Københavnske politikere skal tage stilling til nye regler for udeservering
15.5.2023 11:00:00 CEST | Københavns Kommune Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen | Pressemeddelelse
Den 22. maj skal politikerne i Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til et nyt sæt retningslinjer for udeservering i København.
Forvaltningen har på baggrund af tidligere drøftelser i udvalget lavet et udkast til et såkaldt administrationsgrundlag, som skal danne grundlag for forvaltningens udstedelse af tilladelser til udeservering i byen.
Og der er flere nye forslag på tapetet.
Politikerne skal tage stilling til, om restaurationerne fremover kan få tilladelse til udeservering tre år ad gangen – i stedet for, som i dag, at skulle søge om tilladelse hvert år.
Flerårige tilladelser vil gøre det nemmere for forvaltningen at sætte ind, hvis en udeservering ikke overholder reglerne. Forvaltningen vil bl.a. i sidste instans kunne inddrage en tilladelse til udeservering.
Og så skal politikerne tage stilling til, om der skal være et gebyr for at bruge et område til udeservering. Penge, som bl.a. vil kunne bruges på at føre tilsyn med, om udeserveringerne overholder reglerne.
Teknik- og Miljøudvalget træffer ikke endelig afgørelse på mødet i maj. Hvis der er politisk opbakning til det nye administrationsgrundlag, vil planen i stedet blive sendt i høring, hvor restauratører, beboere, interesseorganisationer og københavnere kan give deres besyv med.
Og først efter høringen, skal det endelige administrationsgrundlag så behandles politisk. Det forventes at ske i efteråret.
Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) håber, at der kommer mange høringssvar:
”Der skal være plads til at sidde i solen på en cafe eller en bar og få en kop te eller en øl, men det skal også være muligt at komme forbi på fortovet, og københavnere i områder med mange restaurationer skal kunne få deres nattesøvn. Der er mange hensyn at tage, og jeg ser frem til at se resultatet af den kommende høring, og jeg håber, at der kommer mange høringssvar, så vi får et godt grundlag for at vedtage et administrationsgrundlag, der tager hensyn til både københavnere, beboere og restauratører,” siger hun.
På baggrund af et tidligere vedtaget medlemsforslag fra Ø, V, R og Å foreslår forvaltningen også at give restauratører mulighed for at søge om udvidede åbningstider for udeservering fredage og lørdage i sommerperioden. Ordningen skal kun gælde for restaurationer, der ikke ligger i Indre By eller på Indre Nørrebro. Og det vil også være en del af den kommende høring.
Det oprindelige medlemsforslag blev bl.a. stillet efter offentliggørelsen af en undersøgelse om københavnernes forhold til udeservering, der viste, at 96 procent af københavnerne synes, at der er positive ting ved at bo i en by med udeservering.
”De fleste københavnere er glade for udeservering, men der er ingen tvivl om, at udeserveringerne er fortættet i Indre By og på dele af Nørrebro. Derfor giver det god mening at sprede udelivet ud og tillade lidt længere åbningstider for udeserveringer i sommerperioden udvalgte steder i den øvrige del af byen,” siger teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL), der stillede forslaget sammen med V, R og Å.
Politikerne skal også tage stilling til, om forvaltningen skal udvide en eksisterende forsøgsordning, hvor forvaltningen opmærker udeserveringsarealet i dele af byen. Det skal gøre det tydeligere for gæster, hvor grænsen for udeserveringen går og dermed nemmere for forbipasserende at komme forbi på fortovet.
Aktuelt er der tegnet turkise prikker udenom udeserveringsarealet ved restaurationer i fire københavnske gader. Prikkerne skal gøre det helt tydeligt, hvor meget en udeservering må fylde. Det skal gøre det nemmere for gæster at holde sig indenfor reglerne, så der er fri passage på fortovet. Forvaltningen foreslår at udvide forsøgsordningen, så den i en treårig periode omfatter flere områder af byen.
Hvis Teknik- og Miljøudvalget godkender at sende det nye administrationsgrundlag for udeservering i høring, vil der være en offentlig høringsperiode på 12 uger, inden administrationsgrundlaget igen vil blive fremlagt for Teknik- og Miljøudvalget.
Nøgleord
Kontakter
Teknik- og Miljøforvaltningens pressevagt
Tlf:23278090presse@tmf.kk.dkVedhæftede filer
Information om Københavns Kommune Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Flere og hurtigere lademuligheder på vej til københavnske elbilister23.3.2026 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Nu kan københavnske elbilejere se frem til flere lademuligheder i byen. Samtidig kan det også gå endnu hurtigere at få strøm på bilen. Københavns Kommune har netop afsluttet udbuddet af lynladere på fire forskellige lokationer. I alt er der mulig for op mod 32 lynladepunkter. Samtidig er der også flere normalladere på vej i byen.
Nye tal på byggesagsområdet: Sagsbehandlingstider i København godt på vej i mål6.3.2026 12:01:51 CET | Pressemeddelelse
KL har netop udsendt årets tal på byggesagsområdet, der viser, om København overholder de aftalte sagsbehandlingstider mellem kommuner og stat. Borgmester glæder sig over udviklingen og retter nu fokus på at få lokalplanerne til at følge trop på den positive udvikling.
København og Frederiksberg kommuner: Glædeligt med ny håndsrækning til skybrudssikring23.2.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Regeringen har netop sendt et nyt lovforslag i høring, der gør det muligt for kommuner og forsyningsselskaber at færdiggøre flere klimatilpasningsprojekter, som allerede er planlagt. Projekterne skal beskytte byer og borgere mod ødelæggende oversvømmelser, når kraftige regnskyl og skybrud rammer.
Evaluering: færre biler og flere fodgængere i Middelalderbyen17.2.2026 07:30:39 CET | Pressemeddelelse
Evalueringen af omlægningen af parkeringspladser i Middelalderbyen er landet og skal i høring. Klima-, miljø- og teknikborgmesteren vil indføre flere midlertidige tiltag, så byrummene bliver udnyttet bedre, indtil de permanente byrum bliver etableret.
Line Barfod vil indføre krav om ejerboliger i nybyggeri i København hurtigst muligt27.1.2026 13:41:54 CET | Pressemeddelelse
I et nyt udspil vil regeringen og partierne i forligskredsen bag planloven give kommunerne mulighed for at bestemme, at op til 25 pct. af boligmassen i nye boligområder skal være ejerboliger. Den mulighed findes ikke i dag.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
