Aarhus Universitetshospital

Åndenød og træthed kan plage længe efter en indlæggelse for covid-19

Del

Undersøgelsesresultater normaliseres oftest efter indlæggelse for covid-19, men 12 måneder efter er der stadig en del patienter, der har symptomer som åndenød og træthed.

Måling af lungefunktion
Måling af lungefunktion Modelfoto

Forskere på Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet har i samarbejde med 6 hospitaler i Region Midtjylland undersøgt 222 patienter, som har været indlagt med covid-19 på et af regionens hospitaler. Patienterne blev inviteret til undersøgelse 3 og 12 måneder efter udskrivelse, hvor de blev interviewet om symptomer, fik målt lungefunktion og udfyldte spørgeskemaer om åndenød og træthed. Overordnet fandt forskerne, at en  gruppe patienter havde let nedsat iltoptagelse i lungerne 12 måneder efter indlæggelse. 20 % oplevede svær åndenød 12 måneder efter deres indlæggelse, mens 14 % rapporterede udtalt træthed.

Begrænset bedring over tid

12 måneder efter indlæggelse med covid-19 var lungefunktionen fortsat påvirket hos 39 %. Den største reduktion i lungefunktion blev påvist hos patienter, som under deres indlæggelse var meget alvorligt syge og havde brug for respiratorbehandling. Lungefunktionen blev kun bedret i begrænset omfang fra 3 til 12 måneder efter indlæggelsen.

”12 måneder efter indlæggelse med covid-19 var lungernes evne til at transportere ilt fra luftvejene til blodbanen fortsat nedsat hos de patienter, som havde behov for respiratorbehandling under deres indlæggelse, mens den for størstedelen af de andre patienter var normal", siger Søren Sperling, der er læge på Aarhus Universitetshospital og ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, fra forskergruppen bag studiet.

Patienternes vejrtrækning og kondition blev undersøgt ved en gangtest. Her fandt forskerne, at størstedelen af patienter kunne gå længere 12 måneder efter indlæggelse, sammenlignet med gangtesten lavet 3 måneder efter indlæggelse. Patienternes evne til at holde en normal iltmætning i blodet under gangtesten blev også betydelig bedret over tid.

Vedvarende symptomer

20 % af alle patienter rapporterede fortsat svær og uændret åndenød 12 måneder efter indlæggelse. Oplevelsen af graden af åndenød var uafhængig af, hvor syge patienter var i forbindelse med deres indlæggelse. Andelen af patienter uden åndenød steg dog markant fra 35 % til 51 %. Antallet af patienter med svær træthed faldt fra 20 % ved opfølgning 3 måneder efter indlæggelse til 14 % 12 måneder efter indlæggelse.

"Andelen af patienter med vedvarende oplevelse af svær åndenød var uændret over tid. Hos en gruppe af disse patienter, kan åndenøden forklares med nedsat lungefunktion, men 12 måneder efter indlæggelse med covid-19 var der fortsat en gruppe af patienter med uforklaret åndenød”, siger Søren Sperling.

Forskerne opfordrer til, at der bliver lavet nye studier, hvor patienter med covid-19 sammenlignes med patienter med andre luftvejsinfektioner, og de foreslår, at fremtidige studier også undersøger for funktionelle lidelser for at afdække og forstå årsager til langvarige og foreløbig uforklarede symptomer.

Bag om forskningsresultatet:

Studietype: Prospektivt observationsstudie
Samarbejdspartnere: De lungemedicinske afdelinger på regionshospitalerne i Region Midtjylland.
Ekstern finansiering: Novo Nordisk
Interessekonflikter: Nej

Kontakter

Søren Sperling
Læge på Lungesygdomme, Aarhus Universitetshospital
Ph.d-studerende på Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet
Tlf: 7846 2106
Mail: sonpde@rm.dk

Links

Aarhus Universitetshospital

Aarhus Universitetshospital er et komplet hospital på højeste internationale niveau med alle lægefaglige specialer samlet under ét tag.

Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitetshospital

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitetshospital

Pris og stor bevilling til Aarhus-forsker, der undersøger sammenspillet mellem tarm, hjerne og appetit15.9.2023 11:27:01 CEST | Pressemeddelelse

Nikolaj Rittig, forsker ved Steno Diabetes Center Aarhus og Aarhus Universitetshospital, har modtaget Bagger-Sørensen Fondens Ung Forskerpris for sit arbejde med at afdække tarmens sammenspil med hjernen og rolle for appetitregulering – og hvordan det kan bruges i behandling og forebyggelse af diabetes. Han har også fået en bevilling på knap 10 millioner fra Novo Nordisk Fonden til sin forskning.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum