Fanø Sparekasse lægges sammen med Middelfart Sparekasse

To gamle sparekasser gør klar til at blive til én. Bestyrelserne i Fanø Sparekasse og Middelfart Sparekasse har indgået en sammenlægningsaftale, som de to sparekassers repræsentantskaber skal forholde sig til på ekstraordinære repræsentantskabsmøder torsdag 9. februar.
Med aftalen vil Fanø Sparekasse ophøre som selvstændig sparekasse efter mere end 150 år på Fanø. Medarbejderne og de ca. 3.200 kunder i Fanø Sparekasse bliver en del af Middelfart Sparekasse, som før sammenlægningen har ca. 95.000 kunder og 380 medarbejdere.
Formanden for Fanø Sparekasse, Jeppe Valbjørn, står i spidsen for en enig bestyrelse, der anbefaler sammenlægningen. Det har i mange år været en kamp at drive en lille sparekasse med få medarbejdere.
- Det har i længere tid været en udfordring for os at rekruttere nye kolleger, og aktuelt har vi måttet opgive at finde en souschef til sparekassen. Det lagt oven i de fortsat øgede krav til alle pengeinstitutter uanset størrelse, har været udslagsgivende for beslutningen, fortæller Jeppe Valbjørn.
Beslutning truffet med hænderne på rattet
Han er glad for, at bestyrelsen træffer beslutningen nu i stedet for at vente med risiko for, at andre skulle træffe beslutningen for dem.
- Vi har hænderne på rattet, og vi har fået en meget god aftale for både Fanø Sparekasse og Fanø. Medarbejderne bliver, og afdelingen fortætter – vi bevarer endda skiltet på facaden. Samtidig oprettes der en fond bestående af Fanø Sparekasses opsparede overskud. Det betyder, at vi kommer til at kunne give 10 gange så meget til aktiviteter på Fanø som hidtil, siger Jeppe Valbjørn.
Han glæder sig også over, at kunderne kan se frem til endnu bedre rådgivning.
- Rådgiverne får nu tid til at koncentrere sig 100 procent om rådgivning, og vi får adgang til specialister inden for fx pension og investering, hvilket også vil komme til at højne kvaliteten af rådgivningen, siger Jeppe Valbjørn.
En veldrevet sparekasse i markedsområdet
Også i Middelfart Sparekasse er der tilfredshed med den indgåede aftale.
- Vi er landets tredjestørste sparekasse, og tager gerne aktiv part i konsolideringen i sektoren. Vi har i forvejen en afdeling i Esbjerg, så Fanø er en del af vores eksisterende markedsområde, hvilket gør det endnu mere oplagt, siger Flemming B. Nielsen, bestyrelsesformand i Middelfart Sparekasse, som ikke tøver med at kalde Fanø Sparekasse for en veldrevet sparekasse.
Flemming B. Nielsen håber, at begge repræsentantskaber stemmer for indstillingen.
- Det er to sparekasser, som trods forskellig størrelse drives ud fra de samme værdier om tilgængelighed, medarbejdertilfredshed og lokal opbakning. Jeg håber og tror, at kunderne i Fanø Sparekasse vil opleve genkendelighed i form af ansigterne i afdelingen og hertil nye, gode muligheder som kunder i Middelfart Sparekasse, siger Flemming B. Nielsen.
De to sparekasser har besluttet, at Fanø Sparekasse får to pladser i Middelfart Sparekasses repræsentantskab frem til næste repræsentantskabsvalg i 2025. Afdelingen på Fanø drives videre som en del af Middelfart Sparekasses afdeling i Esbjerg med afdelingsdirektør Henrik Toverud Stokkebæk som leder.
Ud over de to repræsentantskabers godkendelse er det også en forudsætning, at Finanstilsynet godkender sammenlægningen.
Fakta - de to sparekasser
- Fanø Sparekasse er grundlagt i 1869
- Fanø Sparekasse har ca. 3.200 kunder, otte medarbejdere og én afdeling i Nordby på Fanø
- Middelfart Sparekasse er grundlagt i 1853
- Middelfart Sparekasse har ca. 95.000 kunder og ca. 380 medarbejdere fordelt 14 afdelinger i Jylland og på Fyn
- Fanø Sparekasses afdeling drives uforandret videre, dog i samdrift med Middelfart Sparekasses afdeling i Esbjerg.
Nøgleord
Kontakter
Jeppe Valbjørn, bestyrelsesformand i Fanø Sparekasse, 61660139
Flemming B. Nielsen, bestyrelsesformand i Middelfart Sparekasse, via kommunikationsdirektør Bjarne Jacobsen, 27900664
Billeder

Information om Middelfart Sparekasse
”Til fælles bedste.” Det var udgangspunktet, da Middelfart Sparekasse blev stiftet i 1853, og den sætning har vi levet efter lige siden. For Sparekassen handler til fælles bedste om at gøre en positiv forskel for kunder, medarbejdere og de lokalsamfund, vi er en del af.
Følg pressemeddelelser fra Middelfart Sparekasse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Middelfart Sparekasse
Endnu et stærkt år i Middelfart Sparekasse4.3.2025 17:00:00 CET | Pressemeddelelse
Resultatet for 2024 nåede ikke helt samme niveau som i 2023. Et overskud før skat på 386,9 mio. kr. er alligevel meget tilfredsstillende.
Solidt første halvår i Middelfart Sparekasse28.8.2024 17:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Middelfart Sparekasses overskud i første halvår 2024 er på 172,9 mio. kr. før skat.
Dansk Algeplast kåret som årets klimaiværksætter27.8.2024 21:59:03 CEST | Pressemeddelelse
Tirsdag aften varmede Middelfart Sparekasse i samarbejde med Folkesparekassens Fond og Danske Iværksættere op til årets Klimafolkemøde ved at overrække 250.000 kroner til Årets Klimaiværksætter, der blev fundet i et stærkt finalefelt med tre innovative virksomheder.
Middelfart Sparekasse uddeler igen en kvart million8.8.2024 15:50:30 CEST | Pressemeddelelse
Der venter en finale med tre innovative virksomheder, når Årets Klimaiværksætter 2024 kåres i Middelfart Sparekasse i forbindelse med Klimafolkemødet.
Jesper Rønne er ny privatkundechef i Middelfart Sparekasse i Aarhus23.7.2024 14:22:11 CEST | Pressemeddelelse
Middelfart Sparekasse har ansat 54-årige Jesper Rønne fra Hinnerup som privatkundechef i sparekassens afdeling på Dokk1 i Aarhus.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum