Hyld demokratiet sammen med ROMU

Mange tusind mennesker havde fundet vej, på gåben, til hest eller i hestevogn, til Herthadalen nær Gl. Lejre den 5. juni 1854. De ville fejre landets nye forfatning, grundloven – og ikke mindst høre den berømte præst, salmedigter, politiker, forfatter og folkeoplysningsmand N.F.S. Grundtvigs tale om sagn fra Lejre, national stolthed og borgeren.
“I midten af 1800-tallet kunne de virkelig fejre det spæde demokrati. Vi kan ikke måle os med datidens rene og skære folkefest, men fra ROMUs side vil vi også markere denne demokratiets festdag med fælleskab, gode historier og fejring af demokratiet,” siger museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard.
Derfor markerer ROMU årets grundlovsdag med to hyggelige, oplysende, underholdende mini-folkefester – om formiddagen på Lejre Museum, efter middag i museumsgården på Roskilde Museum.
Lokale historier og lokale sange
Gæsterne vil kunne nyde gratis kaffe, te og kage, fællessang med lokalområdet som tema ved pianist og sanger Line Rosenlund og en kort og fyndig grundlovstale fra museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard om lokalområdets spændende historier fra grundlovens tidlige år.
Arrangøren bag begge grundlovsfejringer, Marie Abel Hesse fra ROMU, fortæller, at det især handler om at være sammen med andre om at fejre demokratiet:
“For os handler det for om at skabe en fællesskabsfølelse – med spændende lokalhistorier om demokratiets begyndelse og fællessang, fordi det bringer os tættere sammen”.
Museumsdirektøren tilføjer:
“Når man arbejder med museer, så lever og ånder man på mange måder for demokratiet. Museer er sat i verden for at oplyse, berige og underholde borgerne med den historie, vi er rundet af.”
Derfor er begge arrangementer også rundet af lokalområdets lange tradition for politiske folkefester, fortæller Marie Abel Hesse og påpeger, at Grundtvig allerede i 1851, tre år før det første store møde i Herthadalen, holdt tale for folket et andet sted i lokalområdet; nemlig ved den engang 100 meter lange skibssætning fra vikingetiden i Gl. Lejre – hvorfor arrangementet i Lejre også i år bliver afholdt netop dér.
I Roskilde vil fokus naturligt være på byens enestående historier som rugemaskine for det danske demokrati.
Roskilde var grundlovens vugge
I 1844 – altså fem år før grundloven – stod den nationalliberale politiker Orla Lehmann i en stor sal i det smukke gule barokanlæg, Det Kongelige Palæ, i centrum af Roskilde. I hesteskoformede rækker sad repræsentanter for bønder, borgere og godsejere på Sjælland, Fyn og øerne og hørte den kendte politiker bruge sin taletid på at kritisere stilstanden i udviklingen af en ny forfatning for Danmark.
Forsamlingen på omkring 70 mænd var den såkaldte stænderforsamling, hvor delegerede fra de tre stænder i det østlige Danmark siden 1835 mødtes for at drøfte statens anliggender.
“Det er ikke en historie, som vi har patent på, for der var også stænderforsamlinger i Viborg og i de to hertugdømmer. Men Roskilde var en vugge for demokratiet i Danmark, ” fortæller Morten Thomsen Højsgaard.
Faktisk var stænderforsamlingerne det repræsentative demokratis spæde begyndelse, for de delegerede blev stemt ind af omkring tre procent af vælgerne. Dog havde forsamlingen ingen magt, men de måtte rådgive enevoldskongen.
Værdsæt demokratiet – og dem vi står på skuldrene af
Og det var ikke uden betydning at sidde i stænderforsamlingen i Det Kongelige Palæ. Flere af herrerne blev forkæmpere for demokratiet – heriblandt grundlovens hovedforfatter, D.G. Monrad – og førnævnte Orla Lehmann, som også fik stor indflydelse på udkastet til grundloven.
“På stænderforsamlingen blev der slået en grundtone an – mændene her diskuterede statens anliggender og dannede netværk, som skubbede på for en ny styreform i Danmark,” fortæller museumsdirektøren og påpeger, hvorfor vi skal mindes historien:
“Vi skylder at fejre, markere og hylde vores demokrati og værdsætte de personer, som muliggjorde det gode samfund, vi har i dag med ytringsfrihed, ligestilling, foreningsliv med mere”.
Morten Thomsen Højsgaard fortsætter med stof til eftertanke:
“Når man kigger ud i verden, er det tydeligt, at demokratiet ikke er en given styreform, som alle lande en dag vil tage til sig – det troede en del danskere nok engang. Så hvis demokratiet er noget man er glad for, så synes jeg, at man skal fejre grundlovsdag.”
Kom til fejring af grundloven i Lejre og Roskilde
Lejre Museum, kl. 9.45
Program:
9.45-10.00: Udskænkning af kaffe og kage ved Skibssætningen til de første 50.
10.00: Museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard holder grundlovstale ved Skibssætningen.
10.15: Alle går i samlet flok til Lejre Museum
10.30-11.00: Fællessange med udgangspunkt i lokalområdet med pianist og sanger Line Rosenlund.
Tid, pris og sted
Tid: 5. juni 2023, kl. 9.45-11.00
Pris: Gratis
Sted: Skibssætningen i Gl. Lejre, tæt ved Lejre Museum, Orehøjvej 4B, 4320 Lejre
Husk: Påklædning efter vejrforholdene – vi rykker dog indenfor, hvis nødvendigt.
Roskilde Museum, museumsgården, kl. 12.30
Program:
12.30-12.45: Udskænkning af kaffe og kage til de første 50.
12.45-13.00: Museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard holder grundlovstale.
13.00-13.30: Fællessange med udgangspunkt i lokalområdet med pianist og sanger Line Rosenlund.
Tid, pris og sted
Tid: 5. juni 2023, kl. 12.30-13.30
Pris: Gratis
Sted: Roskilde Museum, Museumsgården, Sankt Ols Stræde 3, 4000 Roskilde
Husk: Påklædning efter vejrforholdene – vi rykker dog indenfor, hvis nødvendigt.
Kontakter
Stine BlegvadRedaktørROMU
Kommunikation, presse, sociale medier
Morten Thomsen HøjsgaardMuseumsdirektørROMU
Tlf:40 17 84 16mortenth@romu.dkBilleder


Links
Information om ROMU
ROMU har som statsanerkendt museum det kulturhistoriske ansvar for Roskilde, Frederikssund, Lejre og Egedal kommuner. ROMU har til opgave at indsamle, registrere, bevare, forske i og formidle kulturarven og gøre den vedkommende for borgere og samfund. ROMU udspringer af Roskilde Museum, der blev etableret i 1929. I dag driver museumsorganisationen 10 museer og besøgssteder.
ROMU har ansvaret for daglig ledelse og drift af Fondsorganisationen bag kulturarven ved Roskilde Domkirke og står overordnet for realiseringen af Verdensarvscentret.
Følg pressemeddelelser fra ROMU
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra ROMU
Roskilde Domkirke markerer Verdensarvsdagen med lyskunst, sang og natkirke3.10.2023 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Torsdag den 12. oktober markerer Roskilde UNESCO’s Verdensarvsdag. Domkirken inviterer dagen igennem til en række aktiviteter for store og små. Der er fri adgang og mulighed for rundvisning, og eventyrlig lyskunst giver et nyt blik på kirkens kunst og udsmykninger fra middelalderen.
Bogserien ”Danske albums” bliver til spotudstillinger på Danmarks rockmuseum28.9.2023 08:28:00 CEST | Pressemeddelelse
Redaktørerne og forfatterne Henrik Marstal og Jan Poulsen står i front, når forlaget bag ”Danske albums” indgår et langsigtet samarbejde med Danmarks rockmuseum RAGNAROCK. Den fælles mission er at styrke pop- og rockkulturens ofte underbelyste betydning, med det klassiske album som centrum.
Ny bog om Roskilde Domkirke fortæller den kongelige danmarkshistorie27.9.2023 08:28:00 CEST | Pressemeddelelse
På Verdensarvsdagen den 12. oktober 2023 udkommer bogen Konger og dronninger i Roskilde Domkirke. Gennem 1000 år som kongelig gravkirke har Roskilde Domkirke været et centralt og trofast vidne til vores fælles historie. De mange royale gravmonumenter fortæller en unik danmarkshistorie – som er relevant for os alle. Og den fortælles levende i den nye bog, som også udkommer på engelsk.
Rock- og popikonernes topmøde melder klar til 2024 – med blandt andre Jesper Binzer, Anne Dorte Michelsen, Maria Bramsen, Peter Sommer og Johnny Reimar21.9.2023 08:31:00 CEST | Pressemeddelelse
I april 2023 lancerede rockmuseet RAGNAROCK den nye talkfestival ‘Historien bag musikken – musikken bag historien’. Nu er fem hovednavne på plads til anden omgang, der finder sted fredag og lørdag 22.-23. marts 2024.
Under 27 år? Kom gratis på poppens og rockens magiske museum8.9.2023 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Alle mellem 18 og 27 år kan komme gratis på museum som en del af K7-week fra 11. til 17. september. Et oplagt bud på en gratis oplevelse er museet om populærmusikkens historie i Roskilde. RAGNAROCK er for dig, der vil underholdes, danse, skrue på knapperne og blive klogere på dig selv, musik og ungdomshistorie.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum