Nyt psykologkorps skal være med til at forbedre arbejdsmiljøet i kriminalforsorgen
Det interne psykologkorps skal forebygge psykiske belastningsreaktioner og være med til at forbedre arbejdsmiljøet for alle medarbejdere i kriminalforsorgen.

Et nyt korps bestående af 6 (senere 8) psykologer fordelt over hele landet har set dagens lys i fængsler og arresthuse. Her skal de fremover gennem en række forskellige psykologfaglige opgaver være med til at forbedre det psykiske arbejdsmiljø, og i sidste ende bidrage til at fastholde medarbejdere i kriminalforsorgen.
- Fængselsbetjente udfører et vigtigt arbejde hver dag, hvor de sørger for at skabe sikkerhed og tryghed. Vi skal passe godt på dem. Derfor skal vi støtte de fængselsbetjente, der kommer ud for voldsomme hændelser og modvirke, at det udvikler sig til PTSD. Jeg er derfor rigtig glad for, at vi nu har fået etableret et psykologkorps, der kan passe på vores fængselsbetjente og bistå med hjælp samtidig med, at psykologkorpset skal være med til at styrke det psykiske arbejdsmiljø, siger justitsminister Peter Hummelgaard.
Direktør i Kriminalforsorgen Ina Eliasen glæder sig over etableringen af det nye psykologkorps, som blot er ét i en række initiativer fra flerårsaftalen, som skal forbedre det psykiske arbejdsmiljø blandt de ansatte i kriminalforsorgen:
- De ansatte i vores fængsler og arresthuse udsættes for høje følelsesmæssige krav. Derfor skal vi kunne tilbyde vores medarbejdere den nødvendige støtte til at håndtere jobbet. Sidste år udvidede vi supervisionsordningen, så alle ansatte med kontakt med indsatte og klienter er indbefattet, og nu tager vi endnu et vigtigt skridt for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø ved at etablere et internt psykologkorps, siger Ina Eliasen.
Psykologkorpset skal blandt andet afvikle supervision, bistå med krisehjælp ved akutte hændelser, afholde gruppesessioner og forebyggende samtaler, samt rådgive om og facilitere initiativer, der skal styrke det psykiske arbejdsmiljø i fængsler og arresthuse.
Fakta om psykologkorpset
- Hver psykolog har fået tildelt en række matrikler, som de primært er ansvarlig for, således det i videst mulige omfang er den samme psykolog, der kommer på den enkelte matrikel fra opgave til opgave.
- Psykologkorpset ventes udvidet fra de nuværende 6 til 8 fra 1. september 2023.
- Korpset overtager gradvist i løbet af 2023 supervision i kriminalforsorgen fra de eksterne psykologer, der hidtil har stået for supervision.
- Psykologkorpset er et resultat af flerårsaftalen for kriminalforsorgen 2022-2025.
Nøgleord
Kontakter
Pressevagt
Tlf:7255 4141presse@krfo.dkFølg pressemeddelelser fra Kriminalforsorgen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Kriminalforsorgen
Fodlænken fylder 20 år1.7.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fodlænken har i to årtier været et effektivt alternativ til fængselsstraf og et vigtigt værktøj i kriminalitetsforebyggelsen
Aftale om strafreform indgået – historisk løft af kriminalforsorgen25.6.2025 11:09:54 CEST | Pressemeddelelse
Der er i dag opnået enighed om en strafreform for Danmark og dermed de økonomiske rammer for kriminalforsorgen frem til 2030.
Åbent hus i Maribos nye udslusningsfængsel16.5.2025 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 23. maj inviterer kriminalforsorgen til officiel åbning samt åbent hus i det nye udslusningsfængsel i Maribo.
Visse sager om optagelse og aflytning af telefonsamtaler kan blive genoptaget12.5.2025 10:48:58 CEST | Pressemeddelelse
Den 21. august 2024 fastslog Højesteret, at kriminalforsorgen uberettiget havde optaget telefonsamtaler mellem en indsat og en advokatfuldmægtig, der var juridisk rådgiver for den pågældende. Afgørelsen betyder, at flere sager nu kan blive genoptaget.
Nyuddannede betjente fejres ved to dimissioner på samme dag1.5.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Årets nyuddannede fængselsbetjente, transportbetjente og værkmestre bliver fejret samme dag på skolerne i Birkerød og Møgelkær ved Horsens. Justitsminister Peter Hummelgaard deltager begge steder, hvor han vil overrække eksamensbeviser sammen med kriminalforsorgens direktør, Ina Eliasen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum