To AU-forskere får tildelt millionbevillinger af Danmarks Frie Forskningsfond
18.11.2022 09:53:05 CET | Aarhus Universitet: Arts | Pressemeddelelse
Kvindelige iværksættere i tech-branchen og danskfagets mulighed for at sætte en grøn dagsorden.
Det er omdrejningspunkterne for to nye forskningsprojekter fra Aarhus Universitet, som Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) netop har belønnet med godt 2,8 millioner kroner hver.
Bag projekterne står to forskere, hvis forskning taler ind i højaktuelle emner som kønslig ulighed og stadigt stigende klimaudfordringer.
Selvunderstøttende fællesskab
Under titlen ’Cultivating Women Tech Founders: A Communities-of-Practice Approach to Entrepreneurial Education in Danish University Incubators’ vil adjunkt Shuang L. Frost fra Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab konkret undersøge, hvordan man kommer den ulighed til livs, der hersker inden for især tech-iværksætteri.
”I dag udgør kvinder kun 25 procent af alle iværksættere i Europa, og andelen er endnu lavere inden for tech-iværksætteri. Denne ubalance afskrækker kvinder fra at forfølge en iværksætterkarriere og er med til at skabe en selvforstærkende ulighed inden for tech-iværksætteri,” siger Shuang L. Frost, der har fået støtte til sit projekt af DFF’s såkaldte Inge Lehmann-program, hvor hensigten netop er at sikre en mere ligelig kønsbalance i forskningsmiljøerne.
Med afsæt i blandt andet et undervisningseksperiment og en antropologisk læringsteori omkring begrebet ’praksisfællesskab’ er målet ifølge forskeren ”at skabe et selvunderstøttende fællesskab af spirende kvindelige iværksættere, som vil støtte hinanden i en karriere inden for tech-iværksætteri – og derigennem bidrage til udviklingen af bæredygtig, inkluderende fremtidig teknologi,” lyder det fra Shuang L. Frost.
Grøn litteratur
Den anden modtager af forskningsfondens bevillinger har rettet blikket mod den grønne omstilling – set i et litterært og didaktisk lys.
Tobias Skiveren, som er adjunkt i Nordisk Sprog og Litteratur, tager således med sit projekt udgangspunkt i en idé om, at danskfaget tilbyder en oplagt mulighed for at kvalificere befolkningens evne til at identificere og reflektere over de rejse-, spise- og generelle forbrugsvaner, der er med til at drive den globale opvarmning.
Tobias Skiveren forklarer:
”Som et af uddannelsessystemets største fag er danskfaget det sted, de fleste af os lærer om vores kulturs historie og dermed også om de overleverede normer og idéer, der præger vores vaner i dag. På den baggrund undersøger forskningsprojektet, i hvilken udstrækning danskfaget ville kunne øge studerendes bevidsthed om deres vaners indvirkning på miljø og klima, hvis litteraturhistorieundervisningen skete ud fra såkaldt ’økokritiske’ principper," siger AU-forskeren, som har modtaget midler fra en særlig pulje med fokus på grøn forskning.
Forskningsprojektet har fået titlen ’Environmental Literacy in L1 Education: Greening Danish Literary History’ og vil blandt andet forsøge at genskrive tre centrale perioder i litteraturhistorien for at spore fremkomsten af miljømæssigt problematiske normer og idéer.
”Derefter gennemfører projektet et feltstudie, der i samarbejde med tre gymnasielærere udvikler og tester nye didaktiske redskaber til at undervise i disse perioder. Og endelig bringes disse indsigter i kontakt med aktive gymnasielærere via en lærebog, formidlingsartikler og efteruddannelseskurser,” fortæller Tobias Skiveren.
Målet for projektet er ifølge ham ”at fremme danskfagets mulighed for at udbrede viden om de kulturelle faktorer af vores aktuelle miljø- og klimamæssige udfordringer,” lyder det.
Begge forskningsprojekter løber i første omgang over de næste tre år.
Yderligere information:
Shuang L. Frost, adjunkt
Institut for Kommunikation og Kultur,
Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab
Mail: shuangfrost@cc.au.dk
Tobias Skiveren, adjunkt
Institut for Kommunikation og Kultur,
Nordisk Sprog og Litteratur
Mail: tobiasskiveren@cc.au.dk
Billeder
Information om Aarhus Universitet: Arts
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts
AU-professor leder udvikling af nyt EU-kodeks, der skal synliggøre AI-skabt indhold18.3.2026 13:54:21 CET | Pressemeddelelse
2. august 2026 træder nye regler for mærkning af AI-genereret indhold i kraft. En arbejdsgruppe nedsat af Europa-Kommissionen med professor ved Medievidenskab Anja Bechmann som formand arbejder på et adfærdskodeks, der skal hjælpe indholdsproducenter med at leve op til lovgivningen.
Elever lærer demokrati, når de oplever det i skolen18.3.2026 10:02:05 CET | Pressemeddelelse
Om knap en uge er der folketingsvalg, og mange unge skal stemme for første gang. Men hvordan forbereder vi bedst skoleelever på at deltage i demokratiet? En ny forskningsoversigt fra DPU, Aarhus Universitet viser, at det styrker de unges demokratiske dannelse, når de oplever, at skolen og lærerne inddrager dem i beslutninger, og at de åbent kan diskutere deres holdninger i klassen.
Kulturlivet kan blive bedre til at lytte til børns forskelligartede stemmer10.3.2026 14:00:00 CET | Pressemeddelelse
Børn oplever mødet med kulturinstitutioner som museer og teatre meget forskelligt. Det viser resultaterne af forskningsprojektet ’BØV – Børns møde med den nationale kulturarv’, som forskere fra Aarhus Universitet står bag. I samarbejde med Nationalmuseet, Det Kongelige Teater og Statens Museum for Kunst har forskerne undersøgt, hvilke strategier de tre kulturinstitutioner bruger til at sikre børns ret til at møde kulturarven, og hvordan det opleves fra børnenes perspektiv.
Akut behov for EU-tolke: Aarhus Universitet inviterer til orienteringsmøde om Masteruddannelse i Konferencetolkning4.3.2026 11:24:43 CET | Pressemeddelelse
Aarhus Universitet inviterer til online orienteringsmøde 6. marts klokken 10-12 om Masteruddannelsen i Konferencetolkning, der især rettet mod en karriere som tolk i EU.
Konference sætter fokus på, hvordan AI ændrer kreativitet og kultur3.3.2026 13:42:22 CET | Pressemeddelelse
Hvordan påvirker kunstig intelligens den måde, vi skriver, skaber og samarbejder på? Det er omdrejningspunktet for konferencen "AI and the Creative Condition," som finder sted 23.–24. marts 2026 på Aarhus Institute of Advanced Studies (AIAS).
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum


