Solrig april gav rekordhøj produktion fra solceller
1.5.2023 13:57:29 CEST | Green Power Denmark | Pressemeddelelse

Solceller producerer bedst, når det er køligt og solrigt, som det har været i april. Samtidig er der inden for det seneste år blevet opført mange nye solceller på marker og tage.
- Solceller giver nu et væsentlig bidrag til elproduktionen. Det er godt for klimaet, og det er godt for forbrugerne, siger Thomas Aarestrup Jepsen, direktør for vedvarende energiproduktion i Green Power Denmark.
- Solcellerne producerer mest midt på dagen, hvor virksomhederne arbejder for fuld kraft. Solcellerne leverer på nogle dage så meget strøm, at det presser elprisen ned. Og det er til gavn for både virksomheder og almindelige forbrugere, som slipper billigere.
Solcellerne producerede 405,6 GWh (405,6 millioner kWh) i april. Det er 55 procent mere end i april sidste år. Og det er 40 procent mere end i den hidtidige rekordmåned, som var juni 2022. Solcellernes produktion i april i år svarer til det årlige strømforbrug i over 100.000 husstande.
April bød også på flere nye dagsrekorder. Den 21. april producerede solcellerne 19,1 GWh, og når man kigger på top-5 over dage med mest solproduktionen ligger de alle i uge 16 i år.
I 2022 dækkede solenergi seks procent af Danmarks totale elforbrug. I 2023 forventer Energistyrelsen, at solproduktionen stiger til 10 procent af elforbruget.
- Denne rekord bliver forhåbentlig slået meget snart, og vi skal glæde os over alle fremtidige rekorder. Vi er i gang med at omstille vores samfund til at køre på strøm, og det skal selvfølgelig være grøn strøm fra solceller og vindmøller, siger Thomas Aarestrup Jepsen.
Rekorderne kommer på baggrund af, at der er blevet opført meget ny solkapacitet i 2022. Den seneste (foreløbige) opgørelse viser, at den samlede kapacitet er 3,3 GW i dag mod 1,9 GW i starten af 2022.
Solcelleanlæggene bliver dog opført i en lavere hastighed end tidligere. Det skyldes, at der har været stigende omkostninger til materialer, jord og tilslutning til elnettet.
Derudover udestår en række politiske beslutninger. Der mangler endnu en national solcellestrategi, en beslutning om de såkaldte energiparker på land og om den fremtidige beskatning af landbrugsjord med vedvarende energianlæg på.
- Der er meget, som skaber usikkerhed for de udviklere, som ønsker at investere i et solcelleanlæg. Det er vigtigt, at der bliver truffet nogle politiske beslutninger snarest, så vi kan få opført flere solcelleanlæg – til gavn for den grønne omstilling, klimaet og forbrugerne. Og så er der brug for et byrdestop, siger Thomas Aarestrup Jepsen.
Regeringen har nedsat to arbejdsgrupper i den nye nationale energikrisestab, NEKST, hvor en af arbejdsgrupperne har fokus på at få mere vedvarende energi på land. Det er Green Power Denmarks ambition at bistå staben, så der kommer gang i den politiske beslutningsproces.
Fakta:
- Produktionen af strøm fra solenergi er opgjort via Energinets EnergiDataService, der opgør elproduktionen i Danmark fordelt på produktionstyper. Alle beregninger er foretaget af Green Power Denmark.
- I 2022 producerede Danmark ca. 2,1 TWh strøm fra solceller og ca. 19,0 TWh strøm hav- og landvindmøller. Tilsammen udgjorde det 21,1 TWh eller 60% af det danske elforbrug i 2022.
- I Energistyrelsens fremskrivning Analyseforudsætninger 2022 (AF22) forventer de, at elproduktion fra solceller vil stige til ca. 3,7 TWh i 2023. I starten 2022 viste an AF22, at solkapaciteten var 1,853 GW eller ca. 1,9 GW. Foreløbige opgørelser fra Energistyrelsen viser, som Green Power Denmark har fået indsigt i, viser, at kapaciteten er steget til 3,26 GW.
- I Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022 blev aftalepartierne enige om at firedoble den samlede produktion fra solenergi og landvind frem mod 2030 i forhold til 2021 niveauet. I Aftalen står der, at Det kan fx ske ved at tidoble kapaciteten af solceller til ca. 20 GW ultimo 2030 og fordoble kapaciteten af landvind til ca. 8,2 GW ultimo 2030.
Nøgleord
Kontakter
Claus Kaae-NielsenSenior presserådgiver
Tlf:35 30 04 02Tlf:23 32 68 29ckn@greenpowerdenmark.dkBilleder
Information om Green Power Denmark
Green Power Denmark er Danmarks grønne erhvervsorganisation og vil fungere som talerør for den danske energisektor. Sammen med vores mere end 1500 medlemmer arbejder vi for, at Danmark hurtigst muligt elektrificeres med grøn strøm. Green Power Denmark repræsenterer både energiindustrien, store og små ejere og opstillere af energiteknologi samt de selskaber, der driver det danske elnet og handler med energi.
Green Power Denmark blev grundlagt 23. marts 2022 ved en fusion af Dansk Energi, Wind Denmark og Dansk Solkraft.
Følg pressemeddelelser fra Green Power Denmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Green Power Denmark
Green Power Denmark: Regeringen sætter strøm til Danmark2.6.2026 16:26:52 CEST | Pressemeddelelse
Den nye regering har fremlagt et ambitiøst regeringsgrundlag med gennemgribende initiativer til at booste elektrificeringen og den grønne omstilling af Danmark. Allerøverst står en akutplan for Energinet som efterspurgt af Green Power Denmark.
Green Power Denmark: Stor mangel på transmissionsnet er yderst kritisk for vores samfund27.5.2026 14:01:36 CEST | Pressemeddelelse
Et foreløbigt overblik fra Energinet viser meget begrænset restkapacitet i transmissionsnettet allerede nu og de næste 10 år. Det er en yderst kritisk situation for vores samfund, som både kalder på akut handling i form af en hastelov og et strukturelt løft, der sætter tempo og retning på udbygningen af transmissionsnettet.
Udbuddet af havvindmøller er en tiltrængt succes21.5.2026 09:32:30 CEST | Pressemeddelelse
Udviklere har budt på at opføre to havvindmølleparker i henholdsvis Nordsøen og ved Hesselø. Det er fremragende nyt for vindindustrien og for Danmark, som i de kommende år skal erstatte forbruget af olie og gas med grøn strøm, mener Green Power Denmark.
Arla vinder Green Power Prisen 202619.5.2026 16:05:39 CEST | Pressemeddelelse
Mejerivirksomheden Arla vinder årets Green Power Pris for at vise, hvordan nogle af de mest energitunge industriprocesser kan elektrificeres i stor skala. Med massive investeringer i varmepumper, elkedler og grøn strøm har Arla reduceret afhængigheden af naturgas og vist vejen for en mere elektrisk fødevareindustri.
Mads-Ole Astrupgaard bliver bestyrelsesleder i Green Power Denmark19.5.2026 10:19:36 CEST | Pressemeddelelse
Den adm. direktør i Resolux Group og Kristoffer Böttzauw fra Andel er det nye makkerpar i spidsen for Green Power Denmarks bestyrelse
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

