Københavns Kommune giver akut håndsrækning til virksomheder under inflations- og energikrisen
7.12.2022 05:40:00 CET | Københavns Kommune Økonomiforvaltningen | Pressemeddelelse
Økonomiudvalget i Københavns Kommune har på et møde tirsdag aften besluttet at fremrykke betalingen af fakturaer. Det sker for at give firmaer, der er presset af energi- og inflationskrisen, en økonomisk håndsrækning.
Tiltaget vil øge likviditeten hos de virksomheder, kommunen samarbejder med. I stedet for at modtage betaling fra kommunen efter 30 dages modtagelse af fakturaen, bliver betalingen nu fremrykket til i gennemsnit 8 dage.
Det samme tiltag blev taget i brug under corona, og overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S), der er formand for Økonomiudvalget, mener, at den nuværende situation kalder på handling:
”Energi- og inflationskrisen rammer mange københavnske erhvervsdrivende, og som en af landets største offentlige indkøbere skal vi gøre, hvad vi kan for at støtte dem. Nu sender vi flere hundrede millioner kroner hurtigere ud til virksomhederne, og vi sender samtidig et klart signal om, at hvis man laver noget for kommunen, får man sine penge hurtigt,” siger overborgmesteren.
Økonomiforvaltningen vurderer, at tiltaget vil sende mellem 600-700 millioner kroner hurtigere ud til virksomhederne.
Københavns Kommune køber som en af de allerstørste offentlige spillere hvert år varer og tjenesteydelser af private firmaer for ca. 12 milliarder kroner. Kommunen køber fx ind hos entreprenører, der bygger for kommunen, fødevarer til skoler og børneinstitutioner, kontorartikler, osv.
Dansk Industri Hovedstaden, der repræsenterer flere af de virksomheder, Københavns Kommune handler med, ser positivt på initiativet:
”I en usikker tid hvor energi og materialepriser er i voldsom stigning, er den gode likviditet altafgørende for erhvervslivet. Betalingsfristerne i det offentlige kan gøre det svært at få økonomien til at hænge sammen for især de små og mellemstore private leverandører. Derfor glæder det mig at se, at Københavns Kommune nu nedsætter deres betalingsfrister til 8 dage. Kommunen gjorde det samme under Coronakrisen, og det var virkelig en håndsrækning til et trængt erhvervsliv. Jeg håber, at eksemplet fra København kan tjene som inspiration i andre kommuner, så erhvervslivet også denne gang kommer godt igennem en vanskelig tid,” siger Peter Lanng Nielsen, der er bestyrelsesformand i DI Hovedstaden og adm. direktør i Keolis Danmark.
Byggefirmaet Logik & Co. på Nørrebro løser byggeopgaver for kommunen, og daglig leder Balder Johansen supplerer:
”Det er tegn på rettidig omhu fra Københavns Kommunes side. Vi har tit syntes, at det var lang tid, kommunen havde vores penge, hvilket tærer på likviditeten og koster på kassekreditten. Og i disse tider, hvor alle udgifter omkring vores små og mellemstore virksomheder stiger, konkurrencen er hård, og vi har svært ved presse priserne op, sidder vi ekstra stramt i det. Helt generelt kunne det være rart, hvis vi kunne få betalingstiderne ned, så vi ikke skal agere bank for vores kunder.”
Ved Økonomiudvalgets godkendelse tirsdag aften d. 6. december træder den midlertidige ændring af betalingstidspunktet i kraft umiddelbart herefter og gælder frem til maj 2023.
Tiltaget er blevet behandlet i Økonomiudvalget på baggrund af et medlemsforslag fra Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Venstre.
Kontakter
Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen via pressemedarbejder Julie Bender Thomsen på 23 37 60 77 eller t53e@kk.dk
Information om Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Københavns Kommune ØkonomiforvaltningenKøbenhavns Rådhus
1599 København V
33 66 33 66https://www.kk.dk
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Høje boligpriser dæmper tilflytningen til København: Så meget forventes hovedstaden at vokse frem mod 20606.3.2026 12:22:57 CET | Pressemeddelelse
København vokser fortsat – men ikke så hurtigt som tidligere. Det fremgår af Københavns Kommunes nye befolkningsprognose, der viser, at hovedstaden voksede med 4.550 borgere sidste år – omtrent 3.000 færre end i 2024. Den lavere befolkningsvækst hænger blandt andet sammen med, at mange unge ikke længere har råd til at flytte til byen.
Københavns Rådhus oplyses i Ukraines farver på fireårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine23.2.2026 09:41:45 CET | Pressemeddelelse
Den 24. februar er det fire år siden, Rusland invaderede Ukraine. I den anledning vil København Rådhus blive lyst op i de ukrainske nationalfarver blåt og gult. Oplysningen sker for at markere solidaritet og sympati med Ukraine.
Københavns overborgmester og borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq til møde i København: Afgørende med et stærkt bånd i urolige tider5.2.2026 14:06:47 CET | Pressemeddelelse
Københavns Kommune og Kommuneqarfik Sermersooq har siden 2024 haft et venskabsbysamarbejde. På et møde i dag blev borgmestrene i de to kommuner enige om vigtigheden i at fortsætte det gode samarbejde. Mødet var det første mellem de to borgmestre.
Flere end én million træer på vej: København rejser mere skov uden for byen2.2.2026 07:53:00 CET | Pressemeddelelse
Københavns Kommune rejser nu skov svarende til op mod 1,4 millioner nye træer uden for byens grænser. Træerne plantes som led i kommunens klimaindsats og skal bidrage til renere luft, beskytte grundvand og skabe mere natur de næste mange årtier.
Vær med, når de danske europamestre i håndbold fejres på Københavns Rådhus1.2.2026 19:38:49 CET | Pressemeddelelse
Så lykkedes det! Det danske herrelandshold har skrevet historie ved på imponerende vis at vinde EM-guld i håndbold for tredje gang. Med sejren kan Danmark nu kalde sig regerende mestre ved EM, VM og OL. En så enestående bedrift skal naturligvis fejres. Derfor inviteres alle til at være med, når de nykårede europamestre hyldes på Københavns Rådhusplads i morgen, mandag den 2. februar 2026.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum