Antal af ansøgninger om senabort på social indikation falder fortsat
I Region Midtjylland har der i 2022 været 52 sager om senabort på social indikation. I de sidste 7 år er antallet af sager kontinuerligt faldet, viser ny årsrapport fra Socialmedicin og Rehabilitering.

Årsagen til, at der ses et kontinuerligt fald i antallet af sager om senabort på social indikation gennem de sidste 7 år i Region Midtjylland er ikke entydig, viser
årsrapporten 2022, som netop er udgivet af Socialmedicin og Rehabilitering, Regionshospitalet Gødstrup for Samrådssekretariatet for svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation i Region Midtjylland.
- Vi formoder, at støttende indsatser til sårbare gravide gennem årene har stor betydning således, at flere af kvinderne kan gennemføre graviditeten på trods af udfordringer i de sociale forhold. Desuden er der taget flere initiativer, som har fokus på information og udlevering af sikker prævention, siger Camilla Mølsted Pedersen, lægefaglig leder af Samrådssekretariatet ved Socialmedicin og Rehabilitering, Regionshospitalet Gødstrup.
Tendensen kan man læse om i den nye årsrapport, der blandt andet også viser, at der i 2022 er blevet registreret i alt 220 sager med ansøgninger fra midtjyske kvinder om abort på særlige betingelser efter 12. svangerskabsuge. Antallet af disse sager er fortsat lavere sammenlignet med 2016-2019. I 2020 og 2021 var der dog væsentlig færre ansøgninger - formentlig på grund af Covid-19 pandemien.
Lille stigning i antal af sager om fosterskader
Størstedelen af sagerne om senabort i 2022 har ligesom tidligere år handlet om fosterskader. Andelen af sagerne har ligget stabilt på cirka 70 pct. i de sidste 6-7 år. I 2022 er der dog set en diskret stigning i antallet af sager om fosterskader.
- Fødselstallet i samme periode har også ligget stabilt. Der sker til stadighed en stor udvikling inden for genetisk fosterdiagnostik, hvilket kan være med til at forklare den observerede diskrete stigning i antallet af sager om fosterskader sidste år, siger Camilla Mølsted Pedersen.
En svær proces og beslutning
En graviditet er ikke altid hverken ønsket eller planlagt, og beslutningen om at få foretaget en provokeret abort kan være en vanskelig proces. Som noget nyt indeholder årsrapporten for 2022 et indlæg fra en kvinde, der igennem en personlig beretning skildrer, hvilke overvejelser, tanker og følelser, der kan være forbundet med at ansøge om abort.
Region Midtjylland har iværksat tilbud om særlige støtteforanstaltninger knyttet til de gynækologiske afdelinger og praktiserende læger i form af den regionale svangreomsorg, Team for Sårbare Gravide og Familieambulatoriet. Desuden fungerer bl.a. Mødrehjælpen også med samtaler og støtte på anden vis.
Kvinderne får ved samtalen i Samrådssekretariatet desuden information om muligheden for at få tilbudt hjælp og støtte uafhængigt af valget om provokeret abort eller gennemført graviditet.
Fakta om årsrapporten 2022 fra Samrådssekretariatet
I årsrapporten beskrives de arbejdsopgaver, som regionerne i henhold til Sundhedsloven skal varetage ved ansøgning om abort og fosterreduktion efter 12. svangerskabsuge og sterilisation under særlige omstændigheder.
I årsrapporten 2022 belyses fordelingen af sagstyper, der er blevet behandlet af Samrådet i Region Midtjylland samt fordelingen af tilladelser og afslag i de enkelte sagstyper sammenlignet med tidligere år.
Siden 2007 har Samrådssekretariatet i Region Midtjylland behandlet anmodninger om svangerskabsafbrydelse på særlige betingelser efter 12. svangerskabsuge. Anmodningerne omfatter sager om abort uden forældremyndighedsindehavers samtykke, senabort, fosterreduktion, fosterskader og sterilisation.
De forskellige sagstypers fordeling i 2022 fremgår af følgende tabel:
Sagstype |
Antal |
Fordeling i procent |
Fosterskade efter 12. svangerskabsuge |
154 |
70 |
Sociale sager 18 år eller ældre efter 12. svangerskabsuge |
44 |
20 |
Sociale sager under 18 år |
11 |
5 |
Fosterreduktion efter 12. svangerskabsuge |
6 |
3 |
Sterilisation |
5 |
2 |
I alt |
220 |
100 |
Hent årsrapporten 2022
Årsrapporten 2022 - og årsrapporterne tilbage til 2007 - kan hentes på Socialmedicin og Rehabiliterings hjemmeside: https://www.fagperson.regionshospitalet-goedstrup.dk/afdelinger/socialmedicin-og-rehabilitering/for-sundhedsfaglige2/abort-og-sterilisation/
Nøgleord
Kontakter
Camilla Mølsted Pedersen
Lægefaglig leder af Abortsamrådssekretariatet i Region Midtjylland
Socialmedicin og Rehabilitering, Regionshospitalet Gødstrup
Mobil: 2913 8408
E-mail: camipers@rm.dk
Billeder

Links
Følg pressemeddelelser fra Regionshospitalet Gødstrup
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Regionshospitalet Gødstrup
Virtual reality skal forberede jordemødre og fødselslæger på traumatiske fødselsforløb11.9.2025 07:43:00 CEST | Pressemeddelelse
ARBEJDSMILJØ: Et simuleret træningsforløb skal ved hjælp af virtual reality styrke jordemødre og fødselslægers evne til at klare modgang og forebygge traumer hos medarbejdere.
Forskningsprojekt skal undersøge de langsigtede konsekvenser af vold og trusler på jobbet10.9.2025 07:43:00 CEST | Pressemeddelelse
ARBEJDSMILJØ: Gødstrup-forsker vil undersøge, hvad det på lang sigt betyder for helbredet og tilknytningen til arbejdsmarkedet, hvis man bliver udsat for vold og trusler på jobbet.
Flot fremmøde til Åbent Hospital i Gødstrup8.9.2025 13:12:55 CEST | Pressemeddelelse
Omkring 500 gæster blev klogere på kunst og kultur-arbejdet på Regionshospitalet Gødstrup.
Åbent hospital: Oplev hvordan kunst og kultur kan fremme sundhed27.8.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Søndag den 7. september kl. 11-14 slår Regionshospitalet Gødstrup dørene op. Kom, se og hør hvordan kunst, kultur og særlige rum kan fremme både mental og fysisk sundhed.
Unge med veluddannede forældre har større risiko for depression27.8.2025 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Nyt studie overrasker: Unge med højtuddannede forældre har markant højere risiko for at få en diagnose relateret til humørforstyrrelser. Ulige adgang til udredning kan være en forklaring.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum