Børnehaver i protest: Kommuner svigter børn med særlige behov

I 2019 meldte Københavns Kommune ud til daginstitutionerne, at man fra 2020 skulle spare 11 millioner på støtte til børn med særlige behov, eksempelvis med tegn på autisme, ADHD eller udviklingsforstyrrelser.

Herefter har hjælpen fra kommunen først og fremmest bestået i et vejledende støtteteam, som ud fra principper om inklusion vejleder dagtilbuddene i at rumme de små. En tilgang til støtte flere kommuner i landet arbejder med.

Men den vejledende hjælp kan ikke gøre det ud for de timer med støttepædagoger, som børnene reelt har brug for, fortæller bekymrede institutionsledere i et brev til Københavns Kommunes Børne og Ungeudvalg, KL og børneminister Mattias Tesfaye.

Stor ulighed i tilbud til børn
Uanset om barnet er autist, har epilepsi eller udadreagerende adfærd som følge af sociale udfordringer i hjemmet, oplever institutionsleder hos Børneøen Bonsai, Rikke Rosengren, at det ikke er muligt at få mere end ganske få støttetimer per barn per uge fra kommunen:

“I Københavns Kommune får vi i dag ikke mere end et par timer per barn ugentligt, mens børn med tilsvarende vanskeligheder med postnummer i for eksempel nabokommunen Gentofte, kan få mellem 8,5 og 15 støttetimer ugentligt,” fortæller Rikke Rosengren, som oplever, at den manglende socialfaglige indsats går ud over både de børn, men også pædagoger og den øvrige børnegruppe.

“Hvis en støttepædagog skal kunne skabe en tryg relation til et barn med vanskeligheder kræver det bare mere end to timer om ugen,” udtaler Rikke Rosengren, som er bekymret for at prioriteringen af hjælpen får langsigtede følger:

“Vi ved, at det hjælper børnene til en lettere indskoling, hvis de får tidlig hjælp. Derfor er det ikke hensigtsmæssigt med så få støttetimer til børn med alvorlige udfordringer.” 

Umulig omsorgs-opgave
Rikke Rosengren bakkes op af jurist Annette Foltman fra administrationsselskabet SPIA og en række kommunale, selvejende og private dagtilbud, som også oplever tendensen til, at børn med vidt forskellige udfordringer - fra epilepsi og tegn på autisme til ADHD eller generel mistrivsel - ikke længere kan få støtte nok til at komme i trivsel. 

"Og det er vi simpelthen nødt til at reagere på, når så mange institutionsledere kommer med samme nødråb om fortvivlede situationer på grund af manglende støtte," lyder meldingen fra jurist Annette Foltman fra administrationsselskabet SPIA, der hjælper en række selvejende og private institutioner:

“For hvis kommunen i dag ikke kan gribe de her børn, hvem skal så?” spørger Annette Foltmann, der ikke mener, at kommunerne var gearet til at varetage den opgave de ifølge Dagtilbudsloven er forpligtet på at løfte, når de som i dag styrer efter ideen om “inklusion” af de udfordrede børn i de almindelige tilbud uden reelt at tilføre ekstra ressourcer til opgaven:

“Tilbuddet er reduceret til et vejledende støtteteam, der fortælle pædagoger med ansvar for større børnegrupper, hvordan de skal tage sig af barnet med særlige behov. Men hvordan det skal kunne lade sig gøre rent faktisk at varetage omsorgen uden ekstra pædagoger til støtten, oplever mange i praksis som svær og til tider umulig,” fortæller Annette Foltmann.

Flere socialretlige sager
Professor Stine Jørgensen fra Center for Retlige Studier i Velfærd og Marked ved Københavns Universitet er blevet forelagt institutionsledernes kritik af Københavns Kommunes praksis. 

Ifølge hende, ser vi for tiden flere kommuner, der som led i generelle besparelser skærer ned på de ydelser, som borgere har ret til. Det indebærer en generel risiko for, at borgerne, her et barns, rettigheder krænkes:

“Børn, der har behov for særlig støtte har en ret hertil. Det fremgår af Dagtilbudsloven. Kommunen må derfor i sådan et generelt sparetiltag redegøre for, hvordan det enkelte barns ret til trivsel og udvikling understøttes,” siger Stine Jørgensen og uddyber:

“Der er i øvrigt også grund til at være opmærksom på FN’s Handicapkonvention, der understøtter ethvert barns ret til udvikling og læring, herunder også for de børn, der har et behov for særlig støtte i deres dagligdag,” udtaler Stine Jørgensen, der mener, at tilfælde, hvor et barn ikke modtager den hjælp, det har behov for, er en krænkelse både af barnet i dagtilbuddet, men også af den øvrige børnegruppe, det indgår i. 

Forældre kan gå til Ligebehandlingsnævnet
Og mange kommuner har problemer med at leve op til de krav, den sociale lovgivning sikrer borgerne, understreger professor Stine Jørgensen:

“Vi kan se, at der bliver ført flere og flere socialretlige sager herhjemme både ved domstolene, men også ved administrative klageorganer,” fortæller Stine Jørgensen, hvis budskab til forældre og institutionsledere er klart:

“Særligt er der grund til at gøre opmærksom på Ligebehandlingsnævnet, der behandler sager om forbud mod diskrimination, herunder på grund af handicap. Det kan være vigtig viden for forældre, hvis de oplever, at deres barn får skåret i sine rettigheder på en måde, der stiller spørgsmål ved barnets mulighed for at trives og udvikle sig.”