Fællesskaber, foreninger og familier skal tegne Toldkammeret fra 15. august
8.8.2018 14:29:00 CEST | Kulturværftet & Toldkammeret | Pressemeddelelse

Et helt nyt rum åbner sig, når Helsingørs gamle kulturhus – Toldkammeret – fra midten af august åbner dørene op for en ny profil med fælleskabet som omdrejningspunkt. Huset bliver samlingssted for et hav af foreningsaktiviteter, kreative ildsjæle og brugerdrevne fælleskaber for børn, unge og voksne i alle aldre. Med fællesspisninger på alle hverdage og en række af helt nye kulturoplevelser bliver huset også Helsingørs hjertekammer, der skaber rum for nye møder i et personligt fællesskab for hele byen.
Byens hjertekammer
Siden Helsingørs historiske bygninger ved havnefronten – Det Kgl. Toldkammer – i sin tid blev omdannet til kommunalt kulturhus, har de gamle tykke mure og solide plankegulve dannet rammen om et væld af byens mange kulturelle aktiviteter – senest gennem de sidste 8 år som en del af Kulturværftets kulturprogram. Den 15. august bliver begyndelsen på endnu en epoke i husets historie, når de gamle kamre får nye klæder i form af en ny programprofil.
Tradition og fornyelse
I fremtiden skal man til at øve sig i at lægge mind-set i nogle lidt andre folder end vanligt, når der bl.a. inviteres til Pecha Kucha og shamansk strubesang fra Tuva samt ’Koncert, Meditation og Åndedræt’. Også fællessang, kunstsaloner, åben scene, croquis, madskolen Mit Kokkeri, Billedskolens klippe-klistre-værksted og ’Bevægelse og yoga for børn og forældre’ er blandt de nye tiltag, man kan glæde sig til. Med sin lange kulturhus-historie er der dog visse traditioner, der ikke rokkes ved, heriblandt Words-aftenerne, Knejpe Festivalen, Helsingør Teaters gadeteaterfestival Passage og julekoncerterne med Beverly Hills Orchestra.
Snak med mad i munden
Fra morgen til aften vil hjertekamrene på Havnepladsen 1 summe af aktiviteter. Billedskolen, teatertruppen Teaterbøtten, Pigegarden og Visens Venner er blot nogle af de mange foreninger og aktiviteter, der har til huse i Toldkammeret. Om aftenen vil der være forskellige kulturoplevelser på programmet, og fællesspisningerne vil binde foreningsaktiviteter og kulturelle events sammen. På ægte højskolemanerer dækkes alle hverdagsaftener op til fællesspisning ved langborde i caféen Spisekammeret, og hver aften vil aftenens husvært sørge for, at alle finder sig til rette. Håbet er, at folkene bag de mange aktiviteter i huset såvel som deltagerne ved arrangementerne vil spise med. En plads ved bordet til fællesspisning koster 50 kr., og det er muligt både at møde op eller at forhåndsreservere plads gennem dinnerbooking på www.kuto.dk/toldkammeret.
Vær med til at skabe det nye hus
Ønsket for det fremtidige Toldkammer er, at også nye foreninger og kreative ildsjæle kommer til:
”Med åbningen af Toldkammeret den 15. august lægger vi vægt på, at flere af aktiviteterne skabes af fællesskabet til glæde for fællesskabet. Vi hjælper ideerne på vej og tager gerne en snak, når vi har Åbent Kontor, hvor man som borger kan engagere sig. Vi glæder os vildt til at byde inden for og se, hvad Helsingørs borgeres hjerter flyder over med af ideer og aktiviteter, og vi glæder os til, at kreative ildsjæle og foreninger kan være med til at skabe noget af indholdet i Helsingørs hjertekammer,” udtaler Søs Krogh Vikkelsøe, programredaktionschef, Kulturværftet og Toldkammeret.
Program 15. august
Der er åbning af det nye Toldkammer onsdag den 15. august kl. 18.00, hvor programmet vil være som følger:
18.00-19.30: Fællesspisning i Spisekammeret
19.30-21.00: Kunstsalon med designer Lene Refsgaard og billedkunstner Jacob Tækker. Begge er lokale kunstnere med spændende professionelle karrierer, og begge er de aktuelle med helt nye undervisningstilbud i Billedskolen i Toldkammeret. Kunstsalonen vil give et spændende indblik i livet som professionel designer og billedkunstner. Lene Refsgaard vil denne dag forestå Billedskolens Klippe-klistre workshop. Alle er velkomne, - børn og voksne!
Åbningstider og booking af plads i Spisekammeret: Fra den 15. august vil Spisekammeret holde åbnet mandag til fredag 16.00 – 19.30, og længere på de dage, hvor der er kulturelle arrangementer efter fællesspisningen.
Book enplads ved bordet på dinnerbooking.
Dørsalg til dagens fællesspisning fra kl. 16.00.
Aftenens vært viser plads til spisningen kl. 17.30.
Vi spiser kl. 18.00.
Læs meget mere om Toldkammeret og de mange spændende arrangementer i efteråret på www.kuto.dk/toldkammeret der ligger klar den 15. august 2018.
Nøgleord
Kontakter
Anne Borg
PR, Kommunikation & Marketing
Koncerter, festivaler & program
abo03@helsingor.dk
41869423
Billeder

Information om Kulturværftet & Toldkammeret
Kulturværftet ligger på havnen i Helsingør og udgør sammen med M/S Museet for Søfart og Kronborg Slot området Kulturhavn Kronborg. Kulturværftet er Nordsjællands største kulturhus, som sammen med byens ældre kulturhus Toldkammeret lægger scener og rum til en bred vifte af lokale, nationale og internationale kulturevents året rundt.
Følg pressemeddelelser fra Kulturværftet & Toldkammeret
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Kulturværftet & Toldkammeret
Line Kirsten Nikolajsen er vært for Sommerkoncert 2026 ved Kulturværftet11.5.2026 09:05:58 CEST | Pressemeddelelse
Når sommerens store koncert med Annika, Medina og TV-2 løber af stablen fredag den 26. juni ved Kulturværftet, bliver publikum ført sikkert gennem aftenen af Line Kirsten Nikolajsen som den samlende vært, der binder musikken, stemningen og publikum sammen.
Fra Mumidalen til myten – Tove Jansson på Kulturværftet6.5.2026 12:48:22 CEST | Pressemeddelelse
Hun er elsket verden over for sine Mumitrolde. Men Tove Jansson var meget mere end det. Én af Nordens mest markante kunstnere og kulturpersonligheder gennem tiden er i fokus, når Biblioteket Kulturværftet og Kulturværftet i Helsingør fra maj til november stiller skarpt på Tove Jansson.
Kulturværftet og LukasBL åbner nyt netværk og værksted for producere5.5.2026 11:00:00 CEST | Pressemeddelelse
KUTO Studios har netop slået dørene op i kulturcenret Kulturværftet i Helsingør. Sammen med en af tidens mest efterspurgte producere – og lokale helsingoraner – LukasBL skal KUTO Studios danne rammen om et community, hvor unge producere kan netværke, dele samples og skabe ny musik.
Kulturværftet markerer Helsingørs 600 års jubilæum - med Sweet600, Shakespeare og scenekunst30.4.2026 10:15:53 CEST | Pressemeddelelse
Kulturværftet bliver et af de centrale samlingspunkter, når Helsingør i 2026 fejrer 600 år som købstad. Med alt fra ungdomsfesten Sweet 600 til Hamlet-koncerter og international scenekunst inviterer kulturhuset byens borgere indenfor til et jubilæumsprogram, der forbinder fortid, nutid og fremtid.
Kunststuderende åbner årsudstillingen Souvenir på Kulturværftet28.4.2026 11:07:58 CEST | Pressemeddelelse
Hvad tager vi egentlig med os, når noget slutter? Hvad hænger ved – ikke som en ting, men som en fornemmelse, et billede, en erfaring? Under titlen Souvenir inviterer Kulturværftet og de kunststuderende på BGK Artlab til åbning af årets afsluttende udstilling fredag den 8. maj på Kulturværftet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
