Gæsterne strømmede til ROMU i 2022
17.1.2023 08:51:20 CET | ROMU | Pressemeddelelse

Efter to år, hvor corona har spændt ben for snart sagt alt sjovt, er kulturlivet nu for alvor på vej tilbage. Det gælder også for museumsorganisationen ROMU, som efter rekordmange besøgende i 2019 måtte se den flotte udvikling gå i stå, da pandemien ramte. Men nu får besøgstallene atter mundvigene til at pege opad.
ROMUs ti besøgssteder, der blandt andet tæller Roskilde Museum, Lejre Museum, Frederikssund Museum Færgegården og RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, havde sidste år besøg af 167.077 gæster. Det gør 2022 til det tredjebedste år, siden museumsaktiviteterne udsprang fra Roskilde Museumsforening i 1929.
”Det er selvfølgelig tal, jeg er rigtig glad for, og som er en stor opmuntring at se. Borgerne har efter et par drøje år vist stor interesse i at vende tilbage, og vi har kunnet gennemføre adskillige initiativer med at åbne og udfolde vigtig kulturarv,” siger museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard fra ROMU.
Ansvar for rekordmange gæster
Siden 2021 har ROMU ikke blot haft fagligt ansvar for Domkirkemuseet, men også for ledelse af den formidlingsfond, der driver turist- og kulturarvsarbejdet ved Roskilde Domkirke som besøgssted. Med Domkirkens 148.687 gæster i 2022 har besøgssteder, som ROMU står i spidsen for, for første gang svimlende 315.000 besøgende.
”Vi har aldrig haft ansvar for så mange gæster før, og vi er selvfølgelig enormt beærede over og taknemlige for, at så mange mennesker igen bruger besøgsstederne i Roskilde, Lejre og Frederikssund kommuner”, siger Morten Thomsen Højsgaard og tilføjer:
”Det er meget karakteristisk for besøgsstederne, ROMU driver, at de er autentiske. Købmandsgård, vandmølle, færgegård, sukkerhus, domkirke. Her fandt historierne faktisk sted. Det gør oplevelsen endnu større for gæsterne, som også bruger museerne til at spejle sig i den fælles fortid”, siger Morten Thomsen Højsgaard.
Han ser flere mulige årsager til de flotte tal.
Blandt andet har en god medieeksponering, både lokalt og nationalt, vakt en nysgerrighed efter at opleve udstillinger og arrangementer i ROMU-regi. Derudover har flere royale besøg i Roskilde plus en sommer med flere danske og udenlandske turister og tour-eksponering sat solide aftryk på tallene. Og så har besøgsstederne hver især gjort en stor indsats for at tiltrække gæster. Blandt andet Roskilde Museum, som i anledningen af Roskildes 1000-års jubilæum som bispesæde udstillede det unikke Ely-dokument. På RAGNAROCK blev det markeret med fest og musik, at bandet TV-2s legendariske lydstudie flyttede ind som en del af den permanente udstilling.
Børn og unge var flittige gæster
Tallene gemmer på flere gode historier. Blandet andet sætter Lejre Museum med Gl. Kongsgaard alle tiders besøgsrekord, mens Frederikssund Museum Færgegården har vendt en nedadgående kurve og opnår for tredje år i træk fremgang i besøgstallet.
Også de 0-17-årige har været flittige gæster. Hele 26.497 børn og unge lagde sidste år vejen forbi et eller flere af ROMU’s besøgssteder, og det er det højeste antal registreret indtil nu. Det er især skolerne, som efter corona nu igen bruger museerne til undervisning og oplevelser uden for skolen, fortæller Anette Gade Kristensen, der er kommerciel chef i ROMU.
”Derudover har udstillingen MIG & MIN BY på Roskilde Museum haft rigtig godt fat i børnefamilierne, og så havde vi et spændende samarbejde med Spejdernes Lejr om alt fra middelalderhistorie til rap-workshop på RAGNAROCK.”
Men også initiativer, der går på tværs i ROMU, har båret frugt. Der har været leveret flere timer fra frivillige i 2022 end tidligere. Museets forskere har udgivet flere fagfællebedømte artikler i 2022 end tidligere. Og antallet af besøgende på websites tilknyttet ROMU er mere end fordoblet til nu 353.619 på et år.
Også de såkaldte samskabte arrangementer, hvor ROMU i eksterne samarbejder laver events, foredrag og formidling uden for besøgsstedernes adresser, har vundet frem. Her har mere end 6.000 mennesker, som ellers ikke indgår i besøgstallet, i årets løb lagt vejen forbi.
”Det kan for eksempel være, når vi laver arrangementer sammen med organisationer som for eksempel lokale historiske foreninger, og typisk går det rigtig godt, når vi formidler historie i naturen eller byrummene. Det glæder vi os selvfølgelig over, for det er et meget vigtigt møde med vores gæster, og vi vurderer også, at vi på den måde kommer i kontakt med nogle nye grupper af borgere med historien,” siger Anette Gade Kristensen.
Kontakter
Stine BlegvadRedaktørROMU
Kommunikation, presse, sociale medier
Billeder


Information om ROMU
ROMU har som statsanerkendt museum det kulturhistoriske ansvar for Roskilde, Frederikssund, Lejre og Egedal kommuner. ROMU har til opgave at indsamle, registrere, bevare, forske i og formidle kulturarven og gøre den vedkommende for borgere og samfund. ROMU udspringer af Roskilde Museum, der blev etableret i 1929. I dag driver museumsorganisationen 10 museer og besøgssteder.
ROMU har ansvaret for daglig ledelse og drift af Fondsorganisationen bag kulturarven ved Roskilde Domkirke og står overordnet for realiseringen af Verdensarvscentret.
Følg pressemeddelelser fra ROMU
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra ROMU
VIBE UP: Mød dit kommende yndlingsband, før alle andre opdager dem2.9.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Med endagsfestivalen VIBE UP slår Rockmuseet den 19. september dørene op til fem livekoncerter med nogle af de navne, der måske står øverst på plakaten i morgen. For museet vil være med allerede, når musikhistorien bliver til.
ROMU styrker organisationen med erfaren administrationschef1.9.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Med Jeanett Grau Engstrøm får ROMU en erfaren leder, der skal sikre stærke administrative rammer om museumsorganisationens fortsatte udvikling. Hun tiltræder i en tid, hvor ROMU blandt andet udbygger sit ansvar for verdensarven og moderniserer organisationens økonomiske og digitale infrastruktur.
Georadar afslører stort klosteranlæg fra middelalderen i Roskilde11.8.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hidtil har man troet, at Sankt Clara Kloster fra 1200-tallet var gået tabt. Men jordskanninger af området, hvor klosteret lå i middelalderen, har afsløret et stort og velbevaret klosteranlæg. Fundet lægger sig i rækken af mange, der fortæller om Roskilde som en central by i middelalderen.
ROMU og Fors udvikler sammen et skoleforløb om kilderne i Roskilde29.6.2026 08:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Roskildes historiske kilder får nu nyt liv i undervisningen. Museumsorganisationen ROMU og forsyningsselskabet Fors har sammen udviklet et undervisningsforløb, der inviterer elever i 3.-6. klasse ud i byen for at opleve, undersøge og reflektere over kildernes og vandets betydning før, nu og i fremtiden.
Få meget mere sommer for pengene med ROMUs brandvarme sommertilbud26.6.2026 08:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Tilbring sommeren med vikinger, købmænd og rockstjerner – det er ikke så dyrt, som det lyder. Med en stor sommerkampagne lover ROMU nemlig en stribe stærke oplevelser til halv pris hele sommeren. Så tag familien under armen og planlæg en indholdsrig, men budgetvenlig ferie.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
