Til offentliggørelse 11. september 2018: Stemningsfulde og skibskæve Knejpe Festival klar til ottende svingom!
10.9.2018 12:00:00 CEST | Kulturværftet & Toldkammeret | Pressemeddelelse

Sanddru sømandsviser møder vindblæst verdensmusik, når Danmarks mest autentiske og havombruste festival byder sine gæster på masser af sømandsmusik fra nære og fjerne himmelstrøg og genfortæller Helsingørs – og Danmarks – historie som søfartsmetropol. Godt 60 gratis koncerter rundt om på Helsingørs hyggelige små knejper og brune værtshuse kan opleves i dagene fra fredag den 5. oktober til lørdag den 6. oktober.
Pirater i provinsen
Skumsprøjt og saltvand er dybt integreret i Helsingørs DNA. Tiden som sundtoldsby og historisk port ud mod verdenshavene fejres på behørig maner, når Knejpe Festival hvert år i oktober stævner ud og hylder den musik, der har fulgt de søfarende på alverdens kontinenter. I år er ingen undtagelse, hvor de helt store følelser er på og i spil, når Knejpe Festival tager sine gæster og gaster med på en stemningsfuld, musikalsk færd til Middelhavet. En rejse, der byder på masser af sydeuropæisk temperament og passion, og som lægger sig i kølvandet på musiktraditioner fra en af de mest sammensatte regioner i verden. Makedonsk melankoli, tyrkisk kupuz, energisk Balkan og hypnotiserende arabisk folkefest: Genrer og orkestre, som kun alt for sjældent præsenteres på vores breddegrader.
Årets folkefest smitter af på byen
Under Knejpe Festival arbejder kultur- og erhvervsliv tæt sammen med Kulturværftet som organisatorisk centrum og med selve scenerne placeret ude på byens værtshuse. Knejpe Festival er stolte over i år at kunne præsentere følgende knejper: Københavneren, Borgerkroen, Holger Danske, Hold An, Axelhus, Cafe Valdemar, Skibsklarerergaarden, Toldkammeret og Sundbussernes Café Pernille’s. ”Festivalen er jo blevet lidt af et tilløbsstykke med fyldte barer, køer langt ud på gaden, og hvor både hoteller og restauranter er booket godt. Også resten af året lever festivalen i form af de forskellige produkter, der er lavet til festivalen – fx Knejpe-øllen. Igen i år glæder vi os – som vi gør hvert år – til at byde inden for til en todages folkefest,” fortæller Heidi Koch, ejer af Københavneren, og som har været med i Knejpe Festival fra begyndelsen i 2011.
Årets bands: balkan, beatfusion og bulgarsk kormusik (blandt andet)
Vestlig rock n’ roll møder syret, punked og groovy blandinger af tyrkisk kupuz, algerisk mandolin, trommer, guitar og bas. Fortryllende Balkan møder avantgardejazz og beatfusion. Den inderste danske folkesjæl møder de store vidder og verdenshave. Kort sagt; Alt er, som det plejer, i årets musikalske line up til Knejpe Festival. I alt 19 bands og musikalske indslag kan opleves på de ni knejper under årets festival. Faste festival-gængere vil kunne glæde sig til gamle kendinge som fx Gadejørgen, Corto & Rasputin og Den Danske Sangskat. Og af nye indslag på plakaten kan bl.a. nævens de 22 kvindelige korsangere i Usmifka med speciale i bulgarsk a cappella kormusik, Gasoline – Gasolins smukke lillesøster, de ’Två Otrevliga Flickor’ og Ukulele Hanne. Se alle bands, og hør smagsprøver på www.knejpe-festival.dk
En festival i konstant udvikling
Fra år til år udvikles festivalen, og i kølvandet på de mange koncerter, er der bl.a. skabt Knejpe-øl, Knejpe-flaskeposter, Knejpe-krus, Knejpe-lighter og Knejpe-crawl. Under årets festival vil det være muligt at købe Knejpe-øl, -krus og lighter på alle knejperne op til og under festivalen. Også i år er Knejpe Byvandringerne programsat under årets festival, hvor byens fortæller-troubadour André Andersen vil stå for et par byvandringer gennem Helsingørs stræder med masser af anekdoter og løgnagtige sandheder om livet på havnen og knejperne. Her kan man tage tilbage til den tid, da Helsingør havde flere end 100 bryggerier og tilsvarende brændevins-brænderier. Dette sker lørdag den 6. oktober kl. 12.00 og kl.14.00 med afgang fra Sveasøjlen i Helsingør.
Rekordstor opbakning fra lokal erhvervsliv
Igennem festivalens mangeårige historie har Knejpe Festival udviklet sig til en solid publikumssucces med fyldte barer overalt i byen og et træk på ca. 2000 gæster over de to dage, hvilket svarer til festivalens maksimale kapacitet. Det har længe været en ambition, at festivalen i højere grad har skullet stå mere sikkert på sine egne skibskæve og kalknæede ben. En ambition, der ser ud til at lykkes mere og mere:
”Ambitionen er, at Knejpe Festival skal være økonomisk bæredygtig, og med de mange gratis koncerter har festivalen brug for al den opbakning, den kan få. I foråret skød knejpe-ejerne derfor en kampagne i gang, der har haft til formål at skabe synlighed og økonomisk opbakning fra det lokale erhvervsliv. Resultatet har været et rekordstort økonomisk skulderklap, og vi glæder os naturligvis meget over, at festivalen har vundet så stort indpas i byen. Vi er med andre ord glade for, at et koncept udviklet og kurateret i et kommunalt kulturhus har fundet sin vej og har kunnet bygge bro mellem kultur og erhverv her i Helsingør”, udtaler Søs Krogh Vikkelsøe, festivalleder, Knejpe Festival.
Med i båden
Og netop de mange samarbejdsparterne tæller også i år både nationale og lokale aktører som Helsingør Kommune, Wiibroe, H.N. Tageentreprise samt en lang række små og mellemstore virksomheder i det lokale erhvervsliv. Derudover samarbejder festivalen bl.a. med en række lokale kulturinstitutioner heriblandt M/S Museet for Søfart samt Helsingør Bymuseum.
***
#knejpefestival
https://www.facebook.com/KnejpeFestival
Fotos og bandbeskrivelser: www.knejpe-festival.dk
Relaterede links
Nøgleord
Kontakter
Anne Borg
PR, Kommunikation & Marketing
Koncerter, festivaler & program
abo03@helsingor.dk
41869423
Billeder

Information om Kulturværftet & Toldkammeret
Kulturværftet ligger på havnen i Helsingør og udgør sammen med M/S Museet for Søfart og Kronborg Slot området Kulturhavn Kronborg. Kulturværftet er Nordsjællands største kulturhus, som sammen med byens ældre kulturhus Toldkammeret lægger scener og rum til en bred vifte af lokale, nationale og internationale kulturevents året rundt.
Følg pressemeddelelser fra Kulturværftet & Toldkammeret
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Kulturværftet & Toldkammeret
Silke. Sukker. Sand - Nyt musikdramatisk værk om råstoffer, kolonihistorie og global handel får premiere i Helsingør9.4.2026 09:14:06 CEST | Pressemeddelelse
Silke. Sukker. Sand får premiere i Helsingør den 30. juli. Forestillingen er skabt og instrueret af Marie Dahl og er den første forestilling fra det nye kompagni Marie Dahl Assembly, etableret efter hendes mangeårige samarbejde med Kirsten Dehlholm som medskaber og instruktør på Hotel Pro Forma. Marie Dahl Assembly viderefører erfaringer fra Hotel Pro Formas nyskabende, tværæstetiske scenekunst af høj kvalitet, og bringer det i nye retninger. Silke. Sukker. Sand tager udgangspunkt i de tre materialers rolle gennem historien i verdenshandel, kolonihistorie og nutidens globale økonomi og geopolitik.
Spisekammeret i Toldkammeret søger sin næste kaptajn – er det dig?8.4.2026 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Kulturværftet åbner nu for muligheden for at blive ny forpagter af Spisekammeret – caféen i Toldkammeret og varmt samlingspunkt for både gæster, kreative miljøer og byens mange fællesskaber. Efter tre år med Mads Hjalager ved roret er tiden kommet til at give nøglerne videre til den næste, der vil være med til at forme caféens fremtid.
Silke. Sukker. Sand - Nyt vokalværk med global puls og historisk efterklang får premiere i Helsingør7.4.2026 12:51:40 CEST | Pressemeddelelse
Silke. Sukker. Sand har premiere på Kulturværftet i Helsingør den 30. juli 2026. Det nye musikdramatiske værk dykker ned i de råstoffer, der har formet både verdenshistorien og vores vaner. Forestillingen er skabt af Marie Dahl Assembly og præsenteres i samarbejde med Kulturværftet og Helsingør Teater som en del af Passage Festival i forbindelse med Helsingørs 600-års købstadsjubilæum.
Punkfans fra hele verden mødes i Helsingør25.3.2026 11:39:53 CET | Pressemeddelelse
Øresund farves denim, når Turbojugend Öresund – Happy Ports den 17.–18. april igen folder sig ud på begge sider af sundet. Og det er ikke kun de karakteristiske denimjakker, der vender tilbage. Det gør også en særlig stemning, hvor Helsingør og Helsingborg i fællesskab fungerer som et lille kulturelt kredsløb: to byer, én weekend, samme puls, der banker for punkrock.
Ny udstilling viser Helsingør gennem børn og unges øjne12.3.2026 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
I forbindelse med Helsingørs 600-års købstadsjubilæum inviterer Kulturværftets Billedskole til fernisering på udstillingen Aftryk af Byen fredag den 10. april på Kulturværftet. Her præsenterer byens børn og unge deres egne fortolkninger af Helsingør – skabt med aftryk fra byens mange overflader og skjulte detaljer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
