Erhvervsledere i ejendomsbranchen: Ejendomsværdierne falder i 2023
1.12.2022 10:33:41 CET | PwC | Pressemeddelelse

Den nye rapport, Emerging Trends in Real Estate® Europe 2023, viser, at der er en øget bekymring i branchen for en række indikatorer. Ifølge rapporten svarer hele 91 % af beslutningstagerne inden for ejendomsbranchen i år, at de er bekymret for inflationen (mod 56 % sidste år), tæt fulgt af bekymringen for renteudsving (89 % i år mod 55 % sidste år) og manglende europæisk økonomisk vækst (88 % i år mod 50 % sidste år).
“Undersøgelsen i år står i skærende kontrast til sidste års rapport, hvor der var en vis optimisme ovenpå COVID-19-pandemien, hvor branchen havde vist sig modstandsdygtig. Fremtiden virker nu langt mere usikker for ejendomsbranchen, der naturligt er påvirket af bl.a. den høje inflation, renteudsving, stigende energipriser og geopolitisk uro i verden,” fortæller Søren Thorvaldsen Svane Keller, partner og industrileder for ejendomme i PwC.
På baggrund af denne usikkerhed forventer 71 % af ejendomslederne, at Europa bevæger sig ind i en recession inden udgangen af 2022. Det vil få en negativ påvirkning på udviklingsprojekter, adgang til kapital, investeringsvolumen, huslejeniveauer og ejendomsværdier.
“Inflationen påvirker alle sektorer og nu også såkaldte "safe-haven"-sektorer, som fx bolig og logistik. I lyset af stadig dyrere gæld vurderer ejendomslederne, at selv den relative indkomstsikkerhed, som driften af ejendomme tilbyder, vil kræve større indsats og opfindsomhed. Mange afventer derfor større klarhed om priser og afkast,” forklarer Søren Thorvaldsen Svane Keller.
Undersøgelsen viser desuden, at erhvervslederne inden for ejendomsbranchen vurderer, at værdierne vil falde i 2023. Det kommende år kan derfor byde på købsmuligheder for visse investorer.
“Undersøgelsen peger på, at vi næppe når samme niveau som under finanskrisen, men rentestigninger koblet med fald i ejendomsværdier kan ikke desto mindre skabe et pres for at sælge hurtigere end planlagt,” forklarer Søren Thorvaldsen Svane Keller.
Udviklingsprojekter risikerer at blive skrinlagt
Fra et udviklingsperspektiv peger undersøgelsen på, at projekter, der er planlagt til 2023, kan blive skubbet til 2024 eller blive skrinlagt helt. Denne mangel på nye udviklingsprojekter ses af nogle som positivt for eksisterende aktiver og deres ejere.
“Markedet har ændret sig hastigt i løbet af de sidste par måneder, hvor fremtidsudsigterne er blevet mindre optimistiske. Når det er sagt, er der stadig en masse kapital til rådighed til investeringer, og for det meste har investorerne ikke travlt, mens de venter på, at de rette muligheder opstår. Den rette sammensætning af ens portefølje er nøglen, ud over et stærkt ESG-fokus, operationelle kompetencer og kundefokus, for at klare sig godt igennem inflationskrisen," udtaler Søren Thorvaldsen Svane Keller.
Bæredygtighed bevæger sig op på agendaen
På trods af den makroøkonomiske usikkerhed forbliver miljø- og bæredygtighedsstrategier nøgleprioriteter for de fleste i ejendomsbranchen i 2023. For mange af dem udgør klimarisiko den største udfordring for fast ejendom.
“Miljøet vil være en væsentlig udfordring for mere end halvdelen af ejendomsledere i det kommende år. Faktisk ser 64 % bæredygtighedskrav og reguleringer som en central bekymring de kommende tre til fem år. Det er derfor afgørende, at man i branchen ser arbejdet som ESG som en måde, man kan udvikle sig og blive mere konkurrencedygtig, frem for bureaukrati,” understreger Søren Thorvaldsen Svane Keller.
København går frem på listen over de mest attraktive investeringsbyer
Undersøgelsen viser desuden, at selvom de samme byer forbliver i top tre, falder de samlede investerings- og udviklingsudsigter for alle 30 byer i undersøgelsen. London ligger på en førsteplads for andet år i træk, efterfulgt af Paris og derefter Berlin, der bytter plads fra sidste år. Byer, der er steget mest på ranglisten i år, er Madrid, Lissabon og København.
“Udsigterne for inflation varierer landene imellem, alt efter hvor afhængige de er af fossile brændstoffer, renteudsving og afstand til krigen i Ukraine. Disse faktorer påvirker byernes forventede fremtidige økonomi og deres forventede ejendomsafkast, hvilket er to centrale overvejelser, der påvirker ejendomsinvestorer, når de beslutter sig for, hvor de skal investere eller udvikle. Desuden har mulighederne for transport til, fra og i byerne også haft en stor betydning for investorerne. Det ses særligt i forhold til de byer, der er rykket op på ranglisten i år, herunder København,” slutter Søren Thorvaldsen Svane Keller.
Om undersøgelsen
I alt 1.038 erhvervsledere inden for ejendomsbranchen har deltaget i PwC’s og ULI’s undersøgelse, Emerging Trends in Real Estate® Europe 2023. Erhvervslederne har deltaget i en survey, er blevet interviewet eller har deltaget i en række rundbordsmøder i hele Europa, og disse data danner baggrund for rapporten.
Billeder

Vedhæftede filer
Information om PwC
Følg pressemeddelelser fra PwC
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra PwC
Så meget må gaven til konfirmanden koste1.4.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Konfirmationssæsonen nærmer sig. Men hvor meget må en gave egentlig koste, før den skal beskattes? Ifølge PwC’s skatteekspert afhænger det af, hvem der giver gaven.
Industrivirksomheder vil mere end fordoble automatiseringen af centrale processer inden 203030.3.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Automatiseringen i industrien forventes at stige markant frem mod 2030. Ifølge PwC’s nye undersøgelse ‘Global Industrial Manufacturing Sector Outlook’ bliver andelen af industrivirksomheder med højt automatiserede processer mere end fordoblet fra 18 % i dag til 50 % i 2030.
Har du glemt fradrag for tidligere år? Du kan stadig nå det26.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Årsopgørelsen for 2025 er netop landet. Hvis du har glemt at indberette et fradrag, kan du stadig nå at få det. Men det kræver, at du retter det inden fristen, lyder det fra PwC’s skatteekspert.
Hver anden topleder i pharma og life science tror på vækst trods udfordringer25.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Mere end halvdelen af topledere i pharma og life science tror på vækst i deres egen virksomhed de næste tre år. Men samtidig bekymrer hver tredje sig om at sikre adgang til kvalificeret arbejdskraft. Det viser PwC’s CEO Survey 2026.
Nu åbner årsopgørelsen: Her er de ting, mange danskere overser20.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Årsopgørelsen åbner officielt mandag den 23. marts, men faktisk kan du typisk allerede tjekke din årsopgørelse i løbet af weekenden op til den officielle åbning. Få skatteekspertens råd til en korrekt årsopgørelse.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum