Klimaforandringerne kommer: Ny data viser gevinsten ved at holde temperaturen nede
2.3.2023 08:05:07 CET | Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet | Pressemeddelelse
Vil vi i Danmark overhovedet kunne mærke forskel på, om den globale temperatur stiger med 3 grader i stedet for Paris-aftalens 1,5?
Svaret er ja.
Det bliver gjort tydeligt med Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) nye opdatering af Klimaatlasset – et værktøj, som bl.a. kommunerne bruger til at planlægge klimatilpasningsindsatser.
Fremover er det nemlig muligt at se scenariet for fremtidens danske vejr, hvis temperaturen holder sig godt under 2 grader i forhold til det førindustrielle niveau.
”Klimaatlasset taler sit tydelige sprog, og hvis der er nogen, der stadig tvivler på den grønne omstilling, så synes jeg, at de skal kigge med nu. Hvis vi holder temperaturen nede, kan vi begrænse skybrud, stormflod og de mange skader, som et voldsommere dansk vejr medfører. Vi skal forberede os på de klimaforandringer, vi ikke kan forhindre, og arbejde for at bremse dem, vi kan,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
Ved at overholde Paris-aftalen kan vi ifølge DMI begrænse stigningen af skybrud til 30 % frem for enten 40 % eller 70 %.
Både skybrud og stormflod er ifølge DMI noget af det, vi skal forvente mere af i Danmark. Begge kan efterlade omfattende skader og en tilhørende millionregning til samfundet.
”Vi kan desværre allerede se konsekvenserne af klimaforandringerne. Med klimatlasset får vi igen bekræftet, at der er behov for, at vi tilpasser os en fremtid med flere og voldsommere skybrud og stormfloder. Derfor vil regeringen fremlægge en national klimatilpasningsplan. Med et mere præcist klimaatlas får kommunerne nu et bedre værktøj til at forebygge mod klimaforandringerne,” siger miljøminister Magnus Heunicke.
Det er ikke kun fremtidens ekstreme vejr i Danmark, som Klimaatlasset viser. Også indikatorer for f.eks. temperaturer, hedebølger, nedbør og vandstand kan ses i datasættet, som baserer sig på rapporter fra FN’s Klimapanel (IPCC).
”DMI’s Klimaatlas er bedste bud på fremtidens danske klima. Med klimaatlas får alle landets kommuner og de mange private og offentlige aktører, der arbejder med at klimatilpasse Danmark, derfor et robust og ensartet beslutningsgrundlag - så Danmark bliver bedre i stand til at håndtere fremtidens mere ekstreme vejr,” siger Marianne Thyrring, direktør på Danmarks Meteorologiske Institut
Fakta
- Klimaatlas indeholder tre fremtidsscenarier fra IPCC for den globale udledning af drivhusgasser – et lavt (1,6 grader), mellemhøjt (2,4 grader) og et højt udledningsscenarie (4,3 grader).
- F.eks. vil hyppigheden af stormfloder stige i slutningen af dette århundrede i takt med højere drivhusgasudledning. En stormflod, som vi i dag ser hvert tyvende år (tyveårshændelse), forventes i slutningen af århundredet forekomme hhv. 7, 12 eller 39 gange oftere, i et lavt, mellemhøjt og højt udledningsscenarie.
- Ligeledes vil antallet af årlige skybrud stige med 30 % i et lavt udledningsscenarie, 40 % i et mellemhøjt og 70 % i et højt udledningsscenarie i slutningen af dette århundrede.
- IPCC offentliggjorde i 2021 nye scenarier, men det er endnu ikke muligt at nedskalere dem til kommunalt niveau, hvorfor Klimaatlas stadig bruger scenarier fra 2013. Det har været muligt at nedskalere tal vedr. havniveaustigning, hvorfor disse er opdateret med IPCC-rapportens data fra 2021.
Information om Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
I Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet arbejder vi for målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i Danmark i 2030 og for et visionært, grønt lederskab både i Danmark og ude i verden.
Følg pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
KORREKTION: Samlet mængde af frigivelse af oliereserver er pga. fejl oplyst for lavt13.3.2026 15:52:53 CET | Pressemeddelelse
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet oplyser, at der desværre er offentliggjort et forkert tal for den danske frigivelse af oliereserver.
Danmark frigiver olie fra de danske olieberedskabslagre13.3.2026 11:00:00 CET | Pressemeddelelse
Forsyningssituationen i Danmark og resten af Europa er for nuværende stabil. Men flere andre lande er kraftigt påvirket af situationen i Mellemøsten. Derfor har klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard på anmodning fra Det Internationale Energiagentur besluttet, at Danmark kan frigive olie fra de danske olieberedskabslagre.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeren deltager i statsbesøget til Australien5.3.2026 18:59:15 CET | Pressemeddelelse
Deres Majestæter Kongen og Dronningen aflægger statsbesøg til Australien fra den 14. – 19. marts 2026 med ledsagelse af klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
Regeringen vil styrke Europas forsyningssikkerhed22.2.2026 15:31:28 CET | Pressemeddelelse
Markedsaktører har spurgt, om licenser i den danske del af Nordsøen kan forlænges indtil 2050. Samtidig understreger den geopolitiske virkelighed behovet for, at Europa tager mere ansvar for sin egen energiforsyning. Regeringen vil derfor igangsætte en proces, der skal forberede en mulig forlængelse af en eller flere licenser med henblik på at bidrage til Europas energiforsyning, -sikkerhed og uafhængighed.
Yderligere 100 millioner til at gøre beredskabet i energi- og forsyningssektoren mere robust20.2.2026 11:05:44 CET | Pressemeddelelse
Energisektoren skal være gearet til at modstå hændelser i et forandret trusselsbillede. Som led i at regeringen afsætter 1,2 mia. til en akutpakke på beredskabsområdet, bliver der også sat massivt ind på en yderligere robustgørelse af energi- og forsyningssektoren.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
