Stor interesse fra dansk erhvervsliv og civilsamfund for at hjælpe med genopbygningen af Ukraine
Regeringen afholder i dag første møde i Ukraine Investeringsforum. Det skal bidrage til, at danske virksomheder kan engagere sig i konkrete genopbygningsprojekter i Ukraine. Regeringen vil også mødes med følgegruppen for Ukraine-fonden for første gang.
Krigen i Ukraine har medført omfattende ødelæggelser. Dette har både skabt et akut og langsigtet behov for at genopbygge landet. Regeringen har derfor etableret en Ukrainefond på ca. 7 mia. kr. i 2023 for bidrage til bl.a. genopbygningen.
Som en del af Ukrainefonden er der etableret en statslig låne- og garantiordning i Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) med en kapacitet på 1 mia. kr. Med låne- og garantiordningen kan der ydes langsigtede lån og garantier til dansk eksport til og investeringer i Ukraine.
Med Ukrainefonden afsættes desuden 170 mio. DKK til investeringer bl.a. i offentlig kritisk infrastruktur gennem Danida Sustainable Infrastructure Finance (DSIF) og i centrale private sektorer via Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU). I tillæg hertil er der iværksat en række andre erhvervsindsatser under Ukrainefonden, herunder styrkelse af Udenrigsministeriets virksomhedsrettede rådgivningstilbud.
I Ukrainefonden er der også afsat i 1,2 mia. kr. til civile indsatser i Ukrai-ne i år. Det indbefatter 770 mio. kr. til genopbygning og 145 mio. kr. til humanitære indsatser. Oveni det det er der også afsat midler til at yde særlig støtte til reformindsatsen og civilsamfundet.
Ukraine er et land i krig, og det kan være svært for danske virksomheder at få overblik over, hvor og hvordan de bedst kan bidrage til genopbygningen af landet. Derfor har regeringen etableret Ukraine Investeringsforum. Forummet har til formål at dele information om konkrete projekter og markedsmuligheder i Ukraine samt formidle kontakter til ukrainske partnere. I Ukraine Investeringsforum deltager en lang række danske eksporterende virksomheder, Danmarks Eksport- og Investeringsfond, Investeringsfonden for Udviklingslande, Danish Sustainable Infrastructure Finance, ukrainske myndigheder samt Udenrigsministeriet og Erhvervsministeriet.
Parterne mødes for første gang d. 26 maj 2023 i Industriens Hus for at indlede arbejdet. Foruden udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, erhvervsminister Morten Bødskov og minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen vil den ukrainske regering på højniveau og mere end 100 danske virksomheder være repræsenteret.
Udenrigsministeren, erhvervsministeren og ministeren for udviklingssamarbejde og global klimapolitik er i dag også værter for første møde i Regeringens Følgegruppe for Ukrainefonden. Her deltager en række erhvervsorganisationer, virksomheder, private fonde og civilsamfundsorganisationwe i en strategisk drøftelse af prioriteterne under Ukrainefonden.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler:
”I dag er en milepæl for Danmarks indsats for at genopbygge Ukraine. En vigtig Ukraine-dag, som sætter retningen for vores arbejde med at genopbygge landet. Danske virksomheder er vigtige partnere, når vi skal håndtere en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk virkelighed og løse globale udfordringer. Også i Ukraine. Derfor er det centralt, at vi får engageret de virksomheder, der skal udvikle konkrete, bæredygtige løsninger til genopbygningen.”
Erhvervsminister Morten Bødskov udtaler:
"Dansk erhvervsliv er fuldt engageret i genopbygningen af Ukraine. Vi står side om side med Ukraine i den grusomme krig og vil fortsætte med at støtte Ukraines kamp for frihed og uafhængighed. Derfor har vi nu oprettet Ukraine Investeringsforum, der skal give danske virksomheder mulighed for at blive matchet med ukrainske partnere for dermed at bidrage til genopbygningen af landet. Det arbejde ser jeg frem til at få igangsat, så vi kan gøre en reel forskel for Ukraine."
Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen udtaler:
”Med Ukrainefonden vil vi skabe konkrete resultater for ukrainerne. Vi skal have skolerne i gang igen, sikre vand- og varmeforsyning. Og så skal vi naturligvis sikre, at der kommer humanitær hjælp ud til de mennesker, der har brug for det. Men vi skal også for alvor sætte gang i den langsigtede hjælp til at genopbygge Ukraine. Her vil vi fra dansk side sætte lup på reformerne. Det handler om grøn energi og omstilling, og det handler om korruptionsbekæmpelse. Ukrainerne ønsker et mere grønt og retfærdigt land, og det vil vi hjælpe dem med at opnå”
Kontakter
For yderligere oplysninger kontakt:
Erhvervsministeriets pressetelefon: 91 33 70 07
Udenrigsministeriets pressetelefon: 61 97 92 47
Følg pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet
Erhvervsministeren: En trist dag for den grønne omstilling17.10.2025 17:11:34 CEST | Pressemeddelelse
Der var ikke tilstrækkelig opbakning fra medlemslandene i FN’s Søfartsorganisation IMO, da de i dag skulle stemme om endeligt at vedtage global klimaregulering for international skibsfart. Aftalen blev udsat med et år.
Erhvervsministeren vil give kniven til bøvl og bureaukrati i restaurationsbranchen10.10.2025 10:00:03 CEST | Pressemeddelelse
Byrderne for restaurationsbranchen, kommunerne og politiet skal lettes. Derfor har erhvervsministeren igangsat et servicetjek af restaurationslovens regler.
Dansk donation skal hjælpe med at genopbygge Mykolaivs kritiske infrastruktur8.10.2025 16:00:08 CEST | Pressemeddelelse
De første specialkøretøjer er nu afleveret til Mykolaivs energiselskaber som en del af Danmarks civile støtte til Ukraine – et stærkt bevis på solidariteten og det tætte partnerskab mellem Danmark og den hårdt ramte region.
Dansk donation skal genopbygge Buchas vandforsyning8.10.2025 09:00:05 CEST | Pressemeddelelse
Den ukrainske by Bucha blev i foråret 2022 angrebet af russiske styrker. Siden befrielsen har byen kæmpet for genopretning og genopbygning. Nu gør en dansk finansiering på knap 26 mio. kr. fra EIFO (Danmarks Eksport- og Investeringsfond) og Grundfos Fonden det muligt at genopbygge byens vandforsyning.
Første milliongaranti til dansk investering i ukrainsk forsvarsvirksomhed7.10.2025 12:00:26 CEST | Pressemeddelelse
Den ukrainske forsvarsindustri har brug for investeringer. Derfor lavede regeringen i foråret en ny milliardordning, så investeringer kan hjælpe Ukraines industri med helt nødvendige kapaciteter til det ukrainske forsvar. I dag er den første garanti givet til en dansk virksomhed, der investerer i ukrainsk produktion af udstyr til elektronisk krigsførelse.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum