Tusindvis af moderne, fjernaflæste vand- og varmemålere til forsyningskunderne i Silkeborg
Hos Silkeborg Forsynings kunder sidder der i dag omkring 20.000 vandmålere og 16.000 varmemålere, hvoraf en stor del er ved at være udtjente. De skal derfor udskiftes med nye, moderne målere, der bliver koblet op på et trådløst netværk, så alle relevante data kan fjernaflæses af Silkeborg Forsyning.
Leverancen på de mange målere og adgangen til kommunikationsnetværket og målerdatasystemet er netop kommet på plads med indgåelsen af en kontrakt mellem Silkeborg Forsyning og den danske teknologivirksomhed, Kamstrup, der er en af verdens førende leverandører af intelligente måleløsninger.
Fremtidssikret aflæsning
Med kombinationen af helt nye målere og det nye kommunikationsnetværk fremtidssikrer Silkeborg Forsyning aflæsningen af varme- og vandforbruget i mange år frem. Silkeborg Forsyning køber de mange målere af Kamstrup, men kommer ikke til at eje kommunikationsnetværket, der skal overføre data fra målerne til målerdatasystemet. I stedet betaler Silkeborg Forsyning licens for at bruge et eksisterende netværk ejet af Kamstrup.
Det er en stor fordel, da kommunikationsteknologien udvikler sig hele tiden. Den udvikling får Silkeborg Forsyning med aftalen glæde af de kommende mange år. Selve de fysiske målere forventes at have en gennemsnitlig levetid på omkring 16 år. Der er gode erfaringer med de valgte måleres nøjagtighed efter mange års drift ved andre forsyningsselskaber.
Opgaven med at sætte de nye målere op begynder i starten af det nye år og hele udskiftningen varer i omkring halvandet år.
De vand- og varmemålere, der er blevet sat op for nyligt og bliver sat op hen over vinteren vil kunne bruges i det nye system også. De mange målere, der skal udskiftes, skilles ad og materialerne sendes til genanvendelse.
I forbindelse med kontraktindgåelsen udtaler følgende talspersoner:
Data og digitaliseringschef i Silkeborg Forsyning, Laura Møller.
”Aftalen med Kamstrup sikrer os og kunderne et fremtidssikret og robust system i mange år frem. Vi lejer os ind på kommunikationsteknologien og kan dermed udnytte fremtidige teknologiske udviklinger på den front. Vi har også stillet store krav til performance og kvalitet af data. Og vi beder om mere data, end vi kan bruge lige nu. Det er med vilje, for det giver os en platform for innovation og en mulighed for at udnytte data, som vi ikke kender i dag. Det gør vi med et todelt fokus. Vi kan dels bruge data til at optimere vores produktion og fx producere mere bæredygtigt. Men nok så vigtigt, så vil vi sikre, at vi på baggrund af data kan udvikle de rigtige services til kunderne i fremtiden.”
Direktør i Silkeborg Forsyning, Jens Bastrup.
”Vi er glade for aftalen med Kamstrup, som vi kender rigtig godt. Vi tager sammen med en af verdens førende – og samtidig lokale - leverandører på området et stort skridt i arbejdet med sikker forsyning og mod udviklingen af nye services til kunderne. Vi kan med de nye målere og kommunikationsnetværket udvikle nogle spændende nye forretningsmuligheder, der gavner både miljøet, klimaet og kunderne.”
Senior Vice President i Kamstrup, Tommy Hansen.
”Vi er utrolig stolte af samarbejdet med Silkeborg Forsyning, som vi oplever har en innovativ tilgang til, hvordan fremtidens forsyning ser ud. Vi har igennem mange år arbejdet med intelligente løsninger og udvikler løbende nye løsninger og services, hvor det er muligt at få endnu større gavn af data fra netværket. Derfor ser vi også meget frem til i tæt samarbejde med Silkeborg Forsyning at skabe værdi og fremtidssikrede løsninger gennem digitalisering og data.”
Mere præcise data giver bedre kundeservice
De nye målere og kommunikationsnetværket giver i sammenligning med de eksisterende målere og det eksisterende netværk en lang række fordele for både Silkeborg Forsyning og for kunderne.
Det nye system kan eksempelvis sende endnu flere og mere præcise data hurtigere tilbage til Silkeborg Forsyning med oplysninger om driftsforhold og forbrug. Det er til gavn for kunderne, der kan være sikre på, at deres forbrug opgøres meget præcist. Derudover indeholder teknologien bag målerne og målerdatasystemet en forbedret it-sikkerhed og sikker håndtering af de data om kundernes forbrug, som Silkeborg Forsyning indsamler.
Silkeborg Forsyning kommer til at modtage data tæt på realtid, og de aflæste data vil derfor også potentielt kunne gøres tilgængelige for kunderne hurtigere og nemmere gennem nye services. Silkeborg Forsyning vil ud fra de mange muligheder og den nye viden, som dataene giver, se på hvilke services, der kan tilbydes kunderne i fremtiden. Men Silkeborg Forsyning har som målsætning at give kunderne en nem og digital løsning, der kan hjælpe dem med at spare på deres forbrug og dermed agere mere bæredygtigt.
En del af vandkunderne kan også se frem til endnu bedre kundeservice, da samtlige nye målere er fjernaflæste, fordi det nye kommunikationsnetværk har en bedre rækkevidde, og derfor kan nå ud til alle vandmålere i hele forsyningsområdet. I dag modtager omkring 20 procent af vandkunderne et aflæsningsskema, men det er slut, når de nye målere og netværk er kommet på plads.
Ressourcebesparende teknologi
De mange data fra målerne kan også give vigtige informationer tilbage til driftsfolkene i Silkeborg Forsyning. Eksempelvis bliver det nemmere at opspore utætte og dårligt isolerede rør, hvilket kan gøre det nemme at styre tekniske anlæg som vandværker og varmeværker mere præcist. Det er godt for klimaet.
Silkeborg Forsyning står over for en stor indsats med en mulig konvertering til fjernvarme af godt 6.000 naturgasfyrede ejendomme frem mod 2028. De mange nye varmemålere, der skal sættes op i den forbindelse, er der taget højde for i det fremtidige samarbejde med Kamstrup.
Det bliver et omfattende arbejde at udskifte de mange eksisterende målere hos kunderne. Opgaven med at tage de gamle målere ned og installere de nye målere begynder i starten af 2023. Udrulningen intensiveres i anden halvdel af 2023 og kommer til at løbe over ca. halvandet år, hvor der skal gennemføres op imod 100 kundebesøg hver dag.
Der bliver planlagt en større kommunikationsindsats i samarbejde med Eltel, der skal stå for udskiftningen af målerne, så kunderne får besked i rette tid, inden de får besøg. Selve udskiftningen sker uden omkostning for kunderne.
Udgiften til projektet afskrives over mange år, og kunderne vil ikke opleve en større prisstigning. Fra 2023 udgør omkostningen 2,5 procent af den samlede vandregning og 1,3 procent af den samlede varmeregning.
Korte fakta:
- En stor del af Silkeborg Forsynings samlede målerpark på omkring 16.000 varmemålere og 20.000 vandmålere skal udskiftes. Den eksisterende målerpark er nedslidt og det nuværende fjernaflæsningssystem udvikles ikke længere.
- Der sidder i dag omkring 20.000 vandmålere og 16.000 varmemålere hos Silkeborg Forsynings kunder.
- Nye krav til cybersikkerhed og håndtering af data forudsætter, at teknologien bliver fornyet.
- De nye målere giver præcise data, der kan forbedre den kundeservice, som Silkeborg Forsyning tilbyder kunderne samt optimere driften.
- Silkeborg Forsyning har indgået en kontrakt med Kamstrup om leverancen af målerne.
- Kommunikationsnetværket, der leveres af Kamstrup, er skræddersyet til hjemtagelse af data fra afregningsmålere. Det medfører bl.a. lang batterilevetid på målerne, høj datakvalitet og god dækning i alle områder.
- Opgaven med at sætte de nye målere op begynder i starten af det nye år og hele udskiftningen varer i omkring halvandet år.
Nøgleord
Kontakter
Kontaktoplysninger for yderligere oplysninger eller udtalelser:
Laura Møller. Data- og digitaliseringschef i Silkeborg Forsyning.
20566066 / lmo@silkeborgforsyning.dk.
Jens Bastrup. Direktør i Silkeborg Forsyning.
23382844 / jfb@silkeborgforsyning.dk
Tommy Hansen. Senior Vice President i Kamstrup.
89931000 / toha@kamstrup.com
Bjørn Kock Lærkedahl. Kommunikationsansvarlig i Silkeborg Forsyning.
23118534 / bkl@silkeborgforsyning.dk
Billeder
Links
Information om Silkeborg Forsyning
Silkeborg Forsyning
I Silkeborg Forsyning er vi omkring 140 kompetente og engagerede medarbejdere, der i samarbejde med eksterne leverandører hver dag leverer komfortabel, stabil og konkurrencedygtig fjernvarme og rent og velsmagende drikkevand til mange tusinde kunder i Silkeborg Kommune. Vi står også for den miljøbevidste håndtering af affald og spildevand i hele Silkeborg Kommune.
Samlet set når vi alle Silkeborg Kommunes omkring 100.000 borgere med en eller flere af vores ydelser.
Vi lytter til vores omverden og skaber innovative forsyningsløsninger i samspil med vores kunder og interessenter med fokus på miljø, klima og forsyningssikkerhed.
www.silkeborgforsyning.dk
Følg pressemeddelelser fra Silkeborg Forsyning
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Silkeborg Forsyning
Nu åbner tilmeldingen til fjernvarme syd for Silkeborg1.11.2024 12:06:43 CET | Pressemeddelelse
Beboerne i Virklund, Sejs-Svejbæk, Them, Salten og Knudlund kan nu tilmelde deres hjem den nemme, konkurrencedygtige og mere klimavenlige fjernvarme til en særlig kampagnepris. Områderne skal samlet set opnå en tilslutning på mindst 65 procent inden den 30. april 2025, før fjernvarmeprojektet kan gå videre til anlægsfasen.
Skraldival: En festival med noget på hjerte2.9.2024 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Til Skraldival i uge 38 sætter vi fokus på affaldsminimering og genbrug. Oplev Signe Wenneberg til genbrugsfestivalen, hvor vi debatterer bæredygtigt byggeri og giver dig muligheden for selv at bygge nyt med genbrug.
Resenbro og Skærbæk siger ja til fjernvarme7.8.2024 14:36:13 CEST | Pressemeddelelse
Takket være stor lokal opbakning i Resenbro og Skærbæk kan Silkeborg Forsyning nu fortælle, at tilslutningen til fjernvarmeprojektet er over målet om de minimum 60 procent.
Silkeborg Forsynings CO2-udledning er den laveste siden 201827.6.2024 10:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Sidste år udledte Silkeborg Forsyning den laveste mængde CO2, siden det første officielle klimaregnskab blev lavet i 2018. Det viser det netop udgivet klimaregnskab. Og endnu mere klimavenlig fjernvarme er på vej med nye produktionsanlæg, som vil sænke CO2-udledningen fra fjernvarmeproduktionen markant.
Resenbro, Skærbæk og Øster Bording kan nu tilmelde sig fjernvarme15.4.2024 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra den 15. april åbner tilmeldingen for borgere i Resenbro, Skærbæk og Øster Bording, som ønsker at få fjernvarme fra Silkeborg Forsyning. Områderne kan skifte gaskedlerne ud og blive koblet på fjernvarmen, hvis der er tilstrækkelig opbakning blandt borgerne.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum