Energistyrelsen sender brev ud til trængte gasfyrsejere
Der er trykket på knappen til udsendelse af digital post. Kuverterne er lukket og ligger i disse dage på postcentraler på vej til de danskere, der er fritaget for digital kommunikation. Brevene indeholder gode råd fra Energistyrelsen i forhold til at spare på gassen – og vil ramme godt 240.000 gasfyrsejeres digitale eller fysiske postkasser i denne uge.
I brevet inviterer Energistyrelsen desuden til en række webinarer, som er særligt målrettet gasfyrsejere. Her får deltagerne mulighed for at gå i dialog med Energistyrelsens eksperter og få konkrete råd til at spare på energien.
Brevet til gasfyrsejerne er en del af den nationale energisparekampagne, som Energistyrelsen har iværksat. Du kan finde brevet til gasfyrsejerne her.
Hvem får brevet?
Energistyrelsen har afsendt breve til de personer, der ifølge BBR-registret ejer et naturgasopvarmet enfamilieshus. Omtrent 241.000 personer modtager derfor brevet enten digitalt eller fysisk.
”Energistyrelsen ser det som en vigtig opgave at hjælpe blandt andre de borgere, der har gasfyr, med gode råd om, hvordan de bedst kan reducere varmeforbruget og tage toppen af gasregningen. I denne omgang har vi særligt fokus på dem, der bor i villa eller parcelhus, da de har oplevet de allerstørste stigninger på gasregningen,” siger kontorchef i Energistyrelsen Vincent Rudnicki.
Energistyrelsen er opmærksom på, at der også findes andre typer boliger, som opvarmes med gas – for eksempel lejeboliger, lejligheder, rækkehuse mv. Flere af sparerådene kan også være relevante for dem.
Energistyrelsen er ligeledes klar over, at der i nogle tilfælde kan være fejl i oplysningerne i BBR-registeret, så der er risiko for, at nogle vil modtage brevet, selvom de ikke længere har gasfyr, mens andre ikke får det, selvom de måske netop har et gasfyr.
”Men det er trods alt den bedste metode, vi har, i forhold til at nå borgerne med relevant og målrettet information. Og så kan det samtidig være en lejlighed til, at boligejeren får opdateret sine BBR-oplysninger, hvis der skulle være fejl. Som husejer har man nemlig pligt til at opdatere sine BBR-oplysninger, hvis man eksempelvis får skiftet varmekilde”.
Gode råd til at sænke gasforbruget
Der er heldigvis meget, danskere med gasfyr selv kan gøre for at spare på energien. Det er eksempelvis muligt at tage toppen af gasregningen, hvis du skruer ned for temperaturen og bruger mindre varmt vand.
Blandt de vigtigste råd er:
- Sænk temperaturen
Du sparer 5 procent på gasregningen, hver gang du skruer 1 °C ned. Termostater i samme rum skal indstilles ens. Hvis du skruer 2 grader ned, kan du i et typisk hus på 140 m² med gasfyr spare 2500 kr./år med de nuværende gaspriser. Hold dog mindst 18°C i alle rum, hvor der opholder sig personer, så der ikke kommer skimmelsvamp.
- Brug mindre varmt vand
Omtrent 1/3 af varmeforbruget går til at opvarme brugsvand, hvor det meste er badevand. Spar på det varme vand ved at tage kortere bade, skrue ned for temperaturen og vaske hænder i koldt vand. Hvis I er en familie på 4 personer i et hus med gasfyr, og alle korter jeres varme bad ned med 2 min. om dagen, kan I spare omkring 4.000 kr./år. Læs mere om at spare på det varme vand her
- Få service på dit gasfyr
Når dit gasfyr fungerer optimalt, kører det så energibesparende som muligt. Sørg derfor for, at der bliver udført service på det. Hold også øje med dit gasforbrug f.eks. ved at aflæse måleren 1 gang om ugen og sammenlign dit gasforbrug med andre husstande i Bygningsguiden.
- Gå dit hus igennem
Der er penge at spare ved at gå sit hus igennem for utætheder, sprækker og steder, hvor du kan isolere bedre. Nogle gange er det lettere, end man forventer. Se tjekliste til, om dit hus er tæt her.
På SparEnergi.dk/naturgas kan du læse meget mere om at tage toppen af gasregningen og måske endda tage skridtet videre ved at planlægge at energirenovere eller investere i en anden varmekilde end gas.
Fakta: Sådan har vi gjort
Energistyrelsen har udsendt godt 240.000 breve til personer, der ifølge data fra BBR-registeret trukket den 24. november 2022 ejer et naturgasopvarmet enfamilieshus.
I BBR er der registreret omtrent 280.000 bygninger til boliganvendelse, som er ejet af privatpersoner og opvarmet med gas. Blandt disse er der 241.000 ”fritliggende enfamiliehuse”, som er valgt som boligtype i BBR-udtrækket.
Bygningerne kan have flere ejere – det bedste eksempel er et ægtepar, der begge er medejere af deres hus – her modtager kun én boligejer et brev.
Boligejere har pligt til at opdatere deres oplysninger om varmekilden i ens bolig hos BBR. Opdater dine oplysninger her.
Det kan tage op til 14 dage, før ændringer kan ses i BBR.
Se brevet her
Kilde: Energistyrelsen
Kontakter
Laura AndersenPressemedarbejder
Tlf:+45 33 95 09 06lrsn@ens.dkTure Falbe-HansenPressechef
Tlf:+45 25 13 78 46tfh@ens.dkInformation om Energistyrelsen
I Energistyrelsen gør vi en forskel hver dag. I Danmark og i lande verden over. Vores vision om at opnå et klimaneutralt samfund i vækst og balance er den største opgave, vi skal være med til at løse. Vi ved, at vi skal tænke ambitiøst, og vi ved, at vi skal tænke nyt. Vores mål er en klog, grøn omstilling, hvor Danmark går foran, og danske erfaringer anvendes globalt. Hvor grønne løsninger, sikker og effektiv forsyning og økonomi tænkes sammen.
Følg pressemeddelelser fra Energistyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Energistyrelsen
Energistyrelsen offentliggør ny analyse om potentialet for Danmarks havvindudbygning frem mod 205028.4.2025 11:08:25 CEST | Pressemeddelelse
Ny analyse udarbejdet af Energistyrelsen og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet giver vurdering af, hvordan Danmarks havarealer og havvindressourcer kan nyttiggøres i fremtiden.
Erhvervsskoler løfter opgaven: Afskaffelse af VE-godkendelsesordningen11.4.2025 14:09:27 CEST | Pressemeddelelse
Den grønne omstilling er nået langt, og varmepumper, biomassekedler og solcelleanlæg er efterhånden blevet hvermandseje. Erhvervsuddannelserne er fulgt med og giver de nødvendige kompetencer til montører og installatører. Det foreslås derfor at nedlægge VE-godkendelsesordningen, da der ikke længere vurderes at være behov for ordningen.
Selskab får tilladelse til at undersøge muligheden for CO2-lagring ved Thorning11.4.2025 10:40:10 CEST | Pressemeddelelse
Selskabet Norne Thorning Storage ApS har fået tilladelse til at efterforske, om undergrunden i et område omkring Thorning i Midtjylland kan bruges til at lagre CO2. Hvis området er egnet, kan selskabet senere søge om tilladelse til at påbegynde lagringen.
Stor interesse for milliardpulje til CO₂-fangst og -lagring: 16 selskaber ønsker at søge26.3.2025 10:30:00 CET | Pressemeddelelse
Der er 28,7 milliarder kroner til fangst og lagring af CO₂ i den nye CCS-pulje. For at kunne søge støtte skal ansøgerne først prækvalificeres. 16 selskaber har søgt, og Energistyrelsen går nu i gang med at vurdere ansøgningerne med henblik på at udvælge de 10, som får mulighed for at deltage i udbuddet.
Energistyrelsen offentliggør rapport om kommercielle nøglefaktorer i relation til udbud af havvind17.3.2025 12:14:26 CET | Nyhed
Energistyrelsen offentliggør en rapport og tilhørende resumé udarbejdet af Boston Consulting Group om kommercielle nøglefaktorer i relation til udbud af havvind.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum