CBS har vedtaget en erklæring om ytringsfrihed
CBS har nu en officiel erklæring, der tjener som et kompas for ansatte og studerende og giver dem et godt rygstød i sager om forskningsfrihed, undervisningsfrihed samt debat- og ytringsfrihed.
Erklæringen, som universitetet fremover bruger som rettesnor, er skabt i et samarbejde mellem direktionen og Akademisk Råd. Indholdet er netop blevet godkendt af bestyrelsen.
”Efter en god og grundig proces har vi nu et klart formuleret værdimæssigt grundlag for ytringsfriheden på universitetet. Erklæringen skal medvirke til, at alle på CBS har det bredest mulige råderum til at tale, skrive, lytte, udfordre og lære. Vores holdning er, at viden bedst fremmes gennem en fordomsfri og åbensindet samtale, og at der skal være plads til at diskutere konkurrerende ideer og modstridende holdninger,” siger Søren Hvidkjær, der er dekan for forskning på CBS.
Værdsættelse af inklusion og mangfoldighed har haft en fremtrædende plads i de interne drøftelser, der har ført til erklæringen om ytringsfrihed.
”CBS værdsætter i høj grad inklusion, mangfoldighed, en god tone og gensidig respekt. Samtidig vil CBS ikke begrænse ytringer med den begrundelse, at nogle måtte finde dem stødende. Kontroverser over ytringer er en læringsmulighed snarere end en anledning til at sanktionere,” siger Søren Hvidkjær og understreger, at med ytringsfriheden følger også et ansvar.
”Jeg mener, at vi har en god ytringskultur på CBS. Men vi kan ikke tage den for givet, og alle på CBS har et ansvar for at opbygge og vedligeholde den. Nu har vi et fælles udgangspunkt, både for de studerende og de ansatte, som vi kan bygge videre på,” fastslår Søren Hvidkjær.
CBS udarbejder desuden et dokument, der understøtter universitetets forskere i deres kommunikation med omverdenen og sætter rammerne for god forskningsformidling.
Foto: Kasper Kristoffersen/CBS
Nøgleord
Kontakter
PressekontaktSekretariat for Ledelse og Kommunikation
Tlf:41852616press@cbs.dkhttps://www.cbs.dk/pressen/pressekontaktInformation om Copenhagen Business School
Erklæring om ytringsfrihed ved CBS
Ytringsfrihed er sikret i den danske grundlov såvel som i menneskerettighedskonventioner, der er ratificeret af Danmark. Derudover er akademisk frihed sikret i EU’s charter om grundlæggende rettigheder og den europæiske menneskerettighedsdomstols retspraksis. Copenhagen Business School værner om denne frihed, da den er fundamentet for åben dialog og drøftelse af forskelligartede ideer og synspunkter. Viden fremmes netop bedst igennem fordomsfri og åbensindet undersøgelse af og samtale om konkurrerende ideer. Af disse årsager tilstræber CBS at sikre at alle ved CBS har det bredest mulige råderum til at tale, skrive, lytte, udfordre og lære.
CBS forpligter sig grundlæggende til princippet om ikke at undertrykke debat eller overvejelse, blot fordi andre mener at de fremsatte ideer er ubehagelige eller stødende. Det er op til den enkelte, og ikke til CBS som institution, at tage stilling til ideer, ligesom det er op til den enkelte at reagere ikke ved at forsøge at undertrykke, men ved åbent at udfordre de ideer som man måtte være imod. Det er ikke CBS’ opgave at forsøge at beskytte nogen hverken ved eller uden for CBS mod ideer og holdninger, som vedkommende måtte finde uønskede, forkerte eller stødende.
I krydsfeltet mellem vores forpligtigelse til at sikre ytringsfrihed og til at værne om vores fælles værdier ligger forventningen om et inkluderende lærings- og arbejdsmiljø. CBS værdsætter i høj grad inklusion, mangfoldighed, god tone og gensidig respekt. Samtidig vil CBS ikke begrænse ytringer, fordi nogen måtte finde dem stødende. Kontroverser over ytringer er en læringsmulighed snarere end en anledning til at sanktionere.
Som en naturlig følge af CBS’ tilsagn om at beskytte og fremme ytringsfrihed skal man på CBS handle i overensstemmelse med denne erklæring. Enhver kan kritisere og udfordre andres ideer, men man må ikke obstruere eller på anden måde lægge sig i vejen for andres ytringsfrihed. Således er det CBS’ højtidelige ansvar ikke alene at fremme den frie debat og den fri tanke, men også at beskytte denne frihed på CBS, når andre ved eller uden for CBS søger at begrænse den.
Dele af dette dokument er inspireret af FIRE-erklæringen (The Foundation for Individual Rights and Expression) og den foreslåede “MIT Statement on Freedom of Expression and Academic Freedom”.
Følg pressemeddelelser fra Copenhagen Business School
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Copenhagen Business School
Optag 2024: På CBS kommer du til at lære mere end business26.7.2024 10:10:00 CEST | Pressemeddelelse
3.265 unge har fået tilbudt en studieplads på CBS. I løbet af de kommende år skal de udvikle en særlig CBS-profil, der ikke kun gør dem fagligt dygtige. De vil også blive uddannet i, hvordan de kan bidrage til nye løsninger på samfundets udfordringer.
Rektor: Vi glæder os over 18.608 ansøgninger til vores bacheloruddannelser5.7.2024 18:03:59 CEST | Pressemeddelelse
Rektor Peter Møllgaard glæder sig over de mange ansøgere, men understreger samtidig, at der kan være flere veje til et spændende og meningsfyldt arbejdsliv.
Hvem er menneskerne bag AI? Megan Tobias Neely fra CBS modtager prestigefyldt Sapere Aude-bevilling til at finde svaret20.6.2024 10:06:16 CEST | Nyhed
Adjunkt Megan Tobias Neely har netop modtaget en af de eftertragtede Sapere Aude-bevillinger. Hun vil forstå de forskere, der står bag AI-teknologien – en undersøgelse, der skal gøre os klogere på, hvordan AI vil påvirke vores fælles fremtid.
Hvidvask: Eksperter vil give kriminelle kamp til stregen19.6.2024 06:07:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvordan skal de nyeste tendenser hos kriminelle imødegås? Mere teknologi? Nye arbejdsmetoder? Og tager alle nok ansvar? Alt er i spil, når private virksomheder, offentlige myndigheder og den akademiske verden sætter hinanden i stævne på CBS for at diskutere bekæmpelse af hvidvask.
Peter Møllgaard er CBS’ nye rektor9.4.2024 14:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny rektor på CBS Peter Møllgaard har mangeårig ledelseserfaring fra Danmark og udlandet og indgående kendskab til CBS og universitetsverdenen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum