15 nominerede til Årets Sportsnavn 2022

Fælles pressemeddelelse fra Team Danmark og DIF.
Der er uhyre tæt kapløb blandt de 15 nominerede atleter eller hold, som kæmper om at vinde Danmarks mest prestigefyldte idrætspris, der uddeles af DIF og Team Danmark. Blandt de nominerede til Årets Sportsnavn, som kåres den 7. januar 2023 til ’Sport 2022’ i Boxen i Herning, finder man fx en Tour de France-vinder, et par verdensettere samt en god håndfuld VM- og EM-guldmedaljevindere.
Danskerne har i 2022 haft en overflod af store sportsøjeblikke at juble over hjemme i stuerne, på storskærme og på lægterne. De 15 nominerede til Årets Sportsnavn repræsenterer 12 forskellige specialforbund under DIF.
”Jeg er utrolig stolt over, at vi i et lille land som Danmark har så mange topatleter, der bliver ved med at imponere og vinde det ene mesterskab efter det andet på den internationale idrætsscene. 2022 har været sprængfyldt med mindeværdige idrætsøjeblikke og begivenheder, der har samlet og begejstret danskerne. At der blandt de nominerede til Årets Sportsnavn 2022 er repræsentanter fra 12 forskellige specialforbund fordelt mellem mænd, kvinder, hold og individualister vidner om et utroligt flot talent- og elitearbejde i forbundene, klubberne og hos Team Danmark. De nominerede ønskes et stort tillykke – I kan for alvor være stolte,” siger Hans Natorp, som udover at være DIF-formand også sidder i dommerkomitéen for Årets Sportsnavn 2022.
De 15 nominerede til Årets Sportsnavn 2022
- Viktor Axelsen, badminton, bl.a. VM-guld, EM-guld samt vinder af All England og Indonesia Open
- Jonas Vingegaard, cykling, bl.a. samlet vinder af Tour de France.
- Mads Pedersen, cykling, bl.a. vinder af den grønne pointtrøje og tre etaper i Vuelta a España samt en etapesejr i Tour de France
- Julie Leth og Amalie Didriksen, banecykling, EM-bronze og VM-bronze (parløb)
- Dressurlandsholdet, VM-guld på hjemmebane i Herning
- Curlinglandsholdet for kvinder, EM-guld
- Turpal Bisultanov, brydning: EM-guld og VM-sølv i 87-kiloklassen
- Kvindelandsholdet, håndbold, EM-sølv
- Rikke Mæng, skydning, bl.a. EM-guld + nr. et på verdensranglisten
- Tobias Thorning, paradressur, individuelt VM-guld x 2
- Katrine Kristensen, paradressur, individuelt VM-guld x 2
- Nanna Koerstz Madsen, golf, vinder Honda LGPA Classic i Thailand
- Holger Rune, tennis, bl.a. vinder af ATP München, ATP Stockholm Open og ATP Masters Paris
- Leon Madsen, VM-sølv, speedway
- Anne-Marie Rindom, verdensmester i Laser Radial
Hos Team Danmark er der ligeledes begejstring over de store sportspræstationer i 2022 samt alsidigheden blandt de nominerede:
”Endnu engang kan vi præsentere en imponerende liste med verdensklasseatleter, som har repræsenteret Danmark på allerfornemmeste vis på de helt store scener. 2022 har været tæt pakket med mange sportslige højdepunkter, og de 15 nominerede fortjener en stor hyldest for deres store præstationer. Bag hvert navn på listen står en lang række trænere og forbund, som også fortjener et stort tillykke med nomineringen. De 15 nominerede er et bevis på et fremragende elitearbejde i mange forbund, som vi godt kan tillade os at være utrolig stolte over i Danmark,” siger Lars Krarup, der er formand for Team Danmark og med i dommerkomitéen til prisen.
Om Årets Sportsnavn
Prisen som Årets Sportsnavn er blevet uddelt siden 1991 af DIF i partnerskab med Jyllands-Posten. Siden 2019 er prisen uddelt i et rent sportsligt partnerskab mellem DIF og Team Danmark.
DIF og Team Danmark udpeger i alt 15 nominerede til prisen som Årets Sportsnavn, hvorefter der sættes navn på tre finalister i løbet af december. Det er dommerkomitéen, som afgør, hvem der skal være den endelige vinder af prisen som Årets Sportsnavn 2022.
Årets Sportsnavn 2022 kåres ved den store sportsgalla ’Sport 2022’ i Herning lørdag den 7. januar 2023. Showet transmitteres direkte på DR1.
Udover æren følger der 75.000 kroner med prisen.
Kriterier for udvælgelse
Udvælgelsen af Årets Sportsnavn sker ud fra en helhedsvurdering af nedenstående kriterier, som er angivet i ikke-prioriteret rækkefølge. Vægtningen af de enkelte kriterier kan variere.
- Global konkurrence: Hvor udbredt er sportsgrenen og disciplinen, og hvor mange af de store idrætsnationer satser på den?
- Konkurrencen og medaljens karat: Et verdensmesterskab er typisk sværere at vinde end et europamesterskab. En konkurrence med deltagelse af resten af eliten er også sværere at vinde end en med mange afbud og skader.
- Kontinuitet og forløb: Er der mange på hinanden følgende bemærkelsesværdige resultater? Eller er der gået mange års målrettet arbejde forud for en sejr, så præstationen virker mere fokuseret og mindre tilfældig end den pludselige sejr, som ingen havde regnet med?
- Folkelighed: Udbredelsen af sporten i Danmark skaber større interesse og dermed et større pres. Samtidig er den interne, danske konkurrence hårdere.
Dommerkomitéen 2022
Dommerkomitéen udpeger den endelige vinder. Sammensætningen af dommerkomitéen i 2022 understreger omdømmet som Danmarks fornemmeste idrætspris. Komitéen består af:
- H.K.H. Kronprins Frederik
- Kulturministeren (pga. den politiske situation med et forretningsministerium, så deltog ministeren ikke i år)
- Sportens Hall of Fame, Camilla Martin
- Sportens Hall of Fame, Michael Laudrup
- DIF’s bestyrelsesformand, Hans Natorp
- DIF’s administrerende direktør, Morten Mølholm Hansen
- Team Danmarks bestyrelsesformand, Lars Krarup
- Team Danmarks direktør, Peter Fabrin
Tidligere vindere af Årets Sportsnavn
1991: Mette Jacobsen, svømning
1992: Jesper Bank, sejlsport
1993: Damelandsholdet, håndbold
1994: Damelandsholdet, håndbold
1995: Mette Jacobsen, svømning
1996: Bjarne Riis, cykling
1997: Wilson Kipketer, atletik
1998: Letvægtsfireren, roning
1999: Camilla Martin, badminton
2000: Damelandsholdet, håndbold
2001: Thomas Bjørn, golf
2002: Tom Kristensen, motorsport
2003: Nicki Pedersen, speedway
2004: Letvægtsfireren, roning
2005: Tom Kristensen, motorsport
2006: Mikkel Kessler, boksning
2007: Rasmus Quist og Mads Rasmussen, roning
2008: Herrelandsholdet, håndbold
2009: Lotte Friis, svømning
2010: Caroline Wozniacki, tennis
2011: Jeanette Ottesen, svømning
2012: Lasse Norman Hansen, cykling
2013: Maja Jager, bueskydning
2014: Camilla Pedersen, triatlon
2015: René Holten Poulsen, kajak
2016: Pernille Blume, svømning
2017: Viktor Axelsen, badminton
2018: Caroline Wozniacki, tennis
2019: Mads Pedersen, cykling
2020: Banelandsholdet i 4.000 meter holdforfølgelsesløb
2021: Viktor Axelsen, badminton
For yderligere kommentarer kontakt:
Hans Natorp, formand i DIF, tlf. 31 44 40 15
Lars Krarup, formand Team Danmark, via kommunikationschef Christian Blomgreen, tlf. 26 83 07 24
Billeder
Information om Team Danmark
TEAM DANMARK ARBEJDER FOR AT GIVE DANSKE ATLETER BEDST MULIGE RAMMER OG VILKÅR FOR, AT DE KAN UDLEVE DERES POTENTIALE OG PRÆSTERE PÅ HØJESTE INTERNATIONALE NIVEAU.
VI OPTIMERER HELE VEJEN RUNDT OM ATLETEN - BÅDE PÅ OG UDEN FOR BANEN.
Følg pressemeddelelser fra Team Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Team Danmark
Szymon Kogut er Årets Træner27.12.2024 09:31:47 CET | Pressemeddelelse
Han har været en central figur bag en lang række EM-, VM- og OL-medaljer til dansk brydning. Blandt andet Turpal Bisultanovs OL-bronzemedalje i Paris. Nu bliver Szymon hædret som vinder af Team Danmark og Deloittes Årets Træner 2024.
Ny magisk sportspris får premiere til Sport 202416.12.2024 07:41:25 CET | Pressemeddelelse
Tre nominerede til den nye pris ’Årets magiske øjeblik’ er udpeget. Vinderen kåres via en seerafstemning Sport 2024 den 4. januar 2025.
OL-blues rammer atleter efter hjemkomst12.12.2024 12:06:19 CET | Pressemeddelelse
Team Danmarks sportspsykologiske team har i forbindelse med OL i Paris undersøgt, hvordan de danske atleters mentale tilstand blev påvirket efter hjemkomsten fra Paris. Ca. 35 pct. af atleterne har oplevet varierende grad af fænomenet ’OL-blues’. Også PL-atleter indgår i undersøgelsen – her er resultaterne klar i starten af det nye år.
Forbundsstøtte for 2025 skal løfte dansk eliteidræt til næste niveau4.12.2024 15:54:54 CET | Pressemeddelelse
Team Danmarks bestyrelse har lagt sig fast på fordeling af forbundsstøtte til i alt 26 forbund. Målet er at øge kvaliteten i elitearbejdet ved at skærpe fokus på de discipliner og atleter med størst potentiale. Samtidig introduceres en ny atletkategori for de dygtigste talenter, som kan se frem til målrettet støtte for at sikre fødekæden på den lange bane.
Presseinvitation: Team Danmark inviterer pressen til uddeling af OL- og PL-medaljebonus30.10.2024 14:05:14 CET | Pressemeddelelse
OL- og PL-atleterne hyldes og modtager medaljebonus tirsdag den 5. november.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum