Lyngby-Taarbæk Kommune

Børnehuset Svanen i Lyngby-Taarbæk Kommune modtager igen et Grønt Flag

Del
For ottende gang opfylder Børnehuset Svanen kriterierne, og modtager Det Grønne Flag for deres flotte arbejde med naturen i hverdagen.

"Et stort tillykke til Svanen. Som formand for Børne-og-Ungdomsudvalget, og Radikal, bliver jeg naturligvis stolt hver gang en af vores institutioner kvalificerer sig til Grønt Flag. Vi lever i en tid, hvor klima og bæredygtighed fylder mere end nogensinde. Der ligger meget håb i at institutioner gør så fint et stykke arbejde for at den næste generation får forståelsen for udfordringerne og mulighederne ind tidligt, så vi kan blive stadig bedre til at håndtere klimasituationen for hver ny generation", siger formand for Børne- og Ungdomsudvalget, Gitte Kjær-Westermann.

Børnehuset Svanen er en grøn institution, hvilket betyder, at børnene i hverdagen får oplevelser, erfaringer og aktiviteter i og med naturen. I løbet af året har aktivitetsniveauet i Børnehuset Svanen været højt, og der er blevet arbejdet målrettet med aktivt at inddrage naturen i børnenes hverdag, hvor alle børn er med, uanset alder.

Børnene har blandt andet passet haletudser og fulgt deres udviklingen i nogle uger, for til sidst at slippe dem løs i det vandløb de kom fra.

Der har været temauge om bæredygtighed i børnehøjde, hvor børnene lærte om vigtigheden af at passe på jordens ressourcer gennem kompostering og affaldssortering. Børnene sorterede affald fra deres madpakker. Der blev gået ture og samlet skrald med opmærksomhed på det "ulækre", tiden det tog før det var nedbrudt, men i høj grad også hensynet til dyrelivet. Børnene lavede også sjove fantasidyr, maskiner, våben og instrumenter af medbragt skrald.

Også temaet "Biller i Bevægelse", var populært, her lærte børnene om billernes anatomi og motoriske færdigheder. Herefter udforskede og eksperimenterede børnene, sammen med de voksne, med lege, hvor både natur og krop var i fokus. Der blev fundet biller, talt ben, beundret farver, lært om styrke og bevæget sig som biller.

"Aktiviteter om og i naturen giver børnene nogle gode erfaringer i fællesskab med andre, som de kan trække på fremover, herunder i skolen. Dertil kommer ikke mindst en første forståelse af, hvor vigtig bæredygtighed er både for dem selv og samfundet. Det er en dagsorden, som vil følge dem resten af livet", siger Martin Vendel Nielsen, næstformand for Børne- og Ungdomsudvalget.

Generelt har Børnehuset Svanen en grøn profil. Der er blandt andet et naturværksted som børn og voksne bruger hele året, der er krible-krable kroge, en Biotop som vrimler med insekter og edderkopper, frugttræer- og buske, bålplads og meget mere der opfordrer til et udeliv fuld af nysgerrighed og leg.

  Kontaktinformation

Formand for Børne- og Ungdomsudvalget, Gitte Kjær-Westermann, GITKW@ltk.dk.

Konstitueret direktør Edda Heinskou, edhei@ltk.dk, 20 10 02 33.

Information om Lyngby-Taarbæk Kommune

Lyngby-Taarbæk Kommune
Lyngby-Taarbæk Kommune
Toftebæksvej 12
2800 Kgs. Lyngby

45 97 30 00https://www.ltk.dk/

Følg pressemeddelelser fra Lyngby-Taarbæk Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Lyngby-Taarbæk Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye