Carls comeback: Mistrivslen fik en lige højre

Carl Boesen vil ikke huske starten af 20’erne for ret meget godt. Det var en periode i hans liv, hvor han isolerede sig i sin lejlighed i Kolding. Hvor dagene flød sammen og gik med at spille Play Station. Og hvor turene i fitnesscenteret ophørte, da Covid-19 kom forbi.
”Jeg var i forvejen ikke den bedste rent socialt, og i gymnasietiden tog ensomheden til. Det var, som om jeg ikke passede ind, og jeg følte mig ofte akavet og udenfor, selvom jeg ikke direkte blev ekskluderet fra fællesskabet. Efter gymnasiet blev det endnu værre, og jeg røg ned i et kulsort hul mentalt,” fortæller Carl Boesen og fortsætter:
”Jeg var deprimeret. Selvtilliden og overskuddet var lig med nul, og jeg kom ind i en negativ spiral, hvor jeg ikke havde de store tanker om mig selv og mine evner,” siger den nu 26-årige koldingenser, der i en årrække stod uden for uddannelses- og arbejdsmarkedet.
Gode tilbud ændrede alt
Det var en mørk tid for Carl Boesen. En tung dyne af passivitet lå over ham, men så skete der noget, der fik tilværelsen til at lysne:
”Jeg blev introduceret til konceptet ’Borger til Borger’ gennem lokalpsykiatrien, hvor man normalt bliver koblet til en mentor, som man skal bruge noget tid med. I stedet satte de mig sammen med en jævnaldrende pige, som var i samme situation som mig, og vi gik nogle lange ture og fik snakket en masse,” fortæller han.
Det gjorde noget godt for ham at komme ud af lejligheden og tale med et andet menneske, der forstod hans situation til fulde. Senere startede de begge to til kickboxing på et hold for ligesindede, hvor der blev brændt energi af og frigivet en masse endorfiner på kroppens øverste etage.
”Det var et trygt miljø at starte i, og det var vigtigt at komme ud i den virkelige verden og begå sig socialt igen. Samtidig var det fedt at bruge sig selv fysisk og mærke, at jeg var god til sporten. Jeg fik langsomt mere og mere overskud og selvtillid, så det blev en vigtig brik i min rehabilitering,” siger Carl Boesen.
Mening og mestring
Kickboxing-holdet er bare ét af mange bevægelsestilbud, som projektlederen for ’Bevæg dig for livet’ i Kolding kommune har været med til at stable på benene for socialt udsatte og sårbare borgere i Kolding:
”Aktiviteterne er en del af det projekt, vi kalder ’Mening og mestring’. Det er et pilotprojekt for unge mellem 18 og 29 år, som står uden for uddannelse eller beskæftigelse,” fortæller Anette Hvidtfeldt.
Ifølge projektlederen for Bevæg dig for livet, deltager cirka 240 udsatte og sårbare unge for tiden i projektets idrætstilbud i Kolding. Dertil kommer cirka 60 unge, som tidligere har været tilknyttet, men som nu ”er ude af systemet”.
”Og så har vi i en periode givet fripas til de dårligst stillede voksne i kommunen, som ellers ville vælge idrætten fra. Vi kalder det ’Aktiv Fritid’, og den ordning har fået yderligere 120 i aktivitet,” siger Anette Hvidtfeldt.
Koster samfundet milliarder
En analyse fra Rockwoll Fonden viser, at udsatte og sårbare unges manglende uddannelse og lavere arbejdsmarkedstilknytning kan have livslange konsekvenser og koster samfundet 12-15 milliarder kroner om året.
”Så ud over det rent menneskelige er det også en stor samfundsøkonomisk gevinst, når de her borgere i vores kommune kommer videre. Og her kan motion og de gode idrætsfællesskaber noget helt unikt," siger Anette Hvidtfeldt og tilføjer:
”Vi oplever i hvert fald, at det giver mening for vores unge, som får energi og sociale relationer gennem tilbuddene. Det gør, at de vokser og får mod på tilværelsen, og det er der i øvrigt også forskning, der understøtter.”
Carl Boesen er altså en af dem, der nu har fundet energien til at komme videre. Han er i dag raskmeldt, fyldt med optimisme og i gang med at uddanne sig til fysioterapeut. Han er også stadig aktiv i kickboxing-klubben og er tilmed tilknyttet Borger til Borger-ordningen som mentor.
FAKTA:
• Flere undersøgelser viser, at der er en klar sammenhæng mellem trivsel og idrætsaktivitet. Herunder den seneste motions- og sportsvaneundersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut (Kilde: Idan).
• Hvis man er en aktiv del af en given forening, gruppe eller organisation hver uge, er der ca. 75 procent større sandsynlighed for, at man har høj mental sundhed sammenlignet med, hvis man ikke er (Kilde: Statens Institut for Folkesundhed, SDU).
• At være socialt udsat er ikke et fuldstændigt afgrænset og veldefineret begreb, men ”bruges typisk om borgere, der enten socialt, økonomisk eller helbredsmæssigt ikke har de samme muligheder og ressourcer som andre i Danmark” (Kilde: VIVE).
• I 2018 fremlagde VIVE en undersøgelse, hvor brugen af velfærdssystemet blandt 280.000 danskere med psykiske lidelser, misbrugsproblemer og hjemløshed blev kortlagt. Undersøgelsen viste, at denne gruppe alene i 2014 genererede udgifter til indsatser og ydelser på tværs af velfærdssystemet for 41 mia. kroner (Kilde: VIVE).
OM BEVÆG DIG FOR LIVET:
Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation, for idræt og motion er vigtigt for vores fysiske, sociale og mentale sundhed. Derfor har Danmarks Idrætsforbund og DGI indgået en aftale om opfyldelsen af den ambitiøse vision for dansk idræt, som støttes TrygFonden og Nordea-fonden. Bevæg dig for livet er den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie og har på nuværende tidspunkt indgået aftaler med 25 såkaldte visionskommuner og mange konkrete initiativer er sat i søen inden for en lang række idrætsgrene.
Nøgleord
Kontakter
Anette Hvidtfeldt, projektleder for Bevæg dig for livet i Kolding Kommune: Tlf. 23 83 61 29
Morten Friis BolvinkelKommunikationskonsulent
Tlf:60607612mbv@dif.dkBilleder

Information om Danmarks Idrætsforbund

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Stærk dansk ishockeytrup er OL-klar7.1.2026 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Hele syv danske NHL-spillere er med i den 25 mand store trup, der skal repræsentere Danmark i ishockey ved OL i Milano Cortina 2026.
Kæmpe sportsfest i Herning - her er prisvinderne3.1.2026 22:53:02 CET | Pressemeddelelse
Der var gylden løber og fuld galla, da stjernerne fra både den danske sportselite og det brede foreningsliv blev hyldet ved SPORT 2025. Blandt aftenens prisvindere var en rørt Michael Mørkøv, der blev optaget i Sportens Hall of Fame.
Michael Mørkøv er nyt medlem af Sportens Hall of Fame3.1.2026 22:35:44 CET | Pressemeddelelse
Den tidligere cykelrytter Michael Mørkøv er medlem nummer 42 i dansk idræts fineste selskab, Sportens Hall of Fame.
Gidsel er Årets Sportsnavn 20253.1.2026 22:27:14 CET | Pressemeddelelse
Lørdag aften tilføjede Mathias Gidsel endnu en fornem titel til sit allerede imponerende håndbold-CV. Efter et enestående år blev han kåret som Club La Santa, DIF og Team Danmarks Årets Sportsnavn 2025.
IF Bytoften fra Søborg er Årets Idrætsforening 20253.1.2026 22:24:25 CET | Pressemeddelelse
IF Bytoften fra Søborg vinder prisen AP Pension og DIF’s Årets Idrætsforening 2025 i kraft af sit store sociale engagement. Med prisen følger 80.000 kroner.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
