Malene Kejlstrup Sørensen er Årets Fund i dansk idræt 2022
For 83. gang er Danmarks ældste idrætspris blevet uddelt af Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark og Politiken med den 20-årige BMX-rytter Malene Kjelstrup Sørensen som vinder blandt de 10 nominerede.
BMX-rytteren får prisen for et imponerende internationalt gennembrud i 2022.
I midten af juli vandt randrusianeren EM for ryttere under 23 år i en tid, der ville have rakt til sølvet i kvindernes elitefelt. Godt en uge senere toppede hun præstationen ved VM i den franske by Nantes. Hun blev ikke bare U23-verdensmester. Hun gjorde det i en fart, der denne gang havde været rigeligt til guldet hos seniorrytterne.
Til titlerne kan man lægge en stribe andre flotte resultater. En sejr og yderligere tre podiepladser i U23 World Cup og en samlet sejr i European Cup.
En temmelig uset samling af resultater – især set i lyset af, at ingen danske BMX’ere før denne sæson nogensinde har vundet et verdens- eller europamesterskab. Og at kun én dansk rytter nogensinde på tværs af alle kategorier har kørt sig i World Cup-finaler.
Malene Kejlstrup Sørensens gennembrud giver et begrundet håb om, at hun allerede kan deltage ved OL i Paris om halvandet år og måske køre med om medaljerne, hvilket er fire år tidligere, end Danmarks Cykle Union (DCU) havde turde drømme om.
”Malene er ekstremt dedikeret til sin sport i almindelighed og til sin træning i særdeleshed. Faktisk så dedikeret og motiveret, at det i sig selv er en opgave at sikre, at hun trods alt ikke træner for meget”, skriver elitechef i DCU, Morten Bennekou, i indstillingen af rytteren.
Malene Kejlstrup Sørensen løfter med andre ord på imponerende vis arven efter Simone Tetsche Christensen, der stoppede BMX-karrieren tidligere i år – og som endda også vandt Årets Fund i 2015. Dengang var det imidlertid ikke DCU, der kunne juble over triumfen. Indtil 2017 hørte BMX nemlig under Danmarks Motor Union.
Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i DIF og medlem af dommerkomitéen til Årets Fund, siger:
”Det var et utroligt flot felt af unge fremadstormende atleter, som vi skulle vælge vinderen fra, og det var derfor ikke et let valg at finde top 3. Malene Kejlstrup Sørensens historiske bedrifter gjorde udslaget, og hendes resultater lover godt for fremtiden. Jeg glæder mig til at følge alle de nominerede atleter i fremtiden og ønsker Malene Kejlstrup Sørensen et kæmpe og fuldt fortjent tillykke med hæderen.”
Nummer to i kåringen til Årets Fund 2022 blev håndboldspilleren Emma Friis, der ved EM i Slovenien fik sit store internationale gennembrud. Ikke alene vandt hun sølv med landsholdet - hun fik samtidig plads på turneringens All-Star-hold.
På tredjepladsen fulgte løbetalentet Axel Vang Christensen, der har leveret tider på et niveau, der sjældent er set i dansk atletik. Trods sine bare 18 år satte han europarekord i 3000 meter forhindringsløb for U20-løbere, han deltog også ved seniorernes EM i sommer og blev oveni U20-europamester i cross kort før årsskiftet sidste år.
De ti nominerede
Atletik: Axel Vang Christensen (18 år). Satte europarekord for U20-løbere i 3.000 meter forhindringsløb, deltog trods sin unge alder ved senior-EM og blev europamester for U20 i cross lige før årsskiftet til 2022.
Boksning: Nikolai Terteryan (21 år). Vandt guld ved EM for U22-boksere. Vandt seniorturneringen 73rd Strandja Tournament.
Curling: Mathilde Halse (23 år). Vandt i november EM-guld med landsholdet og var turneringens bedste spiller på sin position.
Cykling: Malene Kejlstrup Sørensen (20 år). U23-europamester i BMX, hvor hendes tid i finalen ville have rakt til en sølvmedalje hos seniorerne. U23-verdensmester, hvor hun i finalen kørte en hurtigere tid end samtlige kvinder i Dame Elite VM-finalen. Vinder af en afdeling af U23 World Cuppen og den samlede U23 European Cup.
Fodbold: Jesper Lindstrøm (22 år). Kåret til den mest værdifulde unge spiller i den tyske Bundesliga, hvor han spiller for Eintracht Frankfurt. Vandt i sommer Europa League med klubben, ligesom han er blevet en fast del af stammen på det danske landshold.
Håndbold: Emma Friis (23 år). Fik sit store internationale gennembrud ved EM i Slovenien, da hun både var med til at vinde sølv for Danmark og blev udtaget til mesterskabernes All Star-hold som turneringens mest scorende venstrefløj.
Kano/kajak: Thorbjørn Rask (22 år). Blev Danmarks første U23-verdensmester i 5.000 meter enerkajak, vandt en afdeling af seniorworldcuppen og debuterede ved senior-VM med to top-10-placeringer.
Parasport: Alexander Hillhouse (18 år). Vandt to bronzemedaljer ved sin VM-debut i parasvømning. Undervejs satte han dansk rekord. Han er den første danske paraatlet med et udviklingshandikap til at vinde medaljer i en paralympisk idræt.
Svømning: Thea Blomsterberg (20 år). Fjerdeplads ved EM på langbane i 200 meter brystsvømning og blev den kun anden dansker til at passere den ’mytiske’ grænse på 2 minutter og 20 sekunder på 200 meter brystsvømning på kortbane.
Vægtløftning: Line Ravn Gude (24 år). Vandt som den første danske kvinde medalje ved europamesterskaberne i vægtløftning, da hun i 71 kg-klassen sikrede sig sølv. Siden er hun blevet nordisk mester.
Fakta om Årets Fund
Årets Fund er Danmarks ældste idrætspris og uddeles i et samarbejde mellem Team Danmark, Danmarks Idrætsforbund og Politiken. Den blev uddelt første gang i 1929. Vinderen modtager ud over hæderen 75.000 kr.
I 2021 blev håndboldspilleren Mathias Gidsel kåret som Årets Fund.
Yderligere kommentarer:
Morten Mølholm Hansen, adm. direktør i DIF, 21663774
Nøgleord
Kontakter
Jakob DraminskySouschef / OL-presseansvarlig
Tlf:28893678jdr@dif.dkInformation om Danmarks Idrætsforbund
DIF blev stiftet tilbage i 1896 og er interesseorganisation for foreningsidrætten i Danmark. Gennem årene er der kommet flere og flere specialforbund til, så DIF-familien i dag består af 62 forbund, ca. 9.000 idrætsforeninger og knap 2 millioner medlemmer. DIF er samtidig national olympisk komité i Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Kit Aagesen Goth er Danmarks Sejeste Idrætslærer4.2.2025 14:34:47 CET | Pressemeddelelse
Kit Aagesen Goth fra Nykøbing Sjælland Skole i Odsherred blev overrasket med guldkonfetti og jublende elever, da DIF Skole OL og Dansk Skoleidræt kårede hende til Danmarks Sejeste Idrætslærer 2024.
DIF: Fantastisk talentudvikling bag enestående bedrift2.2.2025 19:41:29 CET | Pressemeddelelse
Danmarks Idrætsforbund hylder de danske håndboldherrer og talentudviklingen i dansk håndbold på baggrund af endnu en fantastisk VM-guldmedalje
Bistand til dopingdømte atleter30.1.2025 12:42:38 CET | Pressemeddelelse
DIF og Anti Doping Danmark har indgået en aftale om bistand til atleter, der oplever psykiske udfordringer oven på en dopingsag.
”Vigtig opgave”: DIF underskriver ’Ungeløftet’ om at hjælpe unge tættere på uddannelse og job28.1.2025 16:47:50 CET | Pressemeddelelse
Sammen med et bredt udsnit af organisationer, virksomheder og ministre deltog DIF på topmøde på Marienborg om, hvordan flere unge kommer tættere på uddannelse og beskæftigelse. Deltagerne skrev samtidig under på ’Ungeløftet’, og DIF-idrætten vil blandt andet bidrage gennem initiativet Startblokken.
DIF DM-ugen vender tilbage til Aalborg med vildt program24.1.2025 09:06:30 CET | Pressemeddelelse
Speedway, 3x3 basketball og orientering er nye sportsgrene på programmet, og gymnastik, dans og high diving gør comeback, når DIF DM-ugen til sommer igen finder sted i Aalborg.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum