Nye retningslinjer for rygning på jobbet forventes klar ved årsskiftet
26.5.2023 12:12:48 CEST | Tønder Kommune | Pressemeddelelse
Ambitionen er klar - Tønder Kommune skal være røgfri arbejdsplads 1. januar 2024. Nu går arbejdet med at få formuleret en ny politik for røgfri arbejdstid for kommunens ansatte i gang, og kommunens ledelse understreger, at man ønsker, at medarbejderne skal inddrages i den fremadrettede proces.
Kommunalbestyrelsen godkendte tilbage i november 2022 ”Strategien for en Røgfri Tønder Kommune”. Målet med strategien er bl.a. at få sat en ny retning for rygestopindsatserne i Tønder Kommune.
Strategien lægger op til, at Tønder Kommune bør følge trenden fra mange andre kommuner og indføre tobak- og røgfri arbejdstid for alle kommunens ansatte. 73 ud af landets 98 kommuner har allerede indført røgfri arbejdstid, og de kommende måneder bliver det tal øget til 77, når Langeland, Læsø, Samsø og Slagelse også siger stop for rygning på arbejdspladsen.
”Tønder Kommunes nuværende Politik for røgfrie miljøer er senest opdateret i december 2012, og derfor giver det rigtig god mening, at vi får opdateret vores politik på området. Men det er vigtigt, at vi får inddraget medarbejderudvalget i det videre arbejde, så vores ansatte ikke føler, at en ny politik er noget der bliver trukket ned over hovedet på dem”, fortæller Keld I. Hansen, der er direktør for området Sundhed, Kultur & Frivillighed og vicekommunaldirektør i Tønder Kommune.
I Tønder Kommune blev der indført røgfri skoletid for eleverne pr. 1. august 2020 samtidig med at ungdomsuddannelserne i Tønder indførte røgfri skoletid for elever og personale. Derudover har enkelte afdelinger i Tønder Kommune allerede indført røgfri arbejdstid for deres ansatte, ligesom der siden september 2022 har været røgfri arbejdstid på rådhuset. Så arbejdet med en ny politik for røgfri arbejdstid ligger fint i tråd med den udvikling, der allerede er sat i gang.
”Sundhedsudvalget og en samlet Kommunalbestyrelse har givet klart udtryk for, at man ønsker at lave en ny tobakspolitik i Tønder Kommune. Og når man ser på landsplan, så er det bestemt også noget der er opbakning til. De seneste tal fra KL (Kommunernes Landsforening) viser, at mere end seks ud af ti kommunalt ansatte på landsplan synes meget godt eller godt om at forbyde rygning i arbejdstiden” forklarer Keld I. Hansen.
HR- og sundhedsafdelingen i Tønder Kommune går nu i gang med at udarbejde en politik for røgfri arbejdstid, som bl.a. skal beskrive udstrækningen og håndhævelse af politikken. Forslaget vil efter sommerferien blive behandlet i ledelsen og blandt medarbejderrepræsentanterne, og så er det ellers ambitionen, at en ny politik skal kunne træde i kraft den 1. januar 2024.
Røgfri arbejdstid for medarbejderne i Tønder Kommune er kun en del af den samlede tobakspolitik, som også handler om øget rekruttering til rygestopforløb, røgfri foreningsliv og rygestoptilbud.
Det er kun et par måneder siden, at Sundhedsstyrelsen kom de seneste tal for sygdomsbyrden i Danmark. Heri beskrives rygning stadig som den største risikofaktor og skyld i 16.000 ekstra dødfald årligt i Danmark. Sundhedsstyrelsen fastslår, at rygning er den risikofaktor, der belaster samfundet, sundhedsvæsenet og borgerne mest, og den risikofaktor, der belaster mest i form af ekstra kontakter til sundhedsvæsenet og fravær fra arbejdsmarkedet.
Kontakter
Keld I. Hansen, direktør, Sundhed, Kultur & Frivillighed, Tønder Kommune: 4086 4988
Følg pressemeddelelser fra Tønder Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Tønder Kommune
Budgetforlig sikrer sund økonomi og investeringer i fremtiden4.9.2026 09:04:41 CEST | Pressemeddelelse
Budgetforliget for 2027 giver et markant løft til en række væsentlige områder for fremtiden og fællesskabet, således er der særlig prioriteret tiltag omkring bosætning, erhverv, børn og unge, natur, kultur og fritidslivet. Aftalen samler alle partier om en række konkrete investeringer, der styrker udviklingen lokalt, mens økonomien fortsat holdes sund og ansvarlig inden for den økonomiske politik.
Erhvervsvenligheden i Tønder går frem2.9.2026 06:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Tønder Kommune tager et stort spring frem i Dansk Industris årlige undersøgelse af lokal erhvervsvenlighed. Kommunen går fra en placering som nummer 50 sidste år til nummer 28 i 2026.
Mere end 100 virksomheder er klar: Nu tæller vi ned til Bo- og jobmesse Sønderjylland1.9.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Fredag den 18. september bliver Tønder samlingspunkt for mennesker, der drømmer om et nyt job, en ny hverdag eller måske et helt nyt liv i Sønderjylland.
De unges mødested åbner dørene25.8.2026 07:50:00 CEST | Pressemeddelelse
Søndag den 6. september inviterer Tønder Unge- og Kulturråd til åbent hus i Vores Sted på Leos Allé 4 i Tønder. Her kan alle kigge forbi, møde de unge bag stedet og få en hyggelig eftermiddag med musik, havespil, grillpølser og musikquiz.
Musik i gaderne og midlertidige p-forbud: Sådan påvirker festivalen trafikken i Tønder18.8.2026 12:37:48 CEST | Pressemeddelelse
Vær opmærksom på ændrede adgangs- og parkeringsforhold i Tønder by i uge 35.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum