Stor interesse for den nye udgave af Erhvervspuljen
14.12.2022 06:00:00 CET | Energistyrelsen | Nyhed

I de første seks uger med den nye puljeordning har Energistyrelsen modtaget ca. 140 ansøgninger om tilskud for omkring 63 mio. kr.
Ændringerne gør det bl.a. nemmere for virksomheder at søge og få tilskud til energibesparende projekter, og som noget nyt er det nu også muligt at få tilskud til projekter, der primært sparer CO2.
”Den nye udgave af Erhvervspuljen har fået en flyvende start med stor interesse og mange ansøgninger. Det er dejligt, for Erhvervspuljen er et af de helt centrale instrumenter til at understøtte erhvervslivets grønne omstilling,” siger Energistyrelsens vicedirektør Stine Leth Rasmussen.
I 2023 er der knap 400 mio. kr. i Erhvervspuljen, og trods de gode takter ser Energistyrelsen gerne, at endnu flere virksomheder kigger imod Erhvervspuljen og får en hjælpende hånd til at gennemføre grønne og energibesparende projekter.
Samarbejde med erhvervsorganisationer
Energistyrelsen har derfor i begyndelsen af november iværksat en kampagne, der skal udbrede kendskabet til Erhvervspuljen. Et af værktøjerne er et samarbejde med en række erhvervsorganisationer, der bidrager til at udbrede kampagnens budskaber gennem deres egne kanaler.
”Vi vil meget gerne have, at endnu flere virksomheder får øjnene op for den nye og forbedrede pulje, og netop her er vores samarbejde med erhvervslivets store organisationer værdifuldt. Organisationerne har den nære kontakt med virksomhederne, og de kan nå dem direkte med budskabet om Erhvervspuljen,” siger Stine Leth Rasmussen.
Energistyrelsen kan løbende udvide samarbejdet til flere erhvervsorganisationer eller aktører, men indtil videre omfatter det Dansk Industri, Landbrug & Fødevarer, Dansk Erhverv, EjendomDanmark, Tekniq Arbejdsgiverne, SMVdanmark og Foreningen af Rådgivende Ingeniører.
Hjælp til at nå endnu flere
Tilsammen repræsenterer erhvervsorganisationerne et bredt udsnit af de danske virksomheder, der på forskellig vis kan få tilskud eller hjælpe andre virksomheder med at få tilskud fra Erhvervspuljen.
”Vi er ikke i tvivl om, at det her samarbejde giver os gode forudsætninger for at nå ud til endnu flere virksomheder, som dermed får den nødvendige økonomiske hjælp til at gennemføre grønne og energibesparende projekter,” siger Stine Leth Rasmussen.
Det siger erhvervsorganisationerne:
Tekniq Arbejdsgiverne
Bjørn Hove, konsulent:
”Erhvervspuljen er særdeles relevant for TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemmer, både installatørerne, der søger tilskud til energibesparelser på vegne af deres kunder, og for metalindustrivirksomheder, der ønsker tilskud til at nedbringe energiforbruget i produktionen. Det er glædeligt, at Energistyrelsen nu har gjort ansøgningsprocessen lettere og mere gennemskuelig, så flere virksomheder søger tilskud, og nedbringer både energiforbrug og omkostninger. Det er win-win.”
Dansk Erhverv
Rune Dybvad Simonsen, chefkonsulent for klima, energi og miljø:
”Dansk Erhverv bakker op om indsatsen for at øge energieffektiviseringer i de danske virksomheder. Det er et vigtigt værktøj i den grønne omstilling, der også kan sænke virksomhedernes energiomkostninger. Derfor ser Dansk Erhverv frem til et øget samarbejde om at gøre Energistyrelsens indsatser på området mere relevant for det danske erhvervsliv.”
Ejendom Danmark
Jan Ellebye, PA-chef:
”Erhvervspuljens midler er et skridt i den rette retning for at få investeret yderligere i de energibesparelser, som skubber den grønne omstilling og på sigt mindsker vores nuværende energikrise. Det kan komme mange af vores medlemsvirksomheder til gavn. Vi bidrager derfor gerne til at udbrede budskabet, for at så mange som muligt kan få glæde af de penge, der ligger i puljen.”
FRI, Foreningen af Rådgivende Ingeniører
Frederikke Vorborg, Udvalgssekretær for Energiudvalget og konsulent for energipolitik og analyser:
”Energistyrelsens kampagne om Erhvervspuljen er vigtig for FRI og vores medlemmer, da den er med til at forbedre de danske rådgiveres muligheder for at bidrage til den grønne omstilling med endnu flere energieffektive projekter til gavn for både klimaet og Danmark.”
Landbrug & Fødevarer
Flemming Nør-Pedersen, direktør:
”Effektivisering og omstilling af energiforbruget fylder meget i fødevareerhvervet, og der har altid været en stor virkelyst, når det kommer til udvikling og grøn omstilling. Erhvervspuljen er et vigtigt og meget anvendt redskab i sektoren til at nå bæredygtigheds- og klimamålene hos fødevarevirksomheder og landmænd. Vi ser det derfor også som en vigtig opgave at udbrede viden om de mange muligheder for energibesparelser og omstilling, som den ”nye erhvervspulje” åbner op for i sektoren.”
SMVdanmark
Signe Bøgevald Hansen, politisk konsulent:
”Vi kan varmt anbefale, at virksomhederne får øjnene op for Erhvervspuljen. De høje energipriser presser mange virksomheder, og den eneste vej til at reducere de omkostninger er ved at energirenovere. Så vores opfordring er klar: Søg puljen og overvej alt fra udskiftning af gasfyret til nye vinduer, eller hvad der nu er bedst i det enkelte tilfælde. På længere sigt så vi helst, at puljen blev erstattet af et fradrag, men her og nu er det den bedste løsning.”
DI
Peter Trillingsgaard, branchedirektør i DI Produktion:
”Energieffektiviseringer og -omlægninger er afgørende for den grønne omstilling blandt DI’s medlemmer, og det er derfor vigtigt, at vi har et stærkt og velfungerende program, der kan understøtte denne type projekter. Vi glæder os i DI til at få et tættere samarbejde med Energistyrelsen og få gjort Erhvervspuljen så administrativ nem at bruge som overhovedet muligt.”
Erhvervspuljen
Erhvervspuljen er en tilskudspulje til energieffektivisering i virksomheder, der skal sikre grøn omstilling og effektivisering af virksomhedernes energiforbrug. Puljen er på i alt 3,5 mia. kr. og løber fra 2020 til 2029.
Læs mere om den nye og forbedrede udgave af Erhvervspuljen på SparEnergi.dk/erhvervstilskud.
Kontakt
Kontorchef Rikke Reumert Schaltz, tlf: 3395 1253, mail: rkrs@ens.dk

Erhvervspuljen er i 2022-2025 delvist finansieret af Den Europæiske Unions genopretningsplan.
Kontakter
Laura AndersenPressemedarbejder
Tlf:+45 33 95 09 06lrsn@ens.dkTure Falbe-HansenPressechef
Tlf:+45 25 13 78 46tfh@ens.dkBilleder

Information om Energistyrelsen
I Energistyrelsen gør vi en forskel hver dag. I Danmark og i lande verden over. Vores vision om at opnå et klimaneutralt samfund i vækst og balance er den største opgave, vi skal være med til at løse. Vi ved, at vi skal tænke ambitiøst, og vi ved, at vi skal tænke nyt. Vores mål er en klog, grøn omstilling, hvor Danmark går foran, og danske erfaringer anvendes globalt. Hvor grønne løsninger, sikker og effektiv forsyning og økonomi tænkes sammen.
Følg pressemeddelelser fra Energistyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Energistyrelsen
Ny kortlægning sikrer hurtigere udbygning af havvind i Danmark29.1.2026 09:30:30 CET | Pressemeddelelse
Energistyrelsen offentliggør i dag en screening af områder til havvind i Danmark. Kortlægningen kombinerer som den første i verden en detaljeret følsomhedskortlægning af en lang række miljøemner med geologi og arealinteresser. Det kan bane vejen for en hurtigere udbygning af fremtidens havvindmølleparker.
Frist for endelige bud til puljen for CO2-fangst og lagring udskydes26.1.2026 17:18:26 CET | Pressemeddelelse
Energistyrelsen har valgt at rykke fristen for afgivelse af endelige tilbud til puljen for CO2-fangst og lagring til d. 4. februar 2026.
Danmarks største havvindmøllepark får grønt lys til at producere strøm26.1.2026 08:58:50 CET | Pressemeddelelse
Energistyrelsen giver nu tilladelse til, at Danmarks til dato største havvindmøllepark, Thor Havvindmøllepark, kan begynde at producere strøm. Når færdigopført vil havvindmølleparken kunne forsyne omkring en million husstande med grøn strøm og er et betydeligt bidrag til den grønne omstilling og styrkelsen af EU’s energiuafhængighed.
Selskab får tilladelse til efterforskning af potentielt CO2-lager i Nordsøen15.1.2026 10:29:19 CET | Pressemeddelelse
Energistyrelsen har afsluttet et udbud om potentielle CO2-lagringsområder i Nordsøen. Et konsortium bestående af TotalEnergies, Mitsui og Nordsøfonden har fået tilladelse til efterforskning og potentiel lagring af CO2 i undergrunden i det kystnære område Inez.
Frist for endelige bud til milliardpulje til fangst og lagring af CO2 rykkes til 27. januar22.12.2025 16:11:17 CET | Pressemeddelelse
Fristen for afgivelse af endelige bud i forbindelse med CCS-puljen på 28,7 milliarder til fangst og lagring af CO₂ bliver rykket fra d. 7. januar til 27. januar 2026. Det er fortsat forventningen, at tildelingen af kontrakter sker i april 2026, og den overordnede plan for CO₂-lagring fastholdes ligeledes.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
