og andre sammenlignelige lande. Analysen viser samtidig, at danskerne værdsætter public service-nyhedsmedierne – både i et samfundsmæssigt og i et personligt perspektiv.

Trods fortsat økonomisk pres og stadig stigende konkurrence på mediemarkedet står danske nyhedsmedier stadig stærkt blandt brugerne. Det viser den nye rapport Nyhedsundgåelse, podcast og danskernes syn på public service. Rapporten er en del af det internationale samarbejde ’Reuters Digital News Report’ og den danske rapport-serie ’Danskernes brug af nyhedsmedier’, der udarbejdes af Center for Nyhedsforskning på Roskilde Universitet.
”I årets internationale undersøgelse er der positive tendenser at spore i forhold til et mindre fald i antallet af brugere, der undgår nyheder. Faktisk udmærker Danmark sig yderligere positivt ved at være det land i Norden med den laveste grad af undgåelse af nyheder. Når danskerne endelig undgår nyheder, er det bestemte typer af nyheder, de undgår. Her viser analysen, at det især er nyheder om Ukraine, sport og klima, at danskerne af og til undgår,” siger professor Kim Schrøder, der leder den danske del af undersøgelsen.
Forskerne bag rapporten peger på, at når folk undgår denne type nyheder, er det sandsynligvis fordi, det er nyheder, der produceres i meget store mængder på tværs af alle medier. Det er derfor sandsynligvis mere et udtryk for en slags nyhedsmæthed end undgåelse af disse specifikke emner i almindelighed. Ved seneste lignende måling, som blev foretaget i 2022, var det mest undgåede emne ’coronavirus’.
Rapporten viser, at andelen af brugere, der undgår nyheder, ligger på 19 procent i Danmark, 21 procent i Finland, 22 procent i Sverige og 23 procent i Norge. Andelene er endnu højere i lande som Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Spanien, USA og Canada. Gennemsnittet for alle deltagende lande i undersøgelsen er 36 procent.
Brugerne anser public service for vigtigt
Årets undersøgelse ser også nærmere på public service-nyhedsmedier, der i de nordiske lande spiller en fremtrædende rolle.
”Her viser årets undersøgelse, at danskerne oplever en høj grad af både samfundsmæssig og personlig værdi af public service-nyhedsmedier. Denne oplevelse er dog forskellig afhængig af alderen. Unge oplever en mindre grad af vigtighed, og graden af vigtighed stiger med alder,” siger professor i journalistik Mark Blach-Ørsten.
Blandt de 18-24-årige oplever 59 procent, at public service er vigtigt for samfundet. I aldersgruppen 55 år og opefter oplever 79 procent, at public service er vigtigt for samfundet. Årets internationale analyser viser også, at de nordiske lande skiller sig klart ud fra de andre lande med public service. 79 procent af de adspurgte i Finland svarer, at public service-nyhedsmedier er vigtige for samfundet, mens tallet for Danmark er 74 procent, 72 procent for Norge, 68 procent for Sverige og 52 procent for Tyskland.
Podcastmarkedet er fortsat i vækst
Podcast er et af de steder, hvor public service-nyhedsmedierne har en klar gennemslagskraft i befolkningen.
I 2023 svarer 34 procent af danskerne, at de har lyttet til en nyhedspodcast inden for den seneste måned, hvilket er en stigning på seks procentpoint siden 2021.
”Tidligere års undersøgelse har vist, at især de 18 til 24-årige er glade for podcast, men årets analyser viser, at flere af de andre aldersgrupper er ved at hoppe med på vognen. Den udvikling svarer til den, vi ser på de internationale markeder,” siger studielektor Mads Kæmsgaard Eberholst.
På listen over de ti mest aflyttede nyhedspodcasts topper DR med Genstart (26 procent) og Orientering (seks procent) med Tiden, Slotsholmen og Curlingklubben på lavere placeringer. TV2 mønstrer fem procent til Dato, BT har fire procent til Det Vi Taler om, og Podimo har fire procent til Her går det godt.
Ud over de nævnte resultater viser årets internationale nyhedsrapport også følgende for Danmark:
- At tilliden til danske nyhedsmedier fortsat er høj. 63 procent har således tillid til de nyhedsmedier, som de selv bruger, mens 57 procent har tillid til nyhedsmedier generelt.
- 19 procent af danskerne betaler for et digitalt nyhedsmedie.
- Facebook er stadig det mest populære sociale medie at finde nyheder på, men brugen er faldet med fire procentpoint fra 2022 til 2023.
Disse resultater uddybes i den årlige rapport Danskernes brug af nyhedsmedier 2023, der udkommer til oktober.
Læs rapporten ’Undgåelse af nyheder, podcast og danskernes syn på public service’.
Kontakter
Professor Kim Christian Schrøder, e-mail: kimkn@ruc.dk, tlf.: 4098 5378
Professor Mark Blach-Ørsten, e-mail: oersten@ruc.dk, tlf.: 2670 0035
Studielektor Mads Kæmsgaard Eberholst, e-mail: makaeb@ruc.dk, tlf.: 2972 9774
Følg pressemeddelelser fra Roskilde Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Roskilde Universitet
Flere vil have en uddannelse på Roskilde Universitet5.7.2025 17:10:05 CEST | Pressemeddelelse
Roskilde Universitet har i år modtaget 1.895 1. prioritetsansøgninger fra håbefulde studerende in spe. Det svarer til en stigning på fem procent sammenlignet med sidste år.
Forsker fra RUC udnævnt til Børnerådet3.7.2025 09:33:35 CEST | Pressemeddelelse
Sarah Alminde er udpeget som medlem af det nye Børneråd, som skal rådgive regeringen om børns rettigheder og trivsel.
Ny forskning: Når hunden bliver ældres bedste ven3.7.2025 05:35:00 CEST | Pressemeddelelse
Nyt forskningsprojekt undersøger, hvordan hunde styrker livskvalitet og skaber sociale bånd for ældre, der lever alene.
Ny forskning: Danske medier holdes i ørerne i et avanceret netværk – men etikken er både til forhandling og under pres26.6.2025 06:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Den danske medieverden rummer en række redskaber til at sikre ansvarlige medier, men medieansvaret og presseetiske grænser er hele tiden til forhandling. Og under pres, konkluderer studielektor Maria Bendix Wittchen i sin ph.d.-afhandling.
Roskilde Universitet bliver base for nyt videnskabeligt tidsskrift om bæredygtighed26.6.2025 05:45:00 CEST | Pressemeddelelse
RUC skal stå for at udgive The Journal of Sustainability og styrker dermed universitetets profil inden for forskning i bæredygtighed.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum