Hvert tredje barn i 8. klasse oplever fysisk eller psykisk vold derhjemme
En ny TV 2-dokumentar undersøger, hvorfor så mange børn stadig oplever vold fra deres forældre, og hvorfor der ikke gribes hurtigere ind.

Forældre er normalt de vigtigste mennesker i et barns liv, men desværre svigter mange forældre det ansvar og udøver vold mod deres børn. Faktisk oplever en tredjedel af alle børn i 8. klasse enten fysisk eller psykisk vold fra en af deres forældre, viser en opgørelse, som Børns Vilkår har lavet for TV 2.
I den nye TV 2-dokumentar 'Farlige forældre' står seks børn, der har været udsat for vold af deres forældre, nu frem for at fortælle deres historie. Hen over dokumentarens to afsnit gør de opmærksom på den voldsproblematik, som mange børn i andre familier stadig lever med i dag.
En af dem er Emil på 18 år, som i programmerne lægger sag an mod sin far for den vold, han har udøvet.
- Jeg vil rigtig gerne fortælle min historie i håb om, at jeg giver andre børn chancen for at vide, at det er okay at snakke om, hvad man er blevet udsat for, siger han.
Undervejs i dokumentaren lykkes Emil med at vinde retssagen, og hans far bliver idømt seks måneders ubetinget fængsel for både fysisk og psykisk vold mod sin søn. Faren har anket dommen til landsretten.
- Jeg ville jo ønske, at jeg havde haft en far. Fordi for at være bundærlig, så føler jeg ikke rigtig, at jeg har haft en, siger Emil i dokumentaren.
Glemt af systemet
I dokumentaren møder man også tre søstre fra Odense, som alle blev udsat for vold fra deres mor igennem mange år. Den vold, mishandling og vanrøgt, som moren havde udøvet, var så voldsom, at hun fik to års fængsel, da hun blev dømt i 2021.
- Den vold, hun kunne finde på at udsætte os for, det var fra små niv i armen til at blive slået til at få taget kvælertag. Det var hverdag - enten at man selv blev udsat for det, eller at se sine søskende blive udsat for det, siger den ældste søster, Mille, i dokumentaren.
Nu har gruppen af søstre fået kontakt til advokater og har lagt sag an mod Odense Kommune. De mener, at kommunen har negligeret sit ansvar ved ikke at reagere og gribe ind efter de 16 indberetninger, som de modtog om pigernes mor.
- Jeg føler mig glemt af systemet. Jeg tænker, at der mangler at være nogen, der tager ansvar for det, der er sket. Der mangler nogen, som siger: 'det er faktisk os, der ikke har hjulpet jer.' Så jeg tænker, at hvis man ser det på den måde, så mangler der et punktum for hele vores barndom, siger den midterste søster, Silje, i dokumentaren.
Ikke en jordisk chance
Vold i barndommen er noget, der kan følge én hele livet. Det giver dokumentaren et eksempel på, da den nu 33-årige Lucca fortæller sin historie. Hun blev udsat for vold af sin far, da hun var barn.
- Jeg kan ikke huske en eneste dag, hvor jeg ikke har vågnet op og har været bange. Jeg vidste jo godt, at der ville ske et eller andet helt forfærdeligt i løbet af en dag. Men at jeg aldrig vidste, hvornår min far slog til, eller hvornår der var noget galt, gjorde, at jeg var enormt utryg og bange og ked af det, siger Lucca i dokumentaren.
Som ung måtte hun droppe ud af gymnasiet, fordi hun havde det dårligt. Hun blev indlagt på psykiatrisk afsnit på hospitalet, fordi hun led af angst og depression.
Derefter havde hun ni år, hvor hun var inde og ude af den lukkede afdeling, fordi hun ikke havde lyst til at leve. I dag snakker hun løbende med en psykolog for at bearbejde sine oplevelser og tanker.
- Det er jo noget, jeg har tænkt meget over. Hvorfor der ikke var nogen, der hjalp mig. Og det har nok fyldt mere, end jeg har villet stå ved, siger hun.
- Det er også vigtigt for mig at sige, at børn er afhængige af, at der er nogle voksne, der griber ind. For ellers er de alene og har ikke en jordisk chance for at gøre noget, siger hun.
”Alle omtalte forældre er blevet forelagt dokumentarprogrammernes kritik. Men Emils og søstrenes forældre er ikke vendt tilbage på TV 2s henvendelse.
'Farlige forældre' kan ses på TV 2 og TV 2 Play mandag 5. juni.
*Opdatering*: Siden denne artikels udgivelse er Luccas far vendt tilbage til TV 2. Han afviser beskyldningerne mod ham som usande og kritiserer samtidig TV 2 for at bruge Lucca i programmet, fordi han mener, at Lucca i mange år har haft psykiske udfordringer.
Lucca afviser sin fars udsagn og fastholder beskrivelsen af sin opvækst.”
Nøgleord
Kontakter
Mathias TraczykPR-konsulent
Dokumentar
TV 2 Danmark er en medievirksomhed med store digitale ambitioner og en mangeårig stærk position på det danske tv-marked. Vi arbejder hver dag for, at alle danskere via TV 2 Play, tv2.dk og alle vores kanaler kan holde sig opdateret og underholdt eller tage del i den offentlige debat. TV 2 Danmark er ejet af den danske stat, og vi driver public servicevirksomhed på kommercielle vilkår. På tværs af alle vores platforme er vi i kontakt med over 80 procent af danskerne i løbet af en uge. Vi bor på Kvægtorvet i Odense og på Teglholmen i København.
Følg pressemeddelelser fra TV 2 Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra TV 2 Danmark
TV 2 tager sag om udlevering af journalisters SMS'er til Strasbourg13.12.2025 12:00:00 CET | Pressemeddelelse
Kilder skal også fremadrettet trygt kunne henvende sig til medier i fortrolighed. Det er en helt afgørende forudsætning for pressens frie og uafhængige rolle i demokratiet. Derfor forsøger TV 2 at få sagen prøvet ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.
Ulf Lund bliver ny kommerciel direktør i TV 2 Danmark12.12.2025 12:00:15 CET | Pressemeddelelse
Ulf Lund bliver kommerciel direktør i TV 2 Danmark og tiltræder som en del af direktionen 1. januar 2026, hvor hans opgave bliver at videreudvikle TV 2s vigtige distributionsmarked, styrke reklameforretningen og TV 2s position i værdikæden.
TV 2 køber stjernespækket dansk dramaserie12.12.2025 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Den danske dramaserie 'Den gode stemning' med Iben Hjejle og Pilou Asbæk får dansk premiere på TV 2 Play og TV 2 mandag 15. december. Købet af serien sker i forlængelse af TV 2s strategilancering, hvor dansk kvalitetsindhold er et centralt fokus.
Stig Møller Christensen giver den kommercielle stafet videre på TV 2 Danmark1.12.2025 12:15:12 CET | Pressemeddelelse
Efter knap 15 år har kommerciel direktør Stig Møller Christensen besluttet at give stafetten videre. Det sker i kølvandet på lanceringen af koncernens 2030-strategi ’Nummer 1 i danskernes hverdag’ og drøftelser om den fremtidige fordeling af roller og ansvar i direktionen.
Rasmus Tantholdt bliver vært på 'De største øjeblikke'26.11.2025 09:30:00 CET | Pressemeddelelse
Rasmus Tantholdt kaster sig ud i en helt ny rolle, når han står i spidsen for 'De største øjeblikke'. Sammen med toneangivende danskere ser han tilbage på et begivenhedsrigt 2025. Showet flytter til Dansehallerne i København, og musikken bliver i år leveret af blandt andre APHACA, Christopher og HUGORM feat. Peter Sommer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum